|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Af Flemming Jansen, fhv. borgmester (V) i Pandrup Kommune, lektor emeritus fra Aalborg Handelsgymnasium. Mail: [email protected]
Nogle beslutninger her I livet træffer man selv. Men meget af det, der kommer til at definere éns liv og livsbane er noget, man bliver givet. Således har jeg været så heldig at blive født ind i en traditionel dansk kernefamilie, hvor mine forældre drev en købmandsforretning i en lille nordjysk stationsby, Pandrup. Min storesøster, min lillebror og jeg selv havde en tryg opvækst og lærte tidligt, hvor meget sammenhold og kærlighed betyder for livskvaliteten. Meget mere end penge og materiel velstand. Et godt, trygt og kærligt familieliv, hvor danske kerneværdier som kristendommen og værdier som ærlighed, ordholdenhed og respekt indgik som en central del. Det blev udbygget i skolegangen i den lokale realskole, ligesom eksempelvis i FDF og andre fritidsaktiviteter. Kirke, skole og hjem var tre grundpiller, som var de bærende elementer i vores opvækst og videre liv.
Jeg gik ikke i mine forældres fodspor erhvervsmæssigt, men blev nysproglig student og begyndte så at studere nordisk sprog og litteratur på Aarhus Universitet i 1968 – det blev et barsk møde med en virkelighed og et miljø, som kun de værdier, jeg havde med i min rygsæk fik mig til at stå igennem – det vender jeg tilbage til. Først lidt om en bog, der har betydet og fremdeles betyder meget for min selvforståelse som menneske og som dansker. Faktisk er den velkendt af de fleste danskere over 50 år. Vi er vokset op med den i skolens hverdag, den er blevet taget frem ved højdepunkter i vores liv og har gjort dem både festlige og højtidelige på samme tid. Hvor ofte i tidens løb har den ikke kanaliseret alt det ud, som på et givet tidspunkt har fyldt én og løftet det op i en anden sfære? – Det kan f.eks. have været en skoleafslutning for mange år siden i en blomster- og dannebrogspyntet gymnastiksal. En hård eksamenstid var overstået, og man befandt sig på tærsklen til en lang sommerferie, hvor man skulle beskæftige sig med noget helt andet end den skole, man alligevel holdt af – et feriejob som brødchauffør f.eks. (!). Så sang en stor forsamling af elever, lærere og forældre Thøger Larsens ”Danmark nu blunder den lyse nat” eller ”Den danske sang er en ung blond pige…” med tekst af Kai Hoffmann og melodi af Carl Nielsen. Eller måske var det Johannes V. Jensens ”Hvor smiler fager den danske kyst” eller ”Frihed er det bedste guld” af biskop Thomas af Strängnäs – også med melodi af Carl Nielsen.
Moderne eller rodløs?
Ja, rigtigt gættet! – Den danskhedens blå bog, jeg taler om som en betydningsfuld del af mit danske liv er naturligvis Folkehøjskolens Sangbog, måske bedre kendt som slet og ret ”Højskolesangbogen”. Den indeholder en meget stor del af det, man plejer at kalde ”den danske sang- og salmeskat.” – Det er ikke så meget, man hører eller ser til denne samling af dejlige tekster og melodier mere. Måske er det fordi, der ikke er så meget at være sammen om for moderne danskere i informationssamfundet? – Jeg skrev ”moderne”, men frygter i virkeligheden, at denne betegnelse blot dækker over en rodløshed, der igen har affødt en ligegyldighed og overfladiskhed, der søges camoufleret og bortforklaret som et opgør med en tradition, som ”tiden” og ”udviklingen” er løbet fra.
At være rodløs – eller rettere sagt ikke at ville vedkende sig sine rødder, er noget af det værste, der kan overgå såvel et enkeltindivid som en nation. Som enkeltperson har man sine rødder dels i den slægt, man er en del af, dels i de påvirkninger af forskellig art, man har været udsat for – éns såkaldte opdragelse. Den større helhed, som man også er en del af, er det land og det folk, man tilhører. For vores vedkommende altså Danmark og dette at være dansk. – Hvad vil det så sige? Det vil – udover det sproglige fællesskab – sige vores fælles historie og kulturbaggrund i det hele taget. Vi er udsprunget heraf og har ikke nogen jordisk chance for at nå frem til nogen dybere selvforståelse uden et kendskab til den tradition og virkelighed, der knytter sig til det at være dansk. Denne virkelighed møder vi bl.a. i historiebøgerne, i litterære værker og i andre former for kunst. Og vi møder den i kristendommen, der i mere end tusind år har været det faste livsgrundlag for danskerne. Danskhed er summen af vore forfædres livsbetingelser og udfordringer, deres måde at leve, tænke og tro på, deres idealer og drømme.
Højskolesangbogen og salmebogen – to blomster i vores fælles kulturbuket
Højskolesangbogen og salmebogen binder det hele sammen i en buket, hvor historie, litteratur, poesi, religion og sang går op i en højere enhed. Kort sagt formidler både højskolesangbogen og salmebogen – når de ellers er i funktion – et folkeligt fællesskab, fordi de samler de rødder, som vi alle sammen er spiret af, og som de fleste af os inderst inde føler os knyttet til på en eller anden måde. Tilført nye tekster og melodier, der ikke fortrænger de gamle, men hvor de gensidigt lyser på hinanden, bør hverken salme- eller højskolesangbogen blive til museumsgenstande!
Nymarxismen udløste fatalt kulturtab
Desværre er folk, der burde vide bedre, gået i spidsen, når det gælder at tie den danske sangskat ihjel inspireret af de politisk korrekte revolutionære holdninger affødt af studenteroprøret i 1968 og årene frem. Her tog det bedre borgerskabs sønner og døtre et stort ansvar på sig ved i nymarxismens hellige navn at smide en væsentlig del af den danske og kristne kulturarv i skraldespanden. Ulykkeligvis fik de snævre munkemarxistiske cirkler på læreanstalterne vide forgreninger, hvorfor der de seneste 50 år er sket et fatalt kulturtab i den danske skoleverden og i det danske samfund i det hele taget. – Man kan ikke kassere sin nationale og folkelige fortid uden at kassere sine egne forudsætninger! Kun ved at vedkende sig sine rødder og sin egenart kan man tale om ægte frigørelse. ”Livet leves forlæns og forstås baglæns”, som Søren Kierkegaard siger. Ægte tolerance og frisind forudsætter, at man selv er bundet af nogle værdier. – Tak for den opvækst og skoletid, der gav mig den bundethed, som gav mig kræfter til at tage kampen op for ikke at miste mig selv ved bare at følge strømmen i min studietid!
”Danmark i tusind år” Skrev Valdemar Rørdam i det forrige århundrede. ”I Danmark er jeg født, der har jeg rod, derfra min verden går”, supplerer H.C. Andersen. Det bliver de ikke nationalister af. De var, er og bliver digtere, og deres poesi fortjener at leve videre. – Meget skiller danskerne indbyrdes, men salme- og højskolesangbogen handler om det, vi er fælles om. Derfor er det væsentlige bøger, og derfor må vi for vores egen og for vore børns og børnebørns skyld håbe, at der trods alle sabotageforsøg fortsat vil blive nynnet i Danmarks hus – og helst noget mere!! – Tusind års kristendom i Danmark er den åndelige underlægningsmusik i vores samfund og kultur, og Danmark er stadig et kristent land. Det skal vi bære videre til kommende generationer. Tak fordi, jeg har fået lov til at leve mit liv på nogle faste og umistelige værdier, som er den helt store gave i min livsfortælling.
