Getting your Trinity Audio player ready...
|
En kvinde er hårdt kvæstet efter at være blevet overfaldet med kniv på Taastrup Torv.
Overfaldet skete mandag eftermiddag.
En 20-årig mand er anholdt og mistænkt for det tilsyneladende umotiverede overfald.
Mandag aften var hendes tilstand fortsat kritisk, og de pårørende er underrettet.
Talstærk udrykning
Københavns Vestegns Politi modtog klokken 16.39 anmeldelse om, at en kvinde var stukket med kniv på Taastrup Torv nær Taastrup Station.
Det medførte en talstærk udrykning af politi og ambulance.
Fremme konstaterede patruljer, at en kvinde i 40’erne var alvorligt kvæstet af skader efter en kniv.
Hun blev akut kørt til hospitalet.
Mandag aften betegnes hendes tilstand som kritisk. Pårørende er underrettet.
En 20-årig mand anholdt
Efterforskning i de følgende timer førte klokken 19.34 til anholdelse af en 20-årig mand, som politiet mistænker i sagen.
”Vi har indledt en omfattende efterforskning af hændelsesforløbet og hører gerne fra vidner, som har bemærket noget usædvanligt i området omkring Taastrup Torv før og efter 16:39-tiden i dag,” siger efterforskningsleder Rikke Thestrup, Københavns Vestegns Politi.
Tyder på et umotiveret overfald
Efterforskningslederen tilføjer, at det er for tidligt at konkludere noget endeligt med hensyn til et motiv.
Imidlertid tyder de foreløbige undersøgelser på, at mistænkte overfaldt kvinden umotiveret, og at de ikke kendte hinanden.
Efterforskningslederen tager dog forbehold for, at den videre efterforskning nu skal klarlægge det nærmere hændelsesforløb.
Den mistænkte ventes fremstillet i grundlovsforhør i dag tirsdag.
Indtil da frigiver politiet ikke yderligere oplysninger fra efterforskningen.
Politiet hører gerne fra vidner
Tirsdag formiddag vil lokalpolitiet være til stede i området ved Taastrup Torv med en mobil politistation.
Alle er velkomne til at henvende sig med oplysninger i sagen eller blot for at tale med en betjent.
Vidner er ligeledes velkomne til at kontakte Københavns Vestegns Politi døgnet rundt på telefon 4386 1448