Åndelig oprustning – eller knæfald for tidsånden?

Der tales og skrives meget om behovet for åndelig oprustning lige i øjeblikket. Det er umiddelbart både et sygdomstegn og et sundhedstegn. Det sidste fordi der åbenbart er en voksende bevidsthed om, at der er et eller andet galt, når det gælder vores forhold til vores egne nationale og folkelige rødder. Det første fordi, at der virkelig er tale om en åndelig deroute, som tog sin begyndelse i tilknytning til det marxistiske studenteroprør i 1968 og fortsatte de næste mange år, hvor der blev gjort godt og grundigt op med de værdier, som i århundreder har båret vores liv og tænkemåde.

Min hustru og jeg er netop kommet hjem fra et par dages familiebesøg i København. Her oplevede vi Bakkehuset på Frederiksberg, hvor Kamma og Knud Lyne Rahbek åbnede deres hjem og skabte et inspirerende mødested for datidens store kulturpersonligheder i form af forfattere, videnskabsmænd og skønånder som f.eks. Grundtvig. H.C. Andersen, B.S. Ingemann, Søren Kierkegaard. Adam Oehlenschläger og mange flere. Det var i den såkaldte guldalder, hvor litteraturen og salmedigtningen blomstrede og var med til at definere de værdier, som – bevidst eller ubevidst – har båret de fleste danskeres liv lige siden. Det fælles grundlag var kristendommen, der som bekendt kom til Danmark med Ansgar i 800-tallet. Kulturværdier fra guldalderen er bl.a. hele vores højskoletradition, fællessangen, salmebogen og højskolesangbogen, der har præget både kirke, skole, hjem og foreningslivet. – Det var en fantastisk oplevelse at gå i de stuer, hvor alt dette har foregået. Så føler man virkelig, at man er en del af noget større, og at man er et produkt af det, der var her lang tid før os, der nu går rundt i hovedstaden og resten af Danmark.

Fra Bakkehuset til Dyrehavsbakken

Fra Bakkehuset til en anden bakke i København, nemlig Dyrehavsbakken. Her havde vi fornøjelsen at være blandt publikum i det legendariske Bakkens Hvile, hvor Bakkesangerinderne – også kaldet syngepigerne – underholdt et levende publikum i et par timer, hvor kæberne var ved at gå af led grundet en sund latter skabt af veloplagte optrædende, der virkelig satte gang i en fantastisk glad og løssluppen stemning. Festlige og vovede sange, der imidlertid aldrig blev platte. Ind imellem plantede de dygtige syngepiger på fin vis klassikere som ”Gå med i lunden, så spidser vi munden, og synger den gamle sang om kærlighed” og den mere melankolske, men livskloge ”Glemmer du, så husker jeg alt.” I begge tilfælde er der tale om nogle af den legendariske cabaretsangerinde Liva Weels tophits, der ikke er gemen pop, men selvfølgelig en anden del af dansk kultur end den, man møder i Bakkehuset. En glad aften med smil gennem tårer båret af klassisk dansk humor er imidlertid i høj grad en kulturarv, der også er værd at passe på. For historien om syngepigerne er jo bestemt ikke den rene idyl, men al god humor har ofte en tragisk baggrund. Det gælder ikke mindst den helt specielle danske humor, som vi skal dyrke og passe på.

Knæfald for en tidsånd, der gør mennesket til sin egen gud?

Og hvordan går det så med den helt nødvendige åndelige oprustning, som sågar regeringen med statsministeren i spidsen slår på tromme for? – Hvis den går ud på at fremme forståelsen af, at vi står på et fundament, som vore forfædre har støbt, så bliver man lidt pessimist. Regeringens bidrag har i den henseende været afskaffelsen af en kristen helligdag, Store Bededag. Det har været at flytte abortgrænsen fra 12 til 18 uger og fri adgang til abort for 15-årige uden forældrenes indblanding fejret med champagne på sundhedsministerens kontor (!). – Er det udtryk for åndelig oprustning – eller er det knæfald for en tidsånd, der gør mennesket til sin egen gud? – Spørgsmålet aktualiseres endnu mere af, at også i livets anden ende sker der noget lovgivningsmæssigt. Statsministeren har klart tilkendegivet, at hun går ind for aktiv dødshjælp, så mon ikke regeringen går samme vej? Og minsandten om Liberal Alliance ikke slår på tromme for, at selv børn skal kunne vælge døden, hvis det kommer dertil. Har man glemt, at livet er helligt og en gave, som det ikke tilkommer mennesker at afslutte hverken for sig selv eller andre? Man  fristes til at tilslutte sig den opfattelse, at flertalsregeringer i Danmark demoraliserer både regering og opposition. Regeringen bliver magtfuldkommen, og oppositionen logrer for den eller fortaber sig i pindehuggeri.

Et knæfald for den tidsånd, som fødtes i 1968, er det, der leveres. Teknokrati iklædt flotte gevandter, varm luft. – En seriøs, ægte og hårdt tiltrængt åndelig oprustning skal komme fra folket selv! Lad mig slutte denne debatklumme med at citere fra en refleksion af Iben Krogsdal i Kristeligt Dagblad: ”Og alligevel går jeg glad og forventningsfuld ud i livet. Tiden ligner en nedtælling, men dagen er forunderligt lysfyldt. Jeg ser næsten ubærlig skønhed alle vegne. ….Livet er smukt, kærligheden findes, børn må og skal fødes. Hver eneste af os har stadig en lille vigtig rolle. Og hvem ved, måske er der endnu tid under Solen til at gøre det umulige.”

Af Flemming Jansen, Østerled 5, Pandrup. Fhv. borgmester i Pandrup Kommune og fhv. lektor på Aalborg Handelsgymnasium, debattør og freelance journalist. Mail: [email protected]