|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Af Visti Christensen
Det kan godt være, at Holmens kirke bruges til særlige samlinger, andagter og andet, og at man kalder dette for Gudstjenester. Men det giver ikke Holmens kirkes kvindelige provst mandat til almoderligt at forsvare, at Folketinget skal have tilknyttet en ypperstepræst. Og det er noget rystende at høre provsten udtale, at der i debatten om Ida Aukens forslag tales nedsættende om præstestanden.
Politiske venner
Det er sikkert velment, at provsten kommer Ida Auken til undsætning og bedyrer, at der ingen kristelige grunde er til at bebrejde hendes hyperventilerende åndelige sejr over, at hun har fået Folketinget med på, at der tilknyttes en præst til fast ophold på de hellige trappegange på Christiansborg. Men en særlig beskyttelse behøver den nye kirkeminister vel ikke, hvis hun ellers holder sig på sydens smalle stier.
Personlig sjælesorg
Men selv en provsts udmelding om, at have haft politikere til samtale under fire øjne, har jo intet med sagen at gøre. Og i pastor-emeritus-øren lyder det mest som selvhævdelse. Alle præster har samtaler, men sjælesorg er noget andet. Og sjælesorgssamtaler kan normalt tælles på få fingre.
Det er en kendt sag, at kendis- og mediepræster ofte står i spidsen for særlige samlinger, jubilæumstræf og specielle andagter, bisættelse af kendte politiske ledere, Ukrainegudstjeneste og andet sker i kirken. Men officiel deltagelse i sådanne events er jo ikke det samme som at have personlig relation til præsten i sit hjemsogn. Hvad enten dette nu er i Hovedstadsområdet eller i det øvrige land.
Borgen er ingen kirke
Ingen aner, om der på Christiansborg er liv i den ugentlige præsteforeståede andagt, der for et par år siden blev påbegyndt. Hvad vi ved er, at Venstres formand og tidligere statsminister Poul Hartling, i sin tid udtalte bedrøvelse over, at den i hans tid faste andagt, stoppede, fordi der ikke var kunder nok.
At man så nu mener, at travle politikere igen skulle have fået tid, lyst og trang til at tale med en præst, er vist kun et fromt ønske fra Kristendemokraterne. Men i realiteternes verden er det et Fata Morgana. Provsten glemmer, at Borgen er en arbejdsplads. Og her har man aldrig hørt om sjælesorgsmenigheder.
Behov for tilgivelse
Ida Auken mener, at politikere, der længe har været i politik, godt kan have brug for en præstesamtale om sorg og tilgivelse. Og til det må jo svares ’Amen’. Men præstejobbet har andre indfaldsvinkler end psykologifaget. Og man får næsten kuldegysninger over, at provsten sluttelig udtaler, at det er (citat): ”At tale ned til os teologer, der både har en lang akademisk uddannelse og en tradition med os!” – At prale er ikke en del af den kristelige, evangelisk-lutherske børnelærdom.
https://www.dr.dk/nyheder/politik/praest-afviser-kritik-af-udskaeldt-ordning-det-er-tale-ned-til-os