Natten til søndag anholdt tysk politi en 32-årig iransk mand, der mistænkes for at have forberedt et storstilet terrorangreb med biologiske våben.
Manden skal have været i gang med at anskaffe sig de særdeles farlige giftstoffer ricin og cyanid til brug for terroraktionen. Ricin har en virkning, der er dobbelt så stærkt som cobraslangens gift.
Hvis terrorangrebet havde nået at blive til noget, kunne det have skabt en helt uoverskuelig katastrofe – bare lidt syd for vores grænse til Tyskland. Mange mennesker kunne være blevet dræbt.
Anholdelsen fandt sted i Castrop-Rauxel i udkanten af storbyen Dortmund natten til søndag. Den hovedmistænktes bror blev ligeledes anholdt for meddelagtighed. (BILD)
FBI i nøglerolle
Det var det amerikanske forbundspoliti, FBI, der gav de tyske sikkerhedsmyndigheder de afgørende oplysninger om terrorplanerne.
Politiet måtte afvente, at brødrene leverede det nødvendige materiale til en anklage. Det lykkedes så i sidste øjeblik, inden katastrofen blev udløst – ikke mindst takket være FBI.
Angiveligt var terroristerne langt fremme med deres planlægning. FBI’s advarsel og politiets lynindgreb natten til søndag reddede formentlig mange menneskeliv. Som myndighedskilder formulerer det: ”det var fem minutter i tolv.”
Politiet fandt ikke biologiske eller kemiske stoffer i iranerens lejlighed. Til gengæld beslaglagde de computere og andet materiale, der nu indgår i efterforskningen.
Ført væk i boxershorts
Efter politiaktionen mod iranerens bolig, blev de to brødre ført væk kun iført boxershorts og jakker, der var kastet hurtigt over dem. Først måtte man dog undersøge dem for at sikre, at de ikke udgjorde nogen biologisk eller kemisk fare.
Den 32-årige hovedmistænkte bror sympatiserer ifølge FBI med Islamisk Stat. Hans hensigt var da også at begå sin planlagte biologiske terrorhandling i Islamisk Stats navn.
Truslen fra fanatiske islamister skal tages særdeles alvorligt
Det er ikke første gang, at islamister har forberedt en terrorhandling med den frygtelige gift ricin i Tyskland.
I 2018 planlagde en islamisk terrorist fra Tunesien således at udløse en ricin-bombe i Köln. Sammen med sin kone ville han skabe en bombe, der kombinerede ricinen med 250 stålkugler, der kunne flænse ofrene i stykker.
Islamisk Stat har ved talrige lejligheder opfordret sine tilhængere til den slags morderiske angreb på ’de vantro’.
De uhyggelige terrorplaner i Castrop-Rauxel ved Dortmund vidner om, at truslen fra fanatiske islamister fortsat er noget, som de europæiske lande må tage særdeles alvorligt.
Død og ødelæggelse i Allahs navn
Vi taler om mennesker, der nærer et giftigt had til vores frie og demokratiske samfund. Mennesker, der mener, at de har en særligt hellig ret til at sprede død og ødelæggelse i Allahs navn.
Denne gang blev katastrofen forhindret. Men de vestlige samfund skal hele tiden være forberedt på, at de næste terrorhandlinger er under forberedelse.
Det kræver sammenhold og samarbejde. Ligesom det har vist sig i Ukraine, understreger dette forsøg på biologisk terror mod et europæisk land, hvor vigtig et tæt samarbejde med USA er i den forbindelse.