|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
SKÆBNEFORTÆLLINGER FRA SYDALS OG KEGNÆS
Jeg har tidligere rost makkerparet Inge Nissen og Henrik Ingemanns imponerende bogværk, nu i 5 bind om HISTORIEN OM DE FALDNE I 1. VERDENSKRIG OG DERES FAMILIER her i Den Korte Avis, se https://denkorteavis.dk/2022/en-smertefuld-hjemstanshistorie-om-de-faldne-i-foerste-verdenskrig-fra-sydals-og-kegnaes/ . Det er velfortjent! Inge Nissen vil også være kendt fra Museum Sønderjyllands www.denstorekrig1914-1918.dk, hvor hun hjælper efterkommere til deltagere i VK I med at finde svar på uafklarede spørgsmål.
ET NYT IMPONERENDE LOKALHISTORISK INITIATIV
I den netop udkomne Flugten til Amerika skifter de spor – hvert fald delvis. Nu bruger de deres imponerende evner og vilje på at anvende danske såvel som udenlandske internetarkiver og hjemmesider til at finde frem til hvem, der udvandrede til Amerika fra de 4 sogne Hørup, Tandslet, Lysabild og Kegnæs i perioden 1850 – 1930, men de stopper ikke her. De ønsker også at belyse, hvordan de udvandrede og hvor i Amerika de bosatte sig.
Udvandrerne kom kort fortalt til New York med skib fra Hamburg eller København og efter 2 – 3 ugers sejlads lagde skibet til i New York. Nu skulle indvandrerne helbredsundersøges på immigrationscentret Castle Garden, også kaldet Castle Clinton, forløberen for den senere så kendte Ellis Island (s. 18f.), før de kunne tillades at gå i land. Ikke alle slap ind. Herfra fortsatte de heldige rejsen til steder ud over det meste af det, vi i dag kalder USA, men de fleste slog sig ned i Midtvesten (s. 27), altså til Wisconsin, der iflg. Erik Helmer Pedersen: DRØMMEN OM AMERIKA – Politikens Danmarkshistorie, 1985, s, 122f. ”indiskutabelt” er ”den tidlige danske masseudvandrings kerneområde”, Illinois, Michigan, Iowa, Minnesota, Nebraska, South og North Dakota og Kansas, men der var også enkelte, der slog sig ned i Utah, Mormonstaten, og nogle jagtede endda guld i Californien. Personligt er jeg mest overrasket over, at en 16-årig ung mand fra Kegnæs senere bliver plantageejer på Sandwichøerne, der senere tager navneforandring til Hawaii (s. 40). Øgruppen blev annekteret af USA i 1900 og blev i 1959 USA’s 50. stat.
Alle disse interessante skæbner, som Nissen og Ingemann har fundet frem, må imidlertid ikke skygge for at mange gik til grunde i New York eller andetsteds, som N&I retfærdigvis også nævner (s. 7).
N&I nævner at den største gruppe udvandrere fra Nordslesvig var mellem 16 og 29 år (s. 5). Mangen en mor på Sydals og Kegnæs har levet i daglig frygt for deres børns skæbne og måske aldrig fået at vide, hvordan det gik børnene senere i livet.
Nissen & Ingemann (N&I) kalder rammende de fundne historier for ”skæbnefortællinger” (s.4). Og skæbnerne er vidt forskellige lige fra de fattigste til de succesrige, der, hvad de sidste angik, for en dels vedkommende besøgte den gamle hjemegn igen, fx for at hente en kone, ja måske endda gjorde rejsen frem og tilbage flere gange.
I dag har slægtsforskningen, særligt hjemmesiden www.myheritage.com og de billige DNA-tests betydet mange genopdagelser af fjerne, mistede forbindelser. Alle fundne personer er nævnt ved rette navn, og om muligt også deres amerikaniserede nye navn (fx blev Jørgen til George), ligesom deres familier i hjemstavn og ”udstavn” også nævnes. Bogen er dertil fyldt med fotografier af de pågældende personer, deres familier og relevante steder og pladser til at supplere og underbygge teksten. Ligesom der er optrykt rederiannoncer fra aviser og andet materiale, fx postkort.
Generelt er sproget lige ud ad landevejen, om end landevejen de første sider af denne bog er noget ujævn. Her kunne en vejmand have gjort nytte.
I bogen er der meget at hente, ikke bare for dagens lokale beboere på Sydals og Kegnæs, men også for lokale efterkommere i dagens USA, der måtte ønske at få oplysninger om, hvor deres slægtninge i sin tid udvandrede fra. Og her er der formentlig et stort udækket behov, fyldt også med mange følelser, ikke mindst hos efterkommerne i USA. Det siger jeg på baggrund af Sveriges Televisions efterhånden mange sæsoner af den fremragende serie ”Allt för Sverige” med Anders Lundin som programleder. I hver sæson kommer 10 svensk-amerikanere til Sverige for at opleve det land, hvor de har deres rødder. De konkurrerer indbyrdes i viden om det gamle land, som de også rejser rundt i, og vinderen får en festdag med sin svenske familie, som det bl.a. hedder i SVTs foromtale Allt för Sverige | SVT Play . Her er mange følelser på spil på begge sider, skulle jeg hilse og sige. Midt forslag: Måske skulle N&I lave en revideret engelsksproget udgave i låst pdf-format, som interesserede så kan købe på www.100helte.dk?
Et enkelt sted i bogen fik mig dog til at hæve øjenbrynene! I en boks s. 26 anføres en række hjemmesider til hjælp og fornøjelse for læsere, der vil gå videre på egen hånd. Uheldigvis mangler den vigtige www.alsnissen.dk i boksen. Jeg har en mistanke om, at netop denne mangel er tegn på et større problem ved bogen. Forfatterne har ikke læst ordentlig korrektur på en printet udskrift, jf. min bemærkning om vejmanden. Korrekturlæsning er meget vanskeligt på en skærm, siger jeg af egen erfaring.
Det er ligeledes en alvorlig mangel, at forfatterne ikke anfører øvrig anvendt litteratur med præcise bibliografiske oplysninger. Den kunne om ikke andetsteds så med fordel have været anført helt sidst i bogen, som det er normal kutyme, sammen med oversigten over anvendte hjemmesider. Det samme kunne også en bog, som forfatterne bringer et langt citat fra på ss. 69 – 70, nemlig Hans Bertelsen: KEGNÆS – en samling af Kegnæshistorier. Den Lokalhistoriske Forening for Kegnæs Sogn, 2003 (135 ss.), s.33f.. Dette citat vidner også om den nævnte manglende korrekturlæsning, men på en anden måde.
Når man gengiver, hvad andre siger, er det bydende nødvendigt at citere nøjagtigt! Det er en uomgængelig del af historisk metode. Ellers lægger man jo ord i en andens mund og måske endda meninger, end personens egne. Jeg skal af høflighed undlade at nævne, hvad det i så fald kaldes. Helt så slemt er det nu ikke i dette bog, men det er bedre at forebygge end at helbrede, som man siger. Og jeg håber på flere bøger fra de to forfattere.
Ændrer man i en tekst, skal man anføre det på en måde, så det er gennemskueligt for læseren, hvori ændringerne består. Der kan fx være tale om ændret kommatering eller indsætning af parenteser, der så skal omtales og måske forklares. Forfatterne indsætter således s. 69 [Camp] som forklaring til den pågældende Peter Lorensens Kamp. Her burde forfatterne fx have skrevet [Camp, N&I] for at angive at […] er indsat af N&I. Det er en meget anvendt måde. Det er særligt nødvendigt, fordi næste linje afsluttes med [et stykke jord at grave i], men til forskel fra den første […] er den sidste […] Peter Lorensens egen.
DERFOR UDVANDREDE DE
Forfatterne vil imidlertid mere end at finde ud af, hvem der udvandrede, hvornår og hvordan og hvortil. De ønsker også at forklare, HVORFOR DE UDVANDREDE.
Alle tog de, siger forfatterne, samme beslutning: ”Hjemme på Als og Kegnæs solgte de alle deres ejendele, pakkede deres hidtidige liv ned i en kuffert og satte kursen mod Amerika. Nu måtte det briste eller bære.” (s. 7).
Bogen hedder FLUGTEN TIL AMERIKA, men forfatterne lader her de fleste læsere i stikken, da det billede ordet AMERIKA i dag skaber på nethinden hos de fleste læsere næppe svarer til det AMERIKA, tidens udvandrere havde på deres nethinde, simpelthen fordi dagens Amerika geografisk er et helt andet end det Amerika, udvandrerne rejste til. Datidens Amerika var ikke bare en ældre udgave af dagens Amerika. Datidens Amerika var et meget, meget anderledes Amerika. I hvert fald i det omfang de overhovedet havde et realistisk billede af det land, de mente, at de udvandrede til. Men det havde de måske slet ikke! Måske var Amerika nærmest en febervildelse, som historikeren Anders Bo Rasmussen kalder det i sin meget interessante bog I KRIG FOR LINCOLN – DANSK BLOD I DEN AMERIKANSKE BORGERKRIG. Med forord af Tom Buk-Swienty. Informations Forlag, 2014 (352 ss.), her s. 25.
Her kunne nogle landkort have gjort nytte for dagens læsere, så de bedre kunne forstå, at Flugten til Amerika for datidens personer var et langt større vovestykke end det formentlig lyder i dagens ører. I 1850, altså før Borgerkrigen 1861 – 1865, var Amerika endnu slet ikke bundet geografisk sammen fra østkyst til vestkyst (først 10. maj 1869 mødtes de 2 jernbanelinjer Union Pacific fra vest og Central Pacific fra øst i Promontory (forbjerg) i Utah lige nord for Den Store Saltsø, hvormed den transkontinentale jernbane var en realitet). Tidens Amerika var derfor langt fra dagens supermagt USA. Derfor burde forfatterne som sagt have hjulpet læserens forståelse på vej ved at indsætte nogle kort over, hvor stort Amerika var på udvalgte tidspunkter, sådan som Kristian Hvidt gør s. 41 i sin særdeles glimrende DANSKE VEJE VESTPÅ – en bog om udvandringen til Amerika (Rebild National Park Society, 1976 (336 ss.)). Alternativet hertil kunne såmænd have været blot at anføre dette link https://en.wikipedia.org/wiki/American_frontier . Det ville måske ovenikøbet ligge forfatternes mindset nærmere.
I 1850 havde russerne forter i Californien og havde haft det i næsten 50 år, og Alaska var såmænd helt russisk indtil 1867, hvor USA købte det. Jeg har faktisk behandlet det amerikanske kontinent i russisk geopolitisk strategi her i Den Korte Avis for et par år siden, noget dagens interne russiske debat vidner om desværre er blevet aktuelt igen, se https://denkorteavis.dk/2022/rusland-er-i-gang-med-at-tilpasse-sig-kina-europa-vil-vaere-permanent-i-defensiven-i-en-konfliktfyldt-fremtid/
Først i 1890 erklærende The Bureau of Census, det amerikanske Statistiske Kontor, den såkaldte frontier, dvs. den hidtil åbne grænse mellem civilisation og vildnis med det gratis land til uddeling til interesserede, også indvandrere, for lukket, hvormed USA nu endelig hang sammen fra øst til vest. USA var også indtil 1893 en mindre stat i storpolitisk forstand. Iflg aftalerne på Wienerkongressen i 1815 efter Napoleonskrigene blev verdens stater delt op i 4 rangklasser og kun stormagterne havde tilladelse til at have ambassadører hos andre stormagter, men stater af USA’s størrelse, den næstmindste rangklasse, kun havde ret til såkaldte (diplomatiske) ministre. USA blev formelt set først en stormagt efter den spansk-amerikanske krig i 1898 (Encyclopædia Britannica, opslag:”Diplomacy”). Dette sagt for at fremhæve, hvor usikkert det var at udvandre til Amerika på den tid. Udvandrerne var virkeligt utroligt modige mennesker, mænd som kvinder, sande efterkommere af vikingerne.
I forordet til bogen angiver forfatterne årsagerne til udvandringen til at være ”politik og almindelig fattigdom” (s. 4). Ved ’politik’ forstår N&I primært den preussiske militærtjeneste og særligt problemstillingen omkring den såkaldte optantordning. Hvor mange, der udvandrede fra Nordslesvig, forblev i øvrigt hemmeligholdt for samtiden af de tyske myndigheder iflg Kristian Hvidt. Omfanget blev først klart for offentligheden efter Genforeningen i 1920. Hvidt gengiver tallene:
1867 – 71: 4.900; 1871 – 75: 7.000; 1875 – 80: 6.700; 1880 – 85: 14.500; 1885 – 90: 9.400; 1890 – 1900: 4.900; 1900 – 05: 4.200; 1905 – 10: 900. I alt 59.400 (Kristian Hvidt: DANSKE VEJE VESTPÅ – en bog om udvandringen til Amerika (Rebild National Park Society, 1976 (336 ss.), s. 179). Nissen & Ingemann anfører ca. 60.000 for 1860 – 1900.
60.000 var mange mennesker ud af en befolkning på150.000 – 160.000, men de udvandrede langt fra alle til Amerika eller andet fjernt mål, en ikke ubetydelig del forblev i Danmark. Af de 60.000 er iflg. arkivar Leif Hansen Nielsen måske 40.000 – 45.000 udvandret oversøisk (Opslaget ”Udvandring” i SØNDERJYLLAND A – Å. Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011, s. 395).
Ellers udstikker ’politik’ og ’fattigdom’ de 2 sandsynlige retninger, hvor svaret på årsager til udvandringen skal findes. Her må man dog skelne mellem, om det er ’politik’ alene, ’fattigdom’ alene eller de to i en eller anden kombination. Jeg antager det sidste, men lad os nu se!
At politikken virkelig var en central årsag for Nordslesvig, understøttes også af, som Kristian Hvidt siger i sin disputats, ”at lignende ekstraordinær stor emigration kan genfindes i de tyske stater, der i løbet af 1860’erne blev annekteret af Preussen – det gælder for Hessen-Nassau og for Hannover. Samler man udvandringstallene for de tre nævnte ”erobringer”, udgør de mere end to femtedele af hele Preussens udvandring, skønt de tre provinsers befolkning tilsammen kun udgjorde en femtedel.” (Kristian Hvidt: Flugten til Amerika – Drivkræfter i masseudvandringen fra Danmark 1868 – 1914. Universitetsforlaget i Aarhus, 1971 (555 ss.), s. 267).
Af dem, der udvandrede til Amerika, gjorde mange det formentlig dybest set ikke på grund af den 3-årige preussiske værnepligt, der i øvrigt 1893 blev nedsat til 2 år, i hvert fald ikke alene. Havde man en præliminæreksamen eller anden boglig uddannelse var den endda kun 1 år. Iflg. den fremtrædende Sønderjyllandshistoriker Hans Schultz Hansen var hovedmotivet bag den store udvandring ønsket om at bryde den sociale arv. I Amerika havde de mulighed for at få tildelt egen jord og gennem slid også at få foden under eget bord i alle mulige andre og nye erhverv, som var i færd med at blive skabt. USA var i fuld gang med at blive Verdens mest moderne samfund.
Værnepligten, siger Schultz Hansen, kan have ”fremskyndet en udvandring, der allerede var besluttet”. Hans Schultz Hansen: ”Nationalitetskamp og modernisering 1815 – 1918” i SØNDERJYLLANDS HISTORIE BD. 2 EFTER 1815. Historisk Samfund for Sønderjylland, 2009, s. 188.
Man kunne måske også formulere det på denne måde: Dem, der besluttede at udvandre med henvisning til den preussiske værnepligt, ville formentligt i rigtig mange tilfælde have besluttet det alligevel, men med henvisning til andre årsager. Således udvandrede 1 million unge fra Sverige til USA fra 1820 – 1920 (Bo Stråth: NORSTEDTS SVERIGES HISTORIA 1830 – 1920. Norstedts, 2012 (712 ss.), s. 300).
Det grundlæggende og bagvedliggende og samtidig altpåvirkende problem var nemlig, at den europæiske befolkning siden 1800 voksede voldsomt, særligt på grund af faldet i dødeligheden og her særligt spædbørnsdødeligheden, mens fødselshyppigheden forblev som tidligere. Fra 144 millioner beboere i 1800 i Europa voksede det til 486 millioner i 1920! I perioden 1851 – 1920 skønner økonomihistorikere, at over 40 millioner udvandrede fra Europa og halvdelen af dem udvandrede til USA. Ja, faktisk tog USA i 1800-tallet imod lige så mange migranter som resten af verden tilsammen! (Carlo M. Cipolla (ed.): The Fontana Economic History of Europe – The Emergence of Industrial Societies – Part 2. Fontana, 1975 (845 ss), ss. 699 – 704).
EN VARM ANBEFALING
Måtte denne som de andre af Inge Nissen og Henrik Ingemanns lokalhistoriske bøger få stor udbredelse. De giver egnens skæbner et menneskeligt ansigt i en storpolitisk omvæltende tid og er med til at understrege, at den store som den lille historie handler om mennesker.
- marts 2024
Henning Duus
Henning Duus er født i 1945 og cand. mag. i samfundsfag og idehistorie fra Aarhus Universitet og har 1995 – 2006 taget supplerende fag i minoritetsstudier og religionsvidenskab under Åbent Universitet, Københavns Universitet. Han kom til Forsvaret i 1988 og var lektor i statskundskab ved Hærens Officersskole i 25 år, fra 1990 og frem til pensioneringen i 2015.
