Jeg skal ærligt indrømme, at det for mig er ubehageligt her den 29. august 2023 på 80 årsdagen for Unternehmen Safari, den tyske besættelsesmagts brud med den danske regerings samarbejdspolitik med besættelsesmagten siden 9. april 1940, at skrive en kritik af den model, som regeringen har valgt til at stoppe koranafbrændinger.
Regeringen vil kriminalisere utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for troessamfund.
Godkendes regeringens model af Folketinget og lovforslaget dermed vedtages, er jeg ret sikker på, at regeringen modsat hensigten bliver tvunget ind i forskellige samarbejdsrelationer med allehånde muslimske stater og islamistiske grupperinger lige fra eksempelvis Det Muslimske Broderskab til Al Qaeda og Islamisk Stat på den sunni-islamiske side og til tilsvarende grupperinger på den shia-islamiske side som eksempelvis Hizbollah eller Muqtatda al-Sadr.
I sådanne samarbejdsrelationer vil den danske regering uundgåeligt være i defensiven, idet det vil være de islamistiske grupperinger, der dikterer vilkår og politik for Danmark. Man risikerer ligeledes at blive draget ind i interne islamiske opgør. Nu må det retfærdigvis indrømmes, at der med den store muslimske indvandring til Danmark ikke er noget smart fix.
MIN MODEL INSPIRERET AF FN-PAGTENS ART. 2,4 OG ART. 39.
Jeg foreslår, at regeringen lægger sig fast på en model, der tager udgangspunkt i, at den danske stat er en territorialstat med sine fastlagte og anerkendte grænser. Inden for disse grænser har det danske Folketing sammen med regeringen lovgivningsmagten og den danske regering den udøvende magt ifølge Grundlovens §3. Ifølge Grundloven er det regeringen, der fører den danske udenrigspolitik, Grdl §19.
Inden for sit suverænitetsområde er det regeringen, der har beføjelsen til at opretholde lov og orden. Det er dette, regeringen og lovgivningen bør fokusere på og koncentrere sig om. Lovgivningen bør koncentrere sig om at opretholde den indre lov og orden og afstå fra trusler mod international fred og sikkerhed i FN-pagtens forstand.
Man bør derfor kriminalisere den adfærd og de aktiviteter, som truer både den indre lov og orden og den internationale fred og sikkerhed helt generelt, og ikke kaste sig ud i at lovgive specifikt mod Koranafbrændinger. De vil naturligvis i min model også være forbudt, men ikke som Koranafbrændinger, men som handlinger der eventuelt måtte true Danmarks indre ro og orden og måske endda den internationale fred og sikkerhed.
Som sagt er min model inspireret af den universelt gældende FN-pagt, nærmere bestemt art. 2,4 og art. 39, der pålægger enhver medlemsstat at afstå fra enhver trussel mod freden, fredsbrud eller angrebshandling. Enhver form for angrebskrig bliver dermed ulovliggjort. Derimod beholder staterne retten til at forsvare sig, eventuelt med militære midler. Nybruddet består i, at FN-pagten ved sit generelle forbud mod angrebskrig flyttede fokus fra staternes erklærede hensigter og koncentrerede sig i stedet om staternes faktiske ADFÆRD. Det afgørende var ikke længere, hvad man sagde, men hvad man gjorde.
Før FN-pagten i 1945 talte man i folkeretten om krigserklæringer, der lovliggjorde en krig, mens mangel på krigserklæringer ulovliggjorde en krig. Det var rent subjektive forhold, hvor påstand måske stod imod påstand uden nogen mulighed for udenforstående at afgøre, hvem der havde ret. I modsætning til staternes handlinger. De kunne iagttages og vurderes selvstændigt og uden hensyn til erklærede hensigter. Det var angrebshandlingerne, der blev ulovliggjort, mens forsvarshandlingerne fortsat var lovlige. FN-pagten fra 1945 er en universel ulovliggørelse af angrebskrige. Det er således uden for enhver tvivl, at Ruslands krig mod Ukraine siden 2014 er en angrebskrig, og det er den uanset om den kaldes en specialoperation eller ej.
Parallelt hertil er det efter min mening ikke Koranafbrændinger som sådan, der skal forbydes, men derimod de konkrete konsekvenser i form af iagttagelige alvorlige trusler mod den indre ro og orden i DK og måske ligeledes en iagttagelig trussel mod den internationale fred og sikkerhed. Det bliver Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste, der skal vurdere om truslerne findes og bedømme deres farlighed.
Vægten ligger i min model på afbrændingernes konsekvenser og ikke på deres eventuelle hensigt at håne islam eller muslimerne som i regeringens model. Rent faktisk kan man forestille sig Koranafbrændinger, der ikke i en konkrete situation resulterer i trusler med DKs indre ro og orden eller den internationale fred og sikkerhed. Hvorfor skal de derfor forbydes?
Ved at koncentrere sig om handlingerne kommer man også uden om spørgsmålet om, hvad hån og lignende ytringer måtte være. Visse muslimer har således den opfattelse at ikke-muslimer ikke har lov til at røre Koranen eller læse i den. Det må muslimske kvinder, der har menstruation, i øvrigt heller ikke! Skulle man så også forbyde noget sådan? Menstruerende kvinder er nemlig urene ligesom vantro. Det er ligeledes vanærende for en muslim, at en ikke-muslim, fx en kristen, opfordrer en muslim til at læse Biblen. Skal en sådan opfordring derfor forbydes? Skal beholdningen af Koraner og Bibler derfor fjernes fra alle danske folkebiblioteker for at undgå muslimske anklager om hån og fornærmelse?
EGEN OPLEVELSE
Jeg kom uforvarende selv ud for at overtræde nogle af disse forbud, da jeg for mange år siden var inviteret til at holde en forelæsning på en stor international konference om sandsynlige fremtidige internationale udviklingsscenarier på Militärhögskolan Karlberg i Stockholm. I den forbindelse nævnte jeg, at jeg havde læst Koranen (det gjorde jeg i foråret 1974 i forbindelse med, at jeg skrev en opgave i international politik hos lektor Niels Amstrup ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet med titlen ”Samfundsteori og religion i islam”, Institut for Statskundskab, Maj 1974, 21 ss.). En ung kvindelig tilhører, muslim skulle det vise sig, røg helt op i det røde felt og forlod rasende min lektion. Jeg havde ikke bare gjort mig skyldig vanhelligelse af Koranen, men også rakt Biblen frem mod hende og sagt, at hun selvfølgelig havde samme ret til at læse i den, som jeg havde til at læse i Koranen. Se https://www.respublica.dk/?p=2842 under pkt. 9. Lader man muslimer bestemme, hvad der er hån eller ærekrænkende bliver der et kapløb om at påpege både det ene og det andet.
KONKLUSION
Jeg mener, at regeringen bør undgå at røre ved ytringsfriheden, sådan som man gør i sin egen model. I stedet bør man vælge min model eller en tilsvarende og koncentrere sig om at kriminalisere handlinger, der truer den indre såvel som international fred og sikkerhed.
Henning Duus
Jeg er cand. mag. i samfundsfag og idehistorie fra Aarhus Universitet og har 1995 – 2006 taget supplerende fag i minoritetsstudier og religionsvidenskab under Åbent Universitet, Københavns Universitet. Jeg var lektor i statskundskab ved Hærens Officersskole i 28 år, hvor jeg underviste i international politik og folkeret. Jeg gik på pension 2015.
