Forfatteren er cand.mag. og folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, hvis kulturordfører han var i en årrække. Alex Ahrendtsen (f. 1967) har skrevet en velresearchet bog om en af de få danskere, der har givet navn til en -isme. Sig navnet Rindal, og de fleste vil genkende begrebet rindalisme.
Gennem flittige studier afdækker forfatteren, hvad Peter Rindal (1923-2009) var for et menneske, og hvorfor man stadigvæk husker ham. Og de spor, som han trods al modgang satte sig. Bogen slutter med ca. 40 siders kildedato, så man kan gå ham efter i kortene.
Lagerforvalteren fra Kolding slår til
Rindals liv, som på ellers ingen måder var opsigtsvækkende, ændrede sig med ét i februar 1965, da han – lagerforvalteren på Kolding Hørfabrik – protesterede imod Statens Kunstfond på baggrund af en dagbladsnotits om livsvarige ydelser til en række kunstnere. Hna var ikke ene om at protestere, men han var den, der brændte igennem i medierne, og som kom til at stå som et symbol på folkelig modstand. Folket mod eliten. Provinsen (især Jylland) mod Hovedstaden. Oprøret lagde kimen til Fremskridtspartiet og de andre nye partier, der tonede frem ved jordskredsvalget i 1973.
Hvad betyder rindalisme?
Rindal var ingen kunsthader. Selv om han ikke kunne fordrage moderne kunst, var det ikke kunstnerne, han angreb. De kunne såmænd lave, hvad de ville. Bare han ikke skulle betale for det over skattebilletten. Det var Statens kunstfinansiering, han bekæmpede med næb og klør. Han gik ind for minimalstaten, før ordet var opfundet. Han var meget kritisk overfor den moderne velfærdsstat. Pengene befandt sig bedst i borgernes lomme. Det er jo hørt både før og siden.
En sammensat personlighed
Hvad drev Rindal? Yderst beskedne opvækstvilkår på landet på Vestsjælland og en møjsommelig kamp for at finde en tryg levevej har utvivlsomt spillet ind. Han var barn af en almue, som efterhånden forsvandt. Smukt er skildringen af hans vågen ved en gammel nabos dødsleje. Men der var noget i hans lidt akavede personlighed, som gjorde, at han stædigt og upoleret råbte op, når noget bød han imod. En underlig, konservativ outsider.
Men også et menneske med mange interesser. Absolut ikke ubelæst, med samlermani (bl.a. barberbladsomslag!), med selverkendelse over egne mangler. Med en ubændig drivkraft. Modig og uforfærdet. Anstrengende at være sammen med. Konfrontatorisk, men aldrig uinteressant. Med årene blev hans mangel på social begavelse og situationsfornemmelse forværret.
En tabt kamp
Interessant og oplysende er Ahrendtsens dækning af Rindals modstandere og tilhængere. Mogens Glistrup så et stort lys i ham. Kultureliten hadede ham. Og så var der faktisk en lille gruppe imellem, som ikke var enige med ham, men som bød hans protest velkommen, og som bag de voldsomme udfald kunne finde noget, der gav god mening.
Rindal tabte sine kamp. Mod statens kunststøtte. Især mod velfærdsstaten, som stort set alle for længst har taget til sig. På den måde står han som en slags Don Quixote. Men Ahrendtsen formår til fulde at vise sit projekts berettigelse. Første del om opvækst, ungdom og manddom kunne med fordel have været kortere. Der er en del gentagelser. Men man bliver klogere af at læse hans bog.
Alex Ahrendtsen, Rindal. Kampen mod kultureliten og velfærdsstaten.
Grønningen1, 336 sider, ill. Pris 224,95 kr (Saxo)
