Getting your Trinity Audio player ready...
|
En 60-årig mand er i går, torsdag den 20. juni, ved Retten i Odense blevet dømt til udvisning af Danmark med indrejseforbud i 12 år.
Det er sket, efter at han i 2022 fik frataget sit danske statsborgerskab, som han i 2015 havde opnået ved at tilbageholde oplysninger om sin kriminalitet.
Dengang bibeholdt han sin opholdstilladelse i Danmark og fortsatte med at hæve den førtidspension, han var blevet tilkendt.
Men det er slut nu.
Det sidste, han får fra Danmark, er formentlig en enkeltbillet til Irak, efter at Retten i Odense i går har udviste ham med indrejseforbud i tolv år.
Statsborgerskab under falske forudsætninger
Da irakeren i 2013 udfyldte ansøgningsskemaet om at få dansk statsborgerskab, svarede han på tro og love nej til at have begået kriminelle forhold i både Danmark og i udlandet.
På det tidspunkt stod han imidlertid bag flere alvorlige sexovergreb mod sin steddatter.
Overgrebene startede i 2006, da steddatteren var otte år gammel og fortsatte ved hjælp af vold og trusler om vold og med forskellige former for overgreb inklusive voldtægt og voldtægtsforsøg indtil hun i 2016 fyldte atten år.
Steddatterens mareridt stoppede først ved irakerens anholdelse og varetægtsfængsling i 2016.
Men forinden havde Folketinget under samlingen den 17. december 2015 givet ham dansk statsborgerskab som nummer 703 på listen.
Blev idømt tre års fængsel, men kunne ikke udvises
Ved Retten i Odense blev han den 22. maj 2017 kendt skyldig i de fleste af den lange række af sexovergreb, som han var tiltalt for samt et enkelt, som han havde begået efter at have fået dansk statsborgerskab.
Sagen blev anket til Østre Landsret, som idømte irakeren tre års fængsel.
Anklagemyndigheden ved Fyns Politi måtte dengang opgive at få irakeren udvist, da han som nævnt havde fået dansk statsborgerskab.
Men det var der råd for
På Fyn gav anklagemyndigheden dog ikke op og hev på ny irakeren i retten.
Nu med krav om, at han skulle fratages sit danske statsborgerskab, da han havde opnået ved svig.
Det vil sige undladt at redegøre for den kriminalitet, han havde begået, før han søgte statsborgerskab.
Retten ved Odense gav anklagemyndigheden medhold, og fratog i 2022 irakeren sit danske statsborgerskab.
Den afgørelse ankede han til Vestre Landsret, som den 31. august samme år stadfæstede byrettens afgørelse.
Og så huggede den fynske anklagemyndighed til
Når en person får frataget sit danske statsborgerskab, er det normal praksis, at vedkommende får lov til at blive i landet på de vilkår, der var gældende inden statsborgerskabet blev opnået.
Det betød som nævnt for irakerens vedkommende, at han som nævnt bibeholdt sin faste opholdstilladelse og kunne fortsætte med at hæve førtidspension.
Den praksis besluttede man hos anklagemyndigheden ved Fyns Politi at udfordre og hev på ny irakeren i retten med krav om, at han skulle udvises som følge af dommen fra 2017 om groft sexmisbrug af sin steddatter siden hun var otte år gammel.
Og det lykkedes. Som nævnt gav Retten ved Odense i går anklagemyndigheden medhold og udviste irakeren med indrejseforbud i tolv år.
Tilfredshed hos anklagemyndigheden
Hos Fyns Politi er anklagemyndigheden af flere grunde tilfreds med rettens afgørelse,
”Jeg er godt tilfreds med dommen, da det er en situation, vi ikke har set før,” siger specialanklager ved Fyns Politi Daniel Dokkedahl og fortsætter:
”Dels er jeg tilfreds med, at retten fulgte anklagemyndighedens påstand om, at der i denne særlige situation skulle være mulighed for at føre en særskilt sag om udvisning. Men naturligvis også for at retten var enig i påstanden om, der skulle ske udvisning.”
Dermed er sagen dog ikke slut. Irakeren ankede på stedet afgørelsen til Vestre Landsret.
Da sagen er den første af sin art, vil der uanset afgørelsen ved Vestre Landsret uden tvivl være mulighed for at få den afprøvet ved Højesteret.
Enten af anklagemyndigheden, hvis landsretten underkender byrettens dom eller af irakerens forsvarer, hvis landsretten stadfæster byrettens afgørelse om udvisning.
Kilder til denne artikel: