Fra præst til historiefortæller
Doris Ottesen (f. 1946) har været præst på Sydsjælland og Frederiksberg. I 1988 forlod hun rollen som professionel kristen for at beskæftige sig med litteratur. Efter en periode som højskolelærer har hun været boganmelder, folkeoplyser (et flottere ord for foredragsholder) og ikke mindst genfortæller af store nordiske romanværker.
Hun fortæller levende om sin opvækst i et grundtvigsk frimenighedsmiljø blandt nordjyske bønder. En opvækst med sorg og savn, ensomhed og angst, svigt og fortielser, men også til randen fuld af kærlighed, som var båret af en ganske ligefrem og selvfølgelig forankring i den kristne tro. Hun er et vidunderligt rodfæstet menneske, som man bliver glad af at møde. Også lidt klogere, måske.
Livet er hårdt og uretfærdig
Forfatteren har et fuldkommen usentimentalt syn på tilværelsen. Velgørende i en tid, som er så fuld af føleri og manglende proportionssans. Om bitterhed, skuffelse eller vrede ved et dødsfald: det er både nyttesløst og kortsynet, direkte dumt og ugudeligt. Døden er ikke en fejl ved livet, men et livsvilkår. Det kan selv ikke den inderligste tro ændre på. Men den betyder, at vi ikke går til grunde i elendighed og selvmedlidenhed. Livet er ikke stærkere end døden – men det er kærligheden.
Livet er uretfærdigt. Men også ganske ufortjent. Det ved også enhver ordentlig ateist. At Ottesens bog skulle kunne omvende ateister, er nok for stort et brød at slå op. Hun gør det ikke selv. Men man tænker sig, at den nok kunne rokke ved vanetænkning og i alt for fastlåste fordomme om kristendom. Man kan faktisk godt være både oplyst og tænkende, selv om man er kristen!
Kristendommen er i grunden meget enkel
Hun er meget udogmatisk. Har det på samme måde som en vis pastor Grosbøll med en personlig, almægtig, skabende Gud. Hun tror ikke på Jesu opstandelse som et fysisk fænomen. Men det er der jo mange andre, der heller ikke gør, uden at kristennavnet skal tages fra dem. For det er ikke en fornægtelse af påskeunderet. Opstandelsen er åndelig – et mægtigt livssymbol med stor troskraft.
At føle sig forbundet med alt liv – ”en inderlig, ubrydelig samhørighed med naturen”, der omfatter alle skabninger – er et smukt livssyn. Livet er guddommeligt i al sin uudgrundelige vælde. Behøver vi at vide og forstå alt – nej, vel? Nysgerrigt må vi stedse betages af livets under. Sige tak.
Troværdighed, tak!
”Jeg kan ikke takke nok for, at kristendommen kom til mig gennem mennesker, som jeg elskede, og som elskede mig. Hvordan kan et barn kunne tro, at det er Vorherres eget elskede barn, hvis det ikke erfarer det fra et menneske, som selv er elskelig imod det – og som det selv elsker og har tillid til? Der skal være overensstemmelse mellem budbringeren og budskabet”. Ottesen nævner en række konkrete eksempler på sådanne trosvidner, som har fulgt hende gennem livet. Det kan vi nok også.
Med Dannebrog på kisten…
Bogen slutter med forfatterens begravelse. Hendes kiste skal dækkes af Dannebrog. En sådan udsmykning forbinder de fleste af os med landsmænd, der er faldet i tjeneste for Danmark. Det kommer Doris Ottesen dog næppe til. Men tak for hendes opmuntrende og opbyggelige vidnesbyrd!
Doris Ottesen, Tro er liv.
Eksistensen 2022, 100 sider, 130 kroner.
