Der synes at være nær konsensus om, at 2022 har været et rigtigt møgår. Den ene krise efter den anden har afløst hinanden. Og som det ikke var nok, var året fyldt med mange besynderligheder.
Flere løsgængere end vist før set, et islamisk parti der ikke blev valgt ind, en politiker, der efter at have smidt ankelkæden blev modtaget med begejstring af næsten hele den danske befolkning, en politiker, der blev udsat for en uvildig dommer, en udlændingepolitik der blev fortrængt af klimaet, juridisk kønsskifte for småbørn, hele den kvalmende woke-bevægelse, Kvindekommissionens forslag om tørklædeforbud for i skolebørn, og iranske kvinder og deres kamp mod regimet og de herboende hijabiers ligegyldighed.
Jo sandelig, et uforglemmeligt år, hvor vi nok gerne havde været det meste foruden.
Her skal dog kun tages nogle enkelte af årets emner op.
Konen i muddergrøften
Vi fik som bekendt en ny regering, der var lige ved at være regnbuefarvet med sine røde, blå og lilla farver. De tre partiers baglande var dog ikke ubetinget begejstret for denne farvelade.
Normalt er det statsministeren, der skal ”trykke på knappen”. Sådan var det ikke i 2022.
Den Radikale Sofie Carsten Nielsens indre statsminister kunne ikke holde spændingen ud mere. Skulle de Radikale virkelig vente endnu et år på at komme til fadet? Det plejede jo at være det Radikale Venstre, der bestemte, hvor skabet skulle stå, så det var helt uudholdeligt, at landet havde en enerådig statsminister. Statsministeren skulle ud, og så skulle hun ind igen efter valget!
Som tidligere landsformand for Radikale Venstre Søren Bald udtrykte det: ”Midt i selvmodsigelserne og paradokserne satte de radikale trumf på ved at udtrykke mistillid til statsministeren og samtidig pege på hende som leder (…) en parlamentarisk spidsfindighed, som hverken radikale kernevælgere, gennemsnitsvælgeren eller de statsretskyndige forstod.”
Carsten Nielsens regeringsambitioner endte som en katastrofe for hende selv personligt. Hun havde spillet højt spil og endte i muddergrøften. Nogle/mange politikere ejer simpelthen ikke politisk tæft.
Rwanda-planerne
Ny leder af de Radikale blev hurtigt valgt, nemlig Martin Lidegaard. Nå ja, leder er måske så meget sagt, for som en af de politiske analytikere udtrykte det, så havde han kun været leder i ca. 10 minutter, da Samira Nawa tog over efter at have desavoueret sin chef i spørgsmålet om Rwanda. Videoen er et af de mere morsomme indslag i disse dræbende, kedsommelige valgkampmåneder.
Men ønsket om at komme i regering og få nogle ministerposter eksisterede stadig. Statsministerens Rwanda-plan var dog en hindring så stor som Christiansborgs korankugler for de Radikales ultimative krav om, at planen blev droppet.
Journalisterne gik hårdt til Lidegaard under pressemødet, hvor han præsenterede sit fem mand (m/k) store parti. Han vred sig i et forsøg på at forklare journalisterne, at deres fortolkning af hans ultimative krav var for ultimativt!
Partiet fjumrer stadig.
Dhimmierne
Det er ingen hemmelighed, at der er danskere, der foruddiskonterer indvandrernes krav. Ved at lefle for de fremmede, håber de på, at i hvert fald de selv vil gå fri, når truslerne flyver om ørerne på danskerne.
Vi har set skoleinpektører, store firmaer, institutioner, ministerier og enkeltpersoner, der er noget ved musikken, trampe på deres lands kultur, sædvaner og traditioner, mens de bøjer nakken mest muligt og lægger sig fladt ned for en invasiv kultur, gerne på bekostning af deres selvrespekt.
Det var nok et chok for de fleste, da de læste, at sognepræsten i ghettoen Vollsmose ansøgte (ansøgte?!) menighedsrådet om at kunne kime med kirkeklokkerne i Vollsmose. Det syntes menighedsrådet ikke var en god idé: ”Vi vil ikke provokere vores muslimske naboer ved at indføre kimning ved højtiderne”. Se også DKA.
Selv om jeg ikke kender til kirkernes interne hierarkiske opbygning, mente jeg, at det er præsten, der varetager kirkens kristne funktioner (uden at spørge om lov), mens menighedsrådets medlemmer forventes at støtte præsten i dennes arbejde.
Der er dog også præster og biskopper, der er så bange for at provokere muslimerne, at det kan knibe med at finde ud af stillingsbeskrivelsen: Skal kristendommen forkyndes eller skal en barbarisk ideologi promoveres? Som f.eks. biskop Marianne Christiansen, der i den kristne barmhjertigheds navn indkøbte en niqab efter forbudet i solidaritet med niqabierne og måske ikke længere afslutter sin prædiken med et ”Amen”, men i stedet med et ”Allahu Akbar”.
Et forkætret helligdag
Der er sikkert nogle, der husker, da det i 1980’erne blev indført, at man som lønmodtager selv skulle betale for 1. sygedag. Det skulle nedsætte éndags sygedagene (underforstået: ikke sygdom, men trang til en fridag).
Det danske folks kreativitet viste sig hurtigt med sloganet: ”Tag tre sygedage og betal for én”. I 1987 blev karensdagen fjernet igen. Der blev for mange 3-dages sygedage.
Inden den bebudede fjernelse af Store Bededag fra 1686 er trådt i kraft, har den allerede fået et nyt navn: Store Sygedag. Og lur mig, om ikke der ofte vil følge et par ekstra dage med.
Ingen – absolut ingen – tror på det nonsens, at danskerne skal fratages en vedtaget helligdag med en tåget forklaring om, at de sparede helligdagstillæg skulle kunne finansiere krudt og kugler.
Selv politikerne er vist klar over, at den er lidt langt ude. For ingen af dem ser ud til at ville vedkende sig, hos hvem denne kreative idé opstod.
Et nyt år og en regering i regnbuens farver
Det nys forgangne år har været hæsblæsende.
Vi kan nok ikke forvente, at regeringen vil sætte farten ned bare en lille smule i 2023, når en statsminister, en vicestatsminister og en forhenværende statsminister, der sammen skal blive enige om at udtænke love og – siger min indre pessimist – vil gøre livet så surt for os alle sammen, som overhovedet muligt.
