Lars Løkke fejllæser Islam: I den verden har de kun respekt for magt

Lars Løkke fejllæser Islam: I den verden har de kun respekt for magt.

 

Og derfor burde Lars Løkke Rasmussen have talt et magtfuldt og advarende sprog over for mullaher, ambassadører og herboende muslimer, som frækt forsøger at påvirke dansk lovgivning. Vi skal lære at gengælde trusler og vold.

 

Der er ingen undskyldning for ikke at blive klogere på Islam. Muhammedkrisen i 2006 var effektiv  religionsundervisning, som på få dage lærte en undrende befolkning, at vi i Danmark havde givet husly og asyl til tusindvis af fremmede tilbedere af en religion med en profet, som man ikke må lave en stregtegning af.

 

Nu lærer vi, at den version af Koranen, som kaliffen Abu Bakr valgte som den autoriserede i 650,  efter at have brændt (!) alle andre, er en hellig bog: den består nemlig af Allahs egne ord leveret via ærkeenglen Gabriel til Muhammed. Den er dog kun rigtig hellig hvis den er skrevet på arabisk, som er Allahs foretrukne sprog, og det betyder strengt taget, at hvis jeg brænder en koran oversat til dansk eller finsk, så har jeg slet ikke brændt en koran!

 

Men den slags finurligheder formilder ikke mullah’er, hellige krigere, præsidenter eller de muslimske landes medier; de leder nemlig altid efter at påskud til at jamre og klage og endda slå os ihjel. At simulere rasende fornærmer giver også magthaverne i de arabiske diktaturer et påskud til at vise deres undersåtter, at de skam er gudfrygtige muslimer.

 

De udnytter Vestens skyldfølelse
Alle lever de højt på Vestens sædvanlige skyldfølelse: den dårlige samvittighed over for tidligere kolonilande, som vistnok levede i økologisk harmoni og fred, indtil vi kom og udplyndrede dem for olie, stødtænder, gummi og palmeolie og dermed dømte dem til at leve på deres nuværende tilbagestående niveau.

 

De er fuldt ud klar over Vestens bløde værdier. De kender kristendommens svage sider. Og de har lært at tale Vestens sprog.

 

De véd, at Vesten ikke er parat til at slippe den samme hæmningsløse vold og gengældelse løs, som de selv- som når arabiske regimer ser til med tilfredshed, når deres egne plagede og undertrykte indbyggere lader vildrede og frustrationer få afløb ved at angribe danske ambassader.

 

Når de så efter en stund med rasende trusler og jamrende bebrejdelser har gjort os slappe i koderne, fremfører de krav om undskyldninger og underkastelse.

 

Lars Løkkes canossagang
Anders Fogh Rasmussen var farligt tæt på en undskyldning, da han beklagede profettegningerne: ”Jeg ville ikke selv ha’ lavet de tegninger,” forsikrede han i en erklæring på TV beregnet til alverdens sårede og bedrøvede muslimer, som dog var ligeglad såvel med hans evner som tegner som hans ”beklagelse”. Anders Fogh Rasmussen skal dog huskes for, at han trods pres fra feje politikere og erhvervsfolk stod dog fast og nægtede at lade en flok muslimske ambassadører troppe op og belære ham om god opførsel.

 

Lars Løkke Rasmussen lader sig ikke besvære af den slags overvejelser. Han tøvede ikke med at gå Canossagang, da uvejrsskyerne samlede sig i den islamiske orient. Han telefonerede straks til OIC, den islamiske samarbejdsorganisation (hvis 57 medlemmer i øvrigt er dygtigst til at bekrige og slagte hinanden), og lovede ifølge OIC selv at ”gøre alt i sin magt” for at standse koranafbrændingerne – ja, skal man tro Lars Løkke Rasmussen, og det skal man nok ikke, så er han næsten lige så fortørnet som rettroende muslimer over de ”skændige” handlinger.

 

En undskyldning viser svaghed
Nok er Lars Løkke Rasmussen en durkdreven politiker på dansk hjemmebane; men i en konfrontation med de nomadekriger-instinkter, som islam har båret videre fra sin beduinfortid op i vor tid, er han en ren amatør.

 

Det er ikke englændere, franskmænd eller tyskere, han har med at gøre.

 

Lars Løkke Rasmussen er måske god til at aflæse sine hjemlige rivaler og modstandere, men han kan ikke aflæse islam: for så ville han vide, at i den del af verden bliver en undskyldning ikke opfattet som en positiv indrømmelse af en fejltagelse eller en fortrudt handling, med forventning om at den bliver modtaget i samme gode ånd. Nej, i en volds- og magtkultur som den islamiske bliver enhver undskyldning altid opfattet som svaghed, som blot giver modparten blod på tanden og endda øger hans lyst til at kræve nye flere indrømmelser, større bytte og mere territorium.

 

De glemmer aldrig
Trods ophidselsen hos de journalistiske drama-dronninger og logen af islameksperter, ændrer koranbrændingerne ikke ved det såkaldte ”trusselsbillede”. Lige siden Muhammedkrisen har hele Danmark og alle danskere været på de hellige krigeres dødsliste; ånden slap ud af flasken for 18 år siden og fornærmelsen kan aldrig, aldrig borttvættes, lover de og har sikkert ret. Se blot, på knivangrebet på Salman Rushdie i New York for et år siden: den muslimske knivstikker slog til mere end tre årtier efter, at ayatollah Khomeini havde udstedt sin fatwa over forfatteren!

 

Den virkelige trussel er her allerede
Den virkelige fare for vores fysiske sikkerhed består ikke i, at en ophidset pøbel angriber et konsulat eller et Arla-kontor; de kan klogelig evakueres i tide. Nej, den fysiske fare består i, at vi i vores land har hundreder af muslimer – indvandrede, indfødte såvel som konvertitter – som er lydhøre over for kaldet fra Islam, ser lyset og begynder at blande kemikalier sammen, skaffer skydevåben eller griber en økse og en kniv og går løs på os, når vi mindst venter det.

 

Men det er konstante trusler, som Danmarks efterretningstjeneste, politi og militær har til opgave at afværge, så godt de nu kan; det er ikke en trussel, som går bort ved at vise underdanighed.

 

Derfor kunne – nej, burde – Lars Løkke Rasmussen have indkaldt de af de 57 muslimske lande, som har repræsentation i Danmark, til Udenrigsministeriet klokken 7.30 om morgenen og læst dem teksten. Og den skulle bestå i et utvetydigt budskab om, at ytringsfriheden og andre liberale og demokratiske principper aldrig vil blive bøjet en millimeter uanset trusler og handelsboykot fra kulturer og regimer, som intet har at lære os. Derefter skulle de fremmødte præsenteres med klare trusler om gengældelse, f.eks. stop for al indvandring fra de mest højrøstede og frække muslimske lande, øget overvågning af subversive kræfter, udvisning af en håndfuld importerede mullaher og stop for udenlandske donationer til islamisk missioneren i Danmark.

 

Se, det ville være stolt og værdigt – og det eneste sprog, som de har respekt for i den islamiske verden.

 

Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti og medlem af Folketinget

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…