Folkestyre eller partistyre?

I mange år har vi troet, at vi levede i et folkestyre, som hviler på Grundloven af 1849, som senest er blevet revideret i 1953. De senere års politiske udvikling i Danmark har imidlertid sendt alarmerende signaler om, at dette solide demokratiske fundament er ved at slå revner. Det samme gælder de principper, som retssamfundet hviler på.

Det enkelte folketingsmedlem udelukkende bundet af sin personlige overbevisning

En central passus i vores grundlov siger således, at ethvert folketingsmedlem alene er bundet af sin personlige overbevisning. Man tager sig derfor til hovedet, når man den ene gang efter den anden – senest i forbindelse med forslaget om, at borgere automatisk registreres som organdonorer, hvis de ikke aktivt melder fra – oplever, at partier melder ud, at de fritstiller deres gruppemedlemmer. Som klart udtrykt i grundloven er ethvert folketingsmedlem i princippet altid og i alle sager fritstillet og ikke bundet af andet end egen overbevisning. Ikke engang den frie presse undrer sig over, at partierne åbenbart råder over folks inderste overbevisning og holdning til dit og dat bortset fra i specielle tilfælde, hvor der er tale om etik. Etiske overvejelser indgår da forhåbentlig altid i lovgivningen (!). I praksis har vi således partistyre og ikke folkestyre i grundlovens ånd. – Javel, jeg forstår udmærket det hensigtsmæssige i, at man har partier og deler sig efter grundlæggende politiske holdninger. Så langt, så godt. Det bør imidlertid ikke betyde, at man som folkevalgt har solgt sin sjæl til partilinjen og fravalgt at tænke selv. Det politiske liv på Christiansborg minder én om den legendariske ”Admiralens vise” mesterligt fremført af Jørgen Reenberg i forestillingen ”Pinafore”. Ikke sandt: ”Jeg stemmer altid med den største flok, for andres tanker er mig mer´end nok”. Det næste bliver vel, at man som 18 årig automatisk bliver medlem af et af partierne i SVM-regeringen, hvis man ikke aktivt melder fra….(!).

Partidisciplin højere vægtet end selvstændige holdninger

Spøg til side. Et udslag af, at partiautomatpiloten er slået til og den personlige overbevisning pakket væk, er vedtagelsen af at afskaffe Store Bededag på trods af stor folkelig og kirkelig modstand. Det var alle i de nævnte partier plus De Radikale åbenbart helt enige om. – Nej, selvfølgelig var de ikke det, men partidisciplin blev sat højere end plads til selvstændige holdninger. Det samme gælder forløbet i minkskandalen. Landets statsminister udstedte en ulovlig ordre om at slå alle mink ihjel og nedlægge et privat erhverv. Oppositionen – herunder V og M – rasede og krævede en advokatundersøgelse af sagen og en eventuel efterfølgende rigsretssag. Hvad skete der? De nævnte partier frikendte statsministeren og hendes medsammensvorne mod at indtage bagsæderne på diverse ministerbiler. Regningen på de nu 30 mia. kr. bliver sendt videre til skatteyderne og ansvaret aldrig placeret. Minksagen er dybt alvorlig for de avlere, der stadig venter på erstatning, dyr for skatteyderne, men allerværst er det, at tilliden til et af retsstatens grundprincipper er væk, nemlig princippet om lighed for loven. Igen: Var det virkelig sådan, at ikke et eneste folketingsmedlem i nogle af de omtalte partier mente, at man burde stå fast på det, man sagde før valget? Mente hver og én, at man i stedet skulle gøre Mette Frederiksen til statsminister igen og gøre fælles sag med hende og hendes parti? – Og hvor var retsbevidstheden i øvrigt henne, da flertalsregeringen sikrede, at den kom til at undersøge sig selv i FE-sagen?

Et ideelt politisk klima for medløbere

Partistyret havde fået endnu en sejr over sund fornuft, etik og mod til at følge sin inderste overbevisning. Kort sagt: Det, der kendetegner et levende folkestyre, måtte endnu engang bide i græsset. ”Jeg stemmer altid med den største flok, for andres tanker er mig mer´end nok”. – Ak ja! Man siger, at vi har de politikere, vi fortjener. Det er der nok et gran af sandhed i. Jeg synes dog, at danskerne har fortjent bedre end denne politisk, holdningsmæssigt og kønsløse teknokratiske flertalsregering. For en enkelt gangs skyld vil jeg fremhæve og støtte Pia Olsen Dyhr fra SF, der i Politiken udtaler følgende: ” En regering skal have nogle ideologiske pejlemærker, altså nogle politiske værdier, der bærer den. Og det har denne regering ikke, fordi den er henover midten.”– Eller som Jørgen Reenberg så rammende udtrykker det i Admiralens vise: ”Politisk set er jeg liberal, socialistisk sindet radikal.” Med et så udvandet værdigrundlag, behøver man ikke tænke selv. Det er det ideelle politiske klima for medløbere. – Lad mig dog runde af med lidt vemodig optimisme ved at citere et par strofer fra H.V. Kaalunds ”Jeg elsker den brogede verden”, som vi altid sang i mine mange år som medlem af Venstre (det var tider!). – ”Jeg har grædt som andre af smerte,/fordi min boble brast./Men boblen er ikke verden;/læg verden det ej til last! // Var livet en dans på roser,/mon alt da var bedre end nu?/Hvis ej der var noget at kæmpe for,/hvad var da vel jeg og du?// Og derfor elsker jeg verden/trods al dens nød og strid;/for mig er jorden skøn endnu/som i skabelsens ungdomstid!” – Kæmp for alt, hvad du har kært, siger Chr. Richardt i ”Altid frejdig når du går”. Det kræver imidlertid, at man har noget kært. For mig er der ingen tvivl: En livsholdning rodfæstet i kristendommen, friheden og et ægte folkeligt fællesskab er en kamp værd.