|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
EN LANDS- OG EUROPAPOLITISK KOMMENTAR TIL HENRIK INGEMANN: TORPEDOSTATIONEN I HØRUPHAV
Henrik Ingemann har med sin nye lokalhistoriske bog om «Torpedostationen i Høruphav» (Forlaget Elmegaard, efteråret 2024, 63 ss.) leveret endnu et vigtigt bidrag til egnen og dens beboeres viden om lokalhistorien på det sydlige Als og Kegnæs. Bogen strækker sig over tiden fra, hvor Als og Kegnæs såvel som hele Sønderjylland 1864-1918 var en del af det, der blev Det Tyske Kejserrige efter Preussens sejr over Frankrig 1870, og op til 1986.
Bogen har da også straks vakt en betydelig interesse på egnen. Ved et foredrag om torpedostationen i Kegnæs Forsamlingshus arrangeret af den meget aktive Kegnæs Lokalhistoriske Forening torsdag 26. september var der 97 tilhørere, det største antal til et foredrag i foreningen nogensinde. Det siger noget helt unikt om interessen. Og bogen er udgivet i samarbejde med Lokalhistorisk Arkiv Hørup, hvor mange tilhørere den aften kom fra.
Henrik Ingemann har sammen med Inge Nissen skrevet en række vigtige lokalhistoriske bøger, som man kan se på http://www.100helte.dk/, og sådan som også Den Korte Avis’ læsere vil vide fra mine anmeldelser.
Bogen er velskrevet og veldokumenteret og har et omfattende og imponerende datidigt illustrationsmateriale med over 100 mestendels samtidige fotos, hvortil kommer en nyttig litteraturliste bag i bogen.
INGEN ANMELDELSE, MEN EN KOMMENTAR
Jeg havde egentlig, da jeg fik bogen i hånden 26. september, tænkt mig at skrive en anmeldelse af bogen, men på grund af bogens allerede da store gennemslag på egnen og forfatterens mange foredrag om emnet (jf. listen på http://www.100helte.dk/), vil jeg i stedet forsøge at finde svaret på et afgørende spørgsmål, som forfatteren ikke svarer på, nemlig, hvorfor torpedostationens grundlagdes på det tidspunkt 1905-1906 og lige netop dér i Høruphav af alle steder.
Svaret, tror jeg, ligger gemt i tiden umiddelbart efter det smertefulde danske nederlag til koalitionen af Preussen og Østrig i krigen 1864. Det vender vi tilbage til i slutningen.
Og perspektivet er, lad det være sagt med det samme, at torpedostationen var et lille led i den store oprustning, der førte frem til udbruddet af VK I 1. august 1914 og det tyske nederlag i 1918. En oprustning som Det Tyske Kejserrige kastede sig ud i, fordi det kejserlige Tysklands politiske ledelse med Kejser Wilhelm II i spidsen ville slå England af tronen som verdensmagt og selv indtage tronen, sådan som Hamburg-historikeren Fritz Fischer dokumenterer i sin skelsættende Griff nach der Weltmacht – Die Kriegszielpolitik des kaiserlichen Deutschland 1914 – 1918. Sonderausgabe. Droste Verlag 1967(1962) (575 ss.){At Gribe efter Verdensmagten – Det kejserlige Tysklands mål i krigen 1914-1918}. Kaiser Wilhelm gjorde 1897 kontreadmiral Alfred v. Tirpitz, manden der i 1880’er drev på for at udvikle torpedoskibene til højsøvåben, til Staatssekretär des Marinesamtes og året efter godkendte Rigsdagen den første flådelov. Rustningskapløbet med England var i gang! (Helmut Diwald: Der Kampf um die Weltmeere. Droemer Knauer, 1980 (448 ss){Kampen om Verdenshavene}, s. 380).
Jeg er selv født og opvokset på Kegnæs. Her boede jeg fra min fødsel i 1945 til 1966, hvor jeg flyttede til Aarhus for at studere. Jeg kan selv huske som barn i 1950’erne at have hørt torpedostationen omtalt hos købmanden og bageren, men altid omgærdet af en tys-tys-stemning eller måske rettere: Det kan vist ikke passe, man siger jo så meget. Derfor er jeg personligt meget glad for, at Henrik Ingemann med denne bog kaster en del lys over, hvad torpedostationen var for en størrelse.
Bogen spænder over tiden fra begyndelsen af 1900-tallet hen over de to verdenskrige og ind på efterkrigstiden. De sidste rester af stationen, betonplatformen 200 m ude i havet sprængtes så sent som i september 1986. (s. 61).
I dag er der kun nogle plomberede bunkere tilbage på stedet, men de byggedes først i forbindelse med oprydningen efter VK II og udgør derfor ikke en del torpedostationen. De 2 fotos viser 2 af de plomberede bunkere. Jeg tog billederne på stedet 27. september 2024.
Foto: H. Duus, 27. 9. 2024
Foto: H. Duus, 27. 9. 2024
1864 – 1920 hørte egnen som sagt under Tyskland og fra genforeningen i 1920 under DK, men så var der jo også tiden under den tyske besættelse af DK 1940 – 1945, hvor torpedostationen fra 1944 pludselig blev overtaget af den tyske krigsmarine og indrettet som tophemmelig forsøgsstation (ss. 19 – 27). Nu fik den også betydning for de tyske u-både. Også – og paradoksalt nok – for den såkaldte Operation Regenbogen (Regnbuen), Grossadminral Karl Dönitz’ (1891 – 1980) kodeord for sænkningen af de tyske u-både 5. maj 1945 (ss. 32 – 38). Iflg. Henrik Ingemann sænkede man 5. maj om morgenen kl 8 5 af de 8 u-både i Høruphav (s. 32). Det er helt nyt for mig, at der skulle være foregået sænkninger af tyske u-både ved Kegnæs og Hørup Hav. Tak for det! Jeg troede og har aldrig hørt andet end at sænkningerne foregik ude i Gelting Bugt, altså syd for Kegnæs, men på den tyske side ved Flensborg Fjords udmunding i Østersøen, sådan som hjemmesiden for Gesellschaft für Schleswig-Holsteinische Geschichte https://geschichte-s-h.de/sh-von-a-bis-z/o/operation-regenbogen/ også fremstiller det.
Verdenshistorien kom tæt på Hørup Hav, som Ingemann rammende skriver s. 38.
Efter befrielsen 5. maj 1945 blev stationen omdannet til flygtningelejr og Ingemann dokumenterer dette fint ss. 39 – 53. Sidste kapitel hedder ”Sporene forsvinder” (ss. 54 – 62).
HISTORISK OM TORPEDOER
Henrik Ingemann lægger ud med kort at redegøre for torpedoens tilblivelse og nævner den engelske ingeniør Robert Whitehead, der i 1850 eller deromkring havde udviklet en torpedo, der blev en stor succes i England, Frankrig, Tyskland og Italien. Whitehead fik i 1866 besøg af den tyske ingeniør Louis Victor Robert Schwartzkopff, der overnattede hos Whitehead. Han var direktør for Berliner Maschinenbau, som han også ejede, og Ingemann antyder at Schwartzkopff under natten kan have stjålet Whiteheads tegninger, omend Schwartzkopff aldrig blev mistænkt.
Schwartzkopff producerede efterfølgende sin egen torpedoversion, der havde betydelige konstruktionsligheder med Whiteheads. Tanken om et tyveri er bestemt en plausibel hypotese, men måske var Whitehead, der i øvrigt selv var søofficer, bare sløset med sine tegninger, fordi dem, han mente burde være interesseret, Admiralitet i London, nærmest var ligeglade? Den amerikanske historiker James L. Stokesbury nævner nemlig i sin NAVY & EMPIRE – A Short History of Four Centuries of British Sea Power and its Influence upon our World (William Morrow & Comp, 1983, (430 ss.), her s. 279, at den britiske flåde slet ikke var interesseret i opfindelsen. Man tænkte i stedet i store overfladeskibe. Det samme siger en anden amerikansk historiker William H. McNeill: THE PURSUIT OF POWER – TECHNOLOGY, ARMED FORCE, AND SOCIETY SINCE AD 1000. Blackwell, 1983 (405 ss.) og føjer til, at det, der i London startede som en interesse i torpedobåde, hurtigt blev til design af destroyere, der hurtigt kunne sejle torpedobåde op og destruere dem, inden de kom for tæt på de store skibe, civile som militære (s. 280).
Den skruedrevne torpedo med trykluftsudskydning og pendul- og hydrostatstyring var Whiteheads opfindelse og de teknikker findes også hos Schwartzkopffs torpedoer. Stokesbury nævner, at det først var i slutningen af 1870’erne, at Whiteheads torpedoer havde opnået ”battle effectiveness”. Russerne var her først med at anvende torpedoer, men afskudt fra hurtiggående overfladebåde under den russisk-tyrkiske krig (1877 – 1878). Og det gjorde indtryk rundt om i flådeledelserne i staterne, der herefter alle anskaffede hurtiggående torpedobåde iflg. Stokesbury. DK og Sverige-Norge, som Ingemann nævner (s. 5), købte således også Whiteheads torpedoer. Jeg betvivler ikke Ingemanns oplysninger vedr. Sverige-Norge, men det overrasker mig, at den svensk-norske personalunion tilsyneladende er gået over åen efter vand, idet det svenske opfinder Thorsten W. Nordenfelt (1842 – 1920) selv udviklede en avanceret torpedo (se Jan-Erik Pettersson:”Thorsten W. Nordenfelt” i Thorsten W Nordenfelt – Svenskt Biografiskt Lexikon).
TORPEDOSTATIONEN BYGGES SOM TESTSTATION
Nu afstedkommer hverken opfindelsen af en torpedo endsige dens demonstrerede battle effectiveness oprettelsen af en torpedostation. Historien er fuld af funktionsdygtige opfindelser, der af mange grunde aldrig blev til noget.
Torpedostationen blev grundlagt i 1906 i Høruphav på øen Als efter først at være grundlagt på Kegnæs, en halvø til Als, i 1905. Herefter den blev flyttet over vandet til Høruphav, formentlig fordi Høruphav, der ligger ca. 1 km borte over vandet, lige over for Kegnæs Færge, lå bedre for formålet. Står man på stranden ved Kegnæs Færge og kigger ud over vandet, ser man lige ind i Høruphav og Hørup Klint. Står man derimod i Høruphav og kigger ud over havet, ser man først Broagerland og dernæst i det fjerne Angel i Tyskland. Sagt på en anden måde: Høruphav lå bedre for udskydningen af torpedoerne.
Om geografien, se Google Maps https://www.google.com/maps/@54.9106842,9.8965185,11.92z?entry=ttu&g_ep=EgoyMDI0MTEwNi4wIKXMDSoASAFQAw%3D%3D Torpedostationen lå lidt til højre for Høruphav By på Google Maps.
Og formålet var, sådan som Ingemann beskriver det, at skyde torpedoer ind (s. 5). Torpedoerne blev altså produceret andre steder, eksempelvis på Berliner Maschinenbau i Kiel, og fragtet til Høruphav for at blive indskudt. De var selvfølgelig ikke armerede, men skulle indskydningen være noget værd, må hver torpedo, gætter jeg på, have været forsynet med ballast svarede til vægt og størrelse af sprængladningen for sikre både stabilt tyngdepunkt og stabil balance undervejs til målet. Efter indskydningen må torpedoerne være blevet sejlet bort igen, formentlig til Kiel.
Die Kaiserliche Marine havde 3 store havne i den del af Østersø-området: Kiel, Flensborg og Sønderborg.
Om tilblivelsen af torpedostationen i Høruphav skriver den tyske søofficer og marinehistoriker Oliver Krauss i sin disputats Rüstung und Rüstungserprobung in der Deutschen Marine unter besonderer Berücksichtigung der Torpedoversuchsanstalt (TVA){Rustning og rustningstests i Den Tyske Marine under særlig hensyntagen til Torpedoforsøgsanstaten}. (Kiel, 2006 (452 ss.), s. 85, at Den Kejserlige Marine i 1870’erne samarbejdede med Whitehead, men da kontrakten udløb 1879 søgte Marinen at etablere et samarbejde med Schwartzkopff og Berliner Maschenbau. Marinen prøveskød torpedoer på sin egen marinestation i Kiel samtidig med at Schwartzkopff selv prøveskød torpedoer på Berliner Maschinenbaus eget prøveskydningsområde (Schiessstand), ligeledes i Kiel. Efterhånden blev Berliner Maschinenbaus eget skydeområde i Kiel for lille til de stadig mere og mere avancerede torpedoer. Derfor etablerede Berliner Maschinenbau i 1905/06 en ny Schiessstand med 12 km skydelængde i Høruphav på øen Als. Iflg. Oliver Krauss udnyttede Berliner Maschinenbau områdets fordelagtige geografi til også at etablere 2 yderligere skydeområder, Schiessstand Nord og Schiessstand Süd, begge i Ballebro på vestsiden af Nordals ud mod Als Fjord. Da torpedoerne efterhånden blev så avancerede, at de voksede ud over de hidtidige kapaciteter, etableredes 1913 nye skydeområder i Eckernförde, ligesom Marinen ligeledes i 1913 etablerede flydende skydeområder på overfladefartøjer, iflg. Oliver Krauss (s. 86).
(Oliver Krauss disputats ligger frit på nettet som pdf-fil, man skal blot google på Oliver Krauss + Höruphaff)
Iflg. Henrik Ingemanns oplysninger (s. 17) var torpedostationen i Høruphav af et beskedent omfang både hvad areal, bygninger og beboere angår. Da stationen skulle sælges efter VK I fremgår det af annoncen i Berlingske Tidende 3. december 1923, at området på land udgjorde 21.000 m2, svarende til 3 fodboldbaner, hvoraf 4.700 m2, svarende til 2/3 af en fodboldbane (105 m x 68 m) var bebygget. Bebyggelsen bestod af store værksteds- og lagerrum, et stort beboelseshus og 9 arbejderboliger. Hertil skal naturligvis lægges stationens afmærkede område ude i vandet.
Da jeg læste bogen første gang, troede jeg, at indskydningen af torpedoerne var med henblik på at anvende torpedoerne på undervandsbåde, og det tror jeg også, at Henrik Ingemann selv tror. Det tror jeg imidlertid ikke længere. U-bådene kommer først ind i billedet under VK II, hvor torpedostationen blev genoprettet (s.19ff.).
Torpedoerne blev indskudt m. h. p. anvendelse på torpedobåde, altså hurtigtgående overflade skibe, der kunne affyre torpedoer mod mål af forskellig slags på havet, såsom fjendens krigsskibe eller handelsskibe eller passagerskibe, eller mod kysten, såsom havneanlæg o.l.. Det må nemlig være én sag at affyre torpedoer fra over havoverfladen, hvorefter de plasker ned i vandet og fortsætter under vandet frem mod målet, en anden at affyre dem fra under havoverfladen. Man kan ud fra den tyske søofficer og marinehistoriker Oliver Krauss’ disputats Rüstung und Rüstungserprobung in der Deutschen Marine unter besonderer Berücksichtigung der Torpedoversuchsanstalt (Kiel, 2006 (452 ss.), s. 94 ff. se at der kræves forskellige affyringsrør til affyring af torpedoer under og over vandet. Fotoet gengivet i Ingemann, s.11, vidner om ovenvandsaffyring.
Undervandsbåde havde man forsøgt sig med siden 1700-tallet, men mest m. h. p. at anvende dem til varetransport. Den Tyske Kejserlige Marine var derimod først med at udstyre u-både med torpedoer så de udgjorde et våbensystem, der kunne anvendes til at sænke overfladeskibe. Det var således en tysk u-båd (U-20), der 7. maj 1915 sænkede verdens største passagerskib RMS LUSITANIA med en enkelt torpedo, hvorved 1198 passagerer og besætningsmedlemmer druknede, heraf 128 amerikanere. USA var hidtil neutral i VK I, men sænkningen oprørte den amerikanske offentlighed så meget, at det senere lettede USA’s inddragelse i krigen fra 3. februar 1917.
TSUSHIMA-STRÆDET 1905
Hidtil havde flere lande gjort effektivt brug af torpedoer affyret fra hurtigtgående overflådeskibe, de såkaldte (motor)torpedobåde. Rusland anvendte som nævnt således torpedobåde i krigen mod Osmannerriget i 1878 under den russisk-tyrkiske krig (1877-1878) og i slaget mellem Rusland og Japan i februar 1904 under første del af den russisk-japanske krig indledte japanerne med et overraskelsesangreb på den russiske flåde i Port Arthur og igen året efter i Tsushima-Strædet, hvor de japanske torpedobåde i maj 1905 bidrog til at sænke den russiske Østersøflåde (Hellmut Diwald: Der Kampf um die Weltmeere. Droemer Knauer, 1980 (448 ss), ss. 391 – 395), der var sejlet hele vejen fra Sankt Petersburg i bunden af Den Finske Bugt og nord om Jylland og syd om Afrika til Japan for at give den nye sømagt, opkomlingen Japan en lærestreg.
Japans sænkning af den russiske flåde gjorde et meget stærkt indtryk på datidens europæiske stormagter og deres befolkninger, dels på grund af torpedobådenes effektivitet i kamp, dels fordi det var første gang, at én af de klassiske europæiske stormagter blev besejret af en ikke-europæisk magt – og dertil endda af en magt der først begyndte sin modernisering med Meiji Revolutionen i 1868, altså kun en generation tilbage. I årene siden havde Japan opbygget en stærkt centraliseret stat efter vestligt forbillede og med et stærkt militær, ikke helt ulig og samtidig med Det Kejserlige Tyskland (Janet E. Hunter: THE EMEGENCE OF MODERN JAPAN – AN INTRODUCTORY HISTORY SINCE 1853. Longman, 1989 (356 ss.), ss. 8 – 11). Men Japans sejr over en europæisk stormagt vakte også opsigt og endda håb i Asien. Ligesom Japans sejr over briterne i Singapore i 1942 gav sejren over Rusland i Tsushima-Strædet i 1905 overalt i Asien asiaterne en nationalistisk selvtillid til, at blot de stod sammen, kunne de besejre en imperialistisk europæisk stormagt. I samme forbindelse var de parate til at se bort fra, at Japan nu selv var en imperialistisk stormagt (F. S. Northedge & M. J. Grieve: A Hundred Years of INTERNATIONAL RELATIONS. Duckworth, 1971 (397 ss), her s. 122).
I så fald kan opførelsen af torpedostationen i Høruphav måske ses som en opfølgning på og en lære af japanernes overraskende og effektive anvendelse af torpedobåde (Krauss, s. 83).
At indskydningen var vanskelig og kunne være farlig, også for sagesløse civile, vidner en gammel fiskers beretning om. Engang da han var ude at røgte sine garn, så han pludselig en torpedo komme henimod sin båd med høj hastighed. Torpedoen for op og ned af vandet som en springende delfin og fløj i en bue hen over hans båd og landede igen i vandet med et plask (s. 11)!
Hver eneste torpedo skulle afprøves og justeres, så den kunne ramme sit mål så præcist som tiltænkt. Der var 2 affyringsretninger ud fra torpedostationen med hver sin afstand. Den korteste var affyring ind i ”æ Lilhav”, der på dagens kort hedder Hørup Hav og strækker sig små 7 km op til Drejet, landtangen mellem Als og Kegnæs. Den længste på 10 km foregik ud gennem gabet mellem Kegnæsende og Trillen og Sønderskoven på Alssiden ud i Flensborg Fjord (æ Storhav) i retning mod Langballigau i Angel.
Testen af torpedoerne foregik ved, at der i affyringsretningerne lå en række tømmerflåder på 4×4 m i lige linje med 1 kms afstand. Under hver tømmerflåde var et net med en åbning i. På hver flåde stod en mand med et flag og han skulle markere med flaget for observatøren inde på land, når en torpedo med høj hastighed og i ca. 3 meters dybde passerede igennem nettet under flåden. Det lykkedes ikke altid, men hvad der så skete med manden på flåden, melder historien ikke noget om. De upræcise torpedoer derimod blev efterfølgende samlet ind af små både kaldet pinasser, og finjusteret på værkstedet og derefter affyret igen, og igen, indtil de opførte sig som de skulle. Det kunne være tidkrævende. En særlig genstridig torpedo måtte igennem 100 affyringer før den ramte som den skulle (s. 10).
SAMMENFATNING
Jeg har forsøgt at vise, at torpedostationen i Høruphav blev etableret som et resultat af den kejserlige tyske elites ønske om at udfordre England som verdensmagt. Dette overordnede ønske resulterede hos Den Kejserlige Marine i en stadig udvikling af torpedoen som våben. Det var torpedoforsøgene i Kiel, der efterfølgende af kapacitetsmæssige grunde resulterede i oprettelserne af 1 forsøgsstation i Høruphav på Sydals og 2 i Ballebro på Nordals.
HVORFOR LIGE NETOP HØRUPHAV?
Ja, hvorfor lige netop Høruphav? Jeg tror, det skyldes, om jeg så må sige, gammel strøm helt tilbage fra de sidste måneder af 1864-krigen i den forstand – og det er HELT NYT FOR MIG OG GÆTTER JEG PÅ OGSÅ FOR DE FLESTE PÅ EGNEN – at Høruphav allerede i juni 1864 var blevet undersøgt og vurderet egnet som kommende flådehavn for den preussiske flåde i konkurrence med Kiel, ligesom Kegnæs ved samme undersøgelse var blevet anset for egnet til at anlægge et skibsværft med dokker på. Det fremgår af en artikel af Wirklicher Admiralitätsrath Koch med titlen ”Vorgeschichte der Kieler Werft” {Forhistorien til Værftet i Kiel} i Marine-Rundschau, 6. Jg, 1895, ss. 632 – 643, her s. 636f (den kan lettest findes igennem den tyske Wiki https://de.wikipedia.org/wiki/H%C3%B8rup_Hav og de dér anførte litteraturhenvisninger).
I undersøgelserne i juni 1864 har man, gætter jeg på, bl.a. set på terrænforhold, opmålt vanddybde og undersøgt bundforhold og strømforhold i Høruphav og deromkring. Den viden har været bevaret i det preussiske administrative system i alle årene og den har 40 år senere resulteret i udpegningen af Høruphav som torpedostation i 1904/06.
HØRUPHAV OG PRINSEN AF NØR
Spørgsmålet om Kiel eller Høruphav som krigsflådestation var tilsyneladende vævet sammen med konflikten mellem Preussen og Østrig på mindst 2 måder. Dels var Kiel som flådehavn et helt centralt led i Bismarcks ønske om at gøre Preussen til Vormacht blandt de tyske stater, som det hedder i den tysksprogede faglitteratur, foran stormagtskonkurrenten Østrig. De havde i fællesskab sejret over Danmark i krigen 1864 og havde dermed også erhvervet sig fællesherredømmet over de 3 hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg ved freden i Wien 30. oktober 1864, men snart voksede spændingen mellem dem, dels på grund af Bismarcks fortsatte ønske om at gøre Preussen til Vormacht, dels også fordi Østrig var positivt indstillet til at gøre Slesvig og Holsten til et selvstændigt tysk fyrstedømme med den augustenborgske i tysk sprogbrug Arveprins Frederik af Nør i spidsen, hvad mange små og mellemstore tyske stater til Bismarcks overraskelse støttede (Lothar Gall: BISMARCK – Der weisse Revolutionär. Ullstein Buch, 1983, (812 ss.){Bismarck – den vise/hvide revolutionær}, her ss. 293 -312), men hvad Bismarck var kompromisløst imod. På et natligt møde i det preussiske udenrigsministerium i Berlin 1. juni 1864, altså under 1864-krigen, forlangte Bismarck, at prinsen af Nør accepterede hele den Bismarckske politik, herunder også krigsflådehavnen i Kiel. Hermed var prinsen af Nør ude af billedet om Tysklands fremtid.
Den af Preussen planlagde udvidelse af Ejderkanalen, som Danmark anlagde i 1774, til en Nord-Ostsee-Kanal (i DK kendt som Kieler Kanalen), der kunne forbinde flådehavnen i Wilhelmshaven ved Nordsøen med Kiel ved Østersøen, hvorved krigsskibene undgik at skulle sejle hele vejen rundt om Skagen, fravalgtes Høruphav og Kegnæs i praksis til fordel for Kiel. Da Preussen og Østrig havde fået fælles suverænitet over hertugdømmerne ved freden i Wien 30. oktober 1864, krævede Preussens ønske om kanal og flådehavn Østrigs accept. Den blev opnået ved Gastein Konventionen af 14. august 1865 (Lorenz Rerup: SLESVIG OG HOLSTEN EFTER 1840. Politiken, 1982 (449 ss.), her ss. 216-217), men først ved Prager-freden af 23. august 1866 efter krigen mellem Preussen og Østrig om Vormacht over Tyskland blev Kiel endeligt fastlagt som krigsflådehavn. Dermed var Hørup Hav og Kegnæs endelig helt ude af billedet.
PERSONLIGT PROVOKERENDE
Jeg må indrømme, at det provokerer mig, at den preussiske flådeledelse allerede i juni 1864 mere eller mindre under fredskonferencen i London 25. april 1864 – 22. juni 1864 har afsøgt hele området, der jo var dansk territorialfarvand, m.h.p. at finde en egnet havn til den preussiske krigsflåde efter krigen.
SKÅRET UD I PAP: Det foregik altså under den igangværende krig i 1864 (1. 2. 1864 – 30. 10.1864) og endnu før den endelige erobring af Als, der startede med overgangen over Alssund 29. juni 1864 (se Tom Buk-Swiety: DOMMEDAG ALS – 29. JUNI 1864. KAMPEN FOR DANMARKS EKSISTENS. Gyldendal 2011 (474 ss,)), undersøgelser, hvor den preussiske flåde sejlede rundt for at måle op og undersøge land og vand på dansk territorium m.h.p. på anlæggelse af en preussisk krigshavn efter krigen. Krigen i 1864 blev først afsluttet 30. oktober 1864, hvor freden i Wien blev undertegnet mellem kongeriget DK og Preussen og Østrig. Hermed blev hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg afstået til Preussen og Østrig i fællesskab. Så først efter 30. oktober 1864 foregik disse undersøgelser på lovligt preussisk-østrigsk territorium!
FRA LOKALHISTORIE TIL LANDSHISTORIE OG ENDDA EUROPÆISK HISTORIE
Jeg er personligt MEGET glad for, at Preussen valgte Kiel som flådehavn og dermed i praksis fravalgte Høruphav og Kegnæs, hvorved det smukke landskab er blevet bevaret. Her var hensigten at bygge Kieler Kanalen som sagt formentlig afgørende. Den blev anlagt 1887 – 1895. Ud over det personlige for mig og andre bør DK af statspolitiske grunde være endda meget glad for, at Als og Kegnæs valgtes fra. En krigsflådehavn med værft ville være så stor en sag, at både Als og Kegnæs ville have fået et tysk befolkningsflertal på grund af alle de importerede tyske ansatte og andre, de være sig civile værftsarbejdere og civilt administrativt personale eller selvfølgelig alle typer af militært personale samt selvfølgelig andre, der bare søgte et bedre liv. Det ville have været som om en helt ny by med havn og værft pludselig skød op af vand og land. De mange ansatte ville have udgjort det folkelige flertalsunderlag for den tyske rigsmarines ønske forud for fredsforhandlingerne i Versailles 18. januar til 28, juni 1919 om at Tyskland af forsvarshensyn skulle fastholde både Aabenraa og Flensborg Fjord med Als (Harald Jørgensen: Genforeningens statspolitiske baggrund – TILBLIVELSEN AF VERSAILLESTRAKTATENS SLESVIGSKE BESTEMMELSER. Skrifter udgivet af HISTORISK SAMFUND FOR SØNERJYLLAND NR. 43, 1970 (417 ss,), s. 207).
Set i et genforeningsperspektiv har den østlige del af Nordslesvig historisk set været betydeligt mere dansksindet end den sydvestlige del, som det ses af dette kort over afstemningsresultatet i 1. zone,10. februar og 2. zone 14. marts 1920 fra danske Wikipedia.org, se Genforeningen i 1920 – Wikipedia, den frie encyklopædi
Ja, mere end det! Hele forudsætningen for en folkeafstemning en bloc i 1. zone og det efterfølgende flertal her for tilslutning til DK ved folkeafstemningen 10. februar ville ikke have været til stede, hvis Als, Kegnæs og Sundeved havde haft tysksindet flertal. En bloc afstemningen hvilede på den såkaldte Clausen-linje, opkaldt efter den danske historiker H. V. Clausen (1861 – 1937), der personligt ved sine rejser gennem grænseområderne gård for gård havde registreret deres nationale tilhørsforhold. Hans resultater dannede grundlaget for Vælgerforeningen for Nordslesvigs såkaldte Aabenraaresolution, vedtaget 16. november på et foreningsmøde på Folkehjem i Aabenraa og præsenteret for offentligheden af H. P. Hanssen i en stor tale søndag 17. november 1918. Aabenraa-resolutionen blev Vælgerforeningens grænsepolitiske program. (Hans Schultz Hansen: GENFORENINGENS ARKITEKT – H. P. Hanssen 1914 – 1936. Historisk Samfund for Sønderjylland & Sprogforeningen, 2020 (335 ss.), her, ss. 61 – 73). Clausen-linjen blev stort til den nuværende landegrænse.
Med en flådestation i Høruphav og et flådeværft på Kegnæs, ville flertallet som sagt formentlig have stemt tysk ved afstemningen 10. februar 1920 med det resultat at den nye genforeningsgrænse ville været kommet til at gå nord for linjen fra Nordals og mod vest ind over Sønderjylland nord for Aabenraa. Dermed ville genforeningsgrænsen sandsynligvis være blevet trukket 25 – 30 km længere nordpå end den nuværende grænse på grund af afstemningsresultatet 10. februar 1920. Det ville have betydet, at DK i dag alt andet lige ville have været et halvt Fyn mindre i areal.
KONKLUSION
Forenklet kan man sige, at det var Bismarcks stormagtsønsker, der medførte erobringen af hertugdømmerne og efterfølgende også resulterede i både udbygningen af Kieler Kanalen og udbygningen af Kiel som krigsflådehavn, og som senere paradoksalt nok ligeledes sikrede genforeningen af de dansksindede dele af Slesvig med det danske monarki til den nuværende danske stat med den nuværende grænse til Tyskland. Det var historiens dialektik, som Hegel formentlig ville have kaldt det!
