Politiet har foretaget endnu en anholdelse i sagen om forsøg på mordbrand tirsdag aften på på Campus Djursland i Grenå, hvor en 19-årig mand fik alvorlige brandskader.
Den 19-årige var elev på Grenås internationale gymnasium og blev i helikopter fløjet til Rigshospitalet til behandling for sine brandsår.
Allerede tirsdag aften anholdt politiet tre kvinder, hvoraf den ene var arabisk talende og havde brug for tolkebistand under grundlovsforhøret onsdag ved Retten i Randers.
Her blev to af dem, en 19-årig og 54-årig kvinde, som havde brug for en arabisk tolk, varetægtsfængslet i fire uger, mens en 20-årig kvinde fik opretholdt fængslingen i 3 x 24 timer.
Endnu en mistænkt meldte sig selv
Efterfølgende har en 25-årig mand selv meldt sig selv på politigården i Aarhus, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
”Vores efterforskning pegede i retning af den 25-årige, og derfor har vi søgt efter ham. Det førte til, at han onsdag kl. 20.01 meldte sig selv på politigården i Aarhus, hvor han blev anholdt,” siger politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen og fortsætter:
”Der vil gå et stykke tid, før vi har samlet alle brikkerne i forhold til hændelsesforløbet, men anholdelsen af den 25-årige er et vigtigt skridt fremad i vores videre efterforskning.”
Tumulter og skænderier inden ildspåsættelse
Ifølge hans forsvarsadvokat nægter den 25-årige sig skyldig i sigtelserne for drabsforsøg og ildspåsættelse, men erkender sig skyldig i vold mod den 19-årige.
Forud for ildspåsættelsen havde der været tumulter og højlydte skænderier på den 19-åriges værelse, og hvor den 19-årige blandt andet fik en brækket næse.
Det skriver Randers Amtsavis efter at have talt med flere beboere på stedet.
Leder efter endnu en gerningsmand
Med den 25-årige mand, der nu har meldt sig selv, er antallet af sigtede i forsøget på mordbrand nu oppe fire, men politiet mener, at endnu en person har været involveret.
Under grundlovsforhøret i dag med den sigtede 25-årige mand valgte Dommer Kristine Skovbo at lukke dørene af hensyn til den videre efterforskning.
Imidlertid afslørede sigtelsen mod den 25-årige, at politiet fortsat leder efter endnu en gerningsmand.
Således er den 25-årige er sigtet for, som det hedder, ”i forening med de tre allerede anholdte kvinder samt yderligere en gerningsmand at have brækket næsen på det 19-årige offer og efterfølgende sat ild til dennes værelse.”
”Jeg har ikke flere kommentarer lige nu. Vi efterforsker på livet løs, og det er det, jeg kan sige,” lyder det ifølge Randers Amtsavis fra politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen.
Den 25-årige sigtes ligesom kvinderne for både forsøg på manddrab, brandstiftelse og vold.
Branden var i øvrigt så voldsom, at værelset udbrændte totalt.
Du kan læse mere her:
https://amtsavisen.dk/alarm112/brand-i-grenaa-ny-anholdelse-onsdag-25-aarig-sigtet