|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
I går fremlagde udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen sin regerings Udenrigspolitiske Redegørelse. Jeg vil her gøre opmærksom på nogle af dens udmeldinger:
Rusland og Ukraine
Der er bred enighed i Danmark om, at Vesten er nødt til at statuere et eksempel over for Vladimir Putin: fra Dansk Folkeparti hen over midten til Enhedslisten. Kun de sidste forbenede USA-imperialisme-hadere på den yderste venstrefløj samt skabs-putinisterne og konspirations-elskerne på det yderste højre, som endda kalder sig ”realister”, har anbragt sig selv på historiens vigespor. Og dér bør de blive.
Men jeg er imod, at Ukraines tragiske skæbne igen skal misbruges af EU-føderalister, som det skete for knap et år siden, hvor danskerne blev overbevist af ja-siden om, at Ruslands aggression kaldte på et militært samarbejde i EU uden for NATO og valgte at afskaffe Danmarks forsvarsforbehold.
Farvel til vetoretten
I går anvendte Lars Løkke Rasmussen Ukraine som argument for, at lade endnu flere spørgsmål i EU om udenrigs- og sikkerhedspolitik blive afgjort med flertalsbeslutninger. Derfor vil udenrigsministeren have Danmark formelt involveret i den gruppe af utålmodige EU-lande, som ønsker centralisering af magten i Bruxelles – blandt andre Tyskland, Frankrig og Italien.
Det betyder et farvel til vetoretten – og dermed et farvel til de mindre medlemslandes ret til at sige nej og sige fra.
Jeg vil minde regeringen om, at de lande, som nu udviser den største forsvarsvilje imod Kreml, også er dem, som i årevis er blevet udhængt og udskældt i EU som reaktionære: de centraleuropæiske lande – de samme lande, som i 45 år var besat af Sovjetunionen og plaget af kommunistiske quislinge. Polen har givet husly til knap to millioner ukrainere og har været den drivende kraft i at overtale andre europæiske lande til at sende alt det militære materiel, som de kan. Men det er en kilde til evig bitterhed blandt EU-elskerne, at polakkernes historiske taknemlighed ligger hos Washington og Ronald Reagan; ikke hos Bruxelles, Bonn eller Paris og Francois Mitterrand.
Men de skal åbenbart også kunne stemmes ned i Bruxelles.
Jeg håber, at de moralske ekstremister, som har flertal i Europaparlamentet, efterhånden bliver dæmpet i deres evindelige tilsvining af de lande, som har dårlige erfaringer med at få deres traditioner trådt under fode og deres selvbestemmelse knægtet.
Kina er en trussel – ikke en ”partner”
”Jeg vil give det råd til alle virksomheder, der i dag har aktiviteter i Kina, at de gradvist begynder at trække sig ud og begynder at placere deres aktiviteter i andre lande i Asien.”
Denne advarsel kom fra tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen den 20. januar i Berlingske.
Og den advarsel kunne regeringen passende have givet videre; det ville være ”velberådet hu”. Men når Lars Løkke Rasmussen tværtimod taler om ”Danmarks strategiske partnerskab med Kina” kan det ikke undre, at redegørelsen betegner Kinas bølle-opførsel således:
”Kina har samtidig et grundlæggende ønske om at ændre dele af de internationale spilleregler og standarder.”
Jo tak! Lidt af en underdrivelse, ikke? Kina har snydt og stjålet og kopieret vestlig industri, teknologi og lægemidler i årtier, Kina har købt sig ind i vestlig infrastruktur, fra havne til telekommunikation i Europa, og bruger sin magt til at true og straffe lande, som vover at støtte demokratikræfter i Hongkong og Taiwan.
Det såkaldte ”silkevejs-projekt” lyder tilforladeligt, men er ren kommunistisk imperialisme.
Biden fører Trumps Kina-politik videre
Kina er ikke en pålidelig partner, heller ikke handelspartner, og dansk erhvervsliv skal ikke have lov at påtrykke Danmark en underdanig positur over for Kina. (Husker I Muhammed-krisen, hvor danske eksporterhverv ikke just var patriotiske? Den slags skal vi ikke have gentaget over for Kina).
Man må lade Donald Trump, at han erkendte Vestens og især Europas strategiske sårbarhed, både over for Rusland og Kina. Joe Bidens administration har endda skærpet Trumps Kina-politik. USA er ved at tage et teknologisk kvælergreb på Kina. Hundreder af firmaer er på vej ud. Danmark har intet andet valg end at følge USA i Den Nye Kolde Krig. Det koster, men vi har råd til at beskære vores økonomiske afhængighed af Kina. Det samme gælder Tyskland. Både Australien og Canada har afværget virkningerne af en kinesisk boykot. Foreløbig er Vestens økonomiske våben det mest virksomme over for Kinas kommunistiske militærdiktatur.
Overklassens grønne udplyndring
Udenrigsministeriets skribenter har drysset ordene ”grøn” og ”klima” ud over stort set hele redegørelsen. Mens afsnittet ”Kina” fylder 13 linjer, fylder afsnittet ”Klima” 44 linjer. Det hele oser af kvalmende varm luft og klima-selvros: Danmark har ikke bare ”troværdighed”, fordi vi har sat os ”verdens mest ambitiøse klimamål”. Danmark har sågar taget ”lederskab”, og ”accelereret den grønne omstilling” på globalt plan, og i fremtiden skal Danmark igen ”påtage sig en ledende rolle for at presse på for øgede ambitioner.”
Der findes åbenbart ikke et emne – krig, Rusland, samhandel, indvandring, energiafhængighed, ulandshjælp – hvor ”grøn” og ”klima” ikke kan klemmes ind.
Men når Lars Løkke Rasmussen under sin fremlæggelse sagde, at Danmark med sine fem millioner indbyggere bør være beskeden og ”realistisk” i storpolitikken, skulle han vel heller ikke stille i udsigt, at danskerne ved at flå sig selv og bringe sig selv til tiggerstaven kan få kineserne til at lade være med at åbne et nyt kulfyret kraftværk hver måned?
Dyds-demonstration – som du betaler
Men hvis Danmark skal være grønt forbillede for hele verden, så går det ud over almindelige mennesker, som snart ikke kan få lov at køre i benzinbiler; som bliver nægtet parkeringspladser, hvis ikke de kører i en elbil; som brandbeskattes, hvis de kører i lastbil eller vover at have kvægdrift; som skal sortere deres affald i fem containere, mens København importerer tonsvis af affald; som skal betale horrible miljøafgifter på alting; som skal plages med kommunale el-cykler, som flyder overalt.
Den slags dyds-genvandter er ganske gratis at iklæde sig for dem, som har deres på det tørre. Men dem, der skal betale, må altså nogle gange køre 50 kilometer i en ti-tolv år gammel bil for at komme på arbejde, tjene deres løn og betale deres skat til den selvfede storby-elites grønne utopier.
Vi brandbeskatter vognmændene, fordi de ikke kører på elektriske batterier – som ikke kan trække en mellemstor lastbil. Jeg vil æde min panama-hat på, at en moderne udgave af kernekraft med tiden kommer til at overhale de brintbatterier, som vi stadig venter på. Men i mellemtiden har vi både brug for at udnytte alle gas- og olieressourcer i Nordsøen – og på landjorden har vi brug for nogle gule veste til at lyse op landskabet.
Europas ladeport for masseindvandring står stadig på vid gab
Ulovlig indvandring – eller ”irregulær migration”, som det åbenbart nu hedder i EU-lingo – skal sættes i system. Kommissionen skal kunne fordele millionstrømmen efter kvoter. Og for at slå fast, at der intet nyt skal gøres for at forhindre Europas kulturelle selvmord, slår redegørelsen fast, at alting skal ske ”inden for rammerne af vores internationale forpligtelser.” Altså, reelt: ingen lukkede grænser – ingen udvisninger.
Faktisk er det lidt af et paradoks, at mange nok satte deres lid til, at socialdemokraterne ville være dem, der beskyttede lavindkomstgrupperne imod de værste excesser fra den grønne omstilling og samtidig stod for en ”stram men retfærdig” politik for indvandring. Og for en konsekvent USA-orienteret udenrigspolitik. Ja, jeg glemmer helt Venstre, som mange nok forventede ville holde hånden over landmænd og selvstændige vognmænd.
Med Lars Løkke Rasmussen som udenrigsminister er alt ved det gamle; bare lidt værre.
Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti
