Rockwool Fonden: Danske iværksættere og virksomheder flytter ud af Danmark

Colourbox
Getting your Trinity Audio player ready...

ROCKWOOL FONDEN

 

Siden 1999 er 304 virksomheder enten blevet flyttet ud af Danmark eller blevet grundlagt i udlandet af danske iværksættere. De virksomheder, der fortsat er selvstændige, beskæftiger i dag mere end 22.000 medarbejdere på verdensplan. Samtidig er 61 af virksomhederne siden blevet opkøbt til en samlet kendt værdi på mindst 280 milliarder kroner. Studiet kortlægger for første gang ved hjælp af en ny AI-metode offentligt synlige tilfælde, hvor danske iværksættere og virksomheder er flyttet til udlandet.

 

Anders Sørensen, ROCKWOOL Fonden, Nicolai Kaarsen, ROCKWOOL Fonden, Jakob Binder, ROCKWOOL Fonden

Hovedkonklusioner

  • 242 virksomheder er siden 1999 blevet grundlagt i udlandet af danske iværksættere.
  • 62 virksomheder er siden 1999 blevet grundlagt i Danmark og har senere flyttet deres hovedsæde til udlandet.
  • De virksomheder, der fortsat er selvstændige, beskæftiger mere end 22.000 ansatte, og de virksomheder, der siden er blevet opkøbt, er blevet handlet til mindst 280 milliarder kroner. Der er altså tale om relativt store arbejdsgivere og virksomheder med meget høj markedsværdi.
  • Tech- og biotekvirksomheder udgør lidt over halvdelen af virksomhederne, men står for 73 procent af beskæftigelsen i de fortsat selvstændige virksomheder og 90 procent af den samlede opkøbsværdi. Det er især techvirksomhederne, der dominerer: De tegner sig for langt hovedparten af både beskæftigelsen og opkøbsværdien inden for de to brancher.
  • De succesfulde virksomheder er koncentreret i London, New York og San Francisco.

 

Ny AI-metode giver mere præcist billede af virksomheder, der flytter

For at få et mere præcist billede af, hvor mange danske iværksættere og virksomheder der flytter til udlandet, har forskerne udviklet en ny metode til at identificere udflytninger.

 

Forskerne brugte først kunstig intelligens til at gennemgå omkring 700.000 artikler fra Dagbladet Børsen for at finde omtaler af danske virksomheder og iværksættere, der muligvis var flyttet til udlandet. Herefter anvendte de AI-baserede websøgninger til at identificere yderligere virksomheder og iværksættere, som ikke fremgik af avisartiklerne.

 

Oplysningerne blev derefter suppleret med data fra internationale virksomhedsdatabaser, som indeholder information om virksomhedernes branche, antal ansatte og opkøb.

 

Til sidst blev alle identificerede virksomheder gennemgået manuelt ved hjælp af virksomhedsregistre, LinkedIn-profiler, virksomhedshjemmesider og andre offentligt tilgængelige kilder for at sikre, at der reelt var tale om udflytninger.

 

For de virksomheder, der stadig er aktive i dag, bruger forskerne antal medarbejdere på globalt plan til at måle virksomhedernes succes. En del af virksomhederne eksisterer imidlertid ikke længere, fordi de er blevet opkøbt. Her bruger forskerne virksomhedernes opkøbsværdi som mål for deres succes. Opkøbsværdien er den pris, en køber har betalt for at overtage virksomheden, og giver dermed et billede af den værdi, virksomhederne har skabt.

 

Læs mere her.

Del på Facebook