|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Hverdagsfrygt for muslimer
Af Visti Christensen
På Grundlovsdag varslede Statsministeren, at det skal være slut med at tildække ansigtet med islamiske tekstilmasker i klasselokaler, og at hun vil fjerne bederum fra uddannelsesinstitutioner. Men er det ikke kun valgflæsk, eller har hun reelt indset, at islam ikke er en religion, men en trojansk hest, der på smart og latent vis undergraver demokratiet og erstatter det med en kulturel, magtpolitisk sharia-bevægelse?
Stemmefiskeri
Er det kun valgtale? Regeringen påstår jo, at den fører en stram udlændingepolitik. Men hvordan slippe af med landets muslimske hovedproblem, nemlig den tiltagende og den muslimske herrefolksattitude? Regeringen vil ikke gøre det eneste rigtige: nemlig at forbyde denne demokrati- og menneskefjendtlige ismes opløsende virke og landvindinger? Stigende hverdagsfrygt for de mange muslimer, gør os bange!
Frimodige kvinder
Selv de muslimske kvinder taler nu åbent og højtråbende arabisk i mobiltelefonen, så medhøret i det offentlige rum virker. Og både muslimske mænd – og nu også kvinder – kender selvfølgelig intet til en næstekærlig, hensyntagende kristelig adfærd, i form af f.eks. at give plads for os urene og vantro folk – så ældre og handicappede ikke skal standse op – og træde til side – for Allahs foretrukne skabninger.
Færdselsregler
Gode regler for adfærd og færden i gadebilledet, gælder konstaterbart ikke for Islams drenge. Er der for langt mellem fodgængerfelterne, skrår man da blot over, hvor det passer én bedst. Og er man chauffør for et vareudleveringsfirma, mener man at være fredet på linje med udrykningskøretøjer, og skifter man ureglementeret vejbane, bruger man blot blinklyset. Så kan vi bagvedkørende bare lære det.
Skulende Kains-blikke
Og hvis man, ikke af vrede, men af nysgerrighed og frustration, lige vil undersøge, om en chaufføren med skæg taler i telefon eller andet, får man en finger eller et nedstirrende Kains-blik, der kontant og skummelt belærer én om, at man ikke bør anfægte deres forret på vejbanen. Og hvis man ellers tør det, så skal man vide, at der er fætre alle vegne, som kan tilkaldes pr. telefon, og finde ud af, hvor man bor.
Utryghed
Er det pjokket at indrømme sin ængstelse over den manglende tryghed, man altid før har kunnet have i vort tillidsbaserede samfund? Flere skribenter råber ’vagt i gevær’, men der sker ingenting. Politikerne nøjes med at udtale bekymring over stigende, lovløse tilstande ’forskellige steder’ i lande. Men ikke et ord om den hverdagsfrygt, der har lagt sig som en dyne over os, der ikke længere er mestre i boksning.
Berøringsangst
Desværre handler et politisk flertal ikke. Man er kun ’stærkt optaget af noget’, eller også er der allerede nedsat en kommission, der skal komme med en redegørelse inden efteråret, der kan danne grundlag for nye tiltag, så de udsatte unge lempes ud af udanske miljøer, så de lærer de rette danske omgangstoner.
Hvorfor skal politiet være de eneste, der er en tryghedsskabende faktor i landet?
