Vin til Påskens lammesteg

Påsken betegner både den jødiske højtid, Pesach, der fejrer jødernes udvandring fra Ægypten, og den vigtigste og ældste kristne højtid, som markerer Jesus’ død og opstandelse. Men uden at  nogen i Skandinavien skal føle sig fornærmet, så gøres der ved påsketid langt mere på den religiøse front i de katolsk dominerede lande, , og mens vi danskere således boltrer os i overdådige påskefrokoster med øl og snaps eller med middage med lammesteg og vine i rigelige mængder, så haler katolikkerne deres statuer af Jomfru Maria og Jesus ud af kirkerne til optog i lokalsamfundene anført af korsbærende selvpiskere.

 

Jeg melder mig frivilligt til ædedolkenes brigade, hvor der smovses i alskens godt fra lammet. Lidt mere ekstravagant end det foregår på Leonardo da Vincis berømte maleri af Jesus’ sidste nadver.

 

Rødvin

 

Prieur de Meyney, 2013 Saint-Estéphe AS-EC, Gironde, Bordeaux, Frankrig – Normalpris 299,95 kr. – Tilbudspris 139,95 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker.

Uden at ville forklejne nogen af de øvrige vine, som omtales, så er denne 2.vin fra Château Meney ugens bedste tilbud. Prieur er en flot moden vin fra et af Bordeaux-områdets bedste områder, og trods den relativt høje alder har den stadig en flot syre, der er smukt afbalanceret med en betydelig frugtighed. Det er en sådan vin, man kun serverer for gæster med god forstand på glas vin. Påsken vil være end ypperlig mulighed at forkæle kenderne. Importør: Philipson Wine, Kokkedal.

 


Casa Vinicola Natale Verga
, 2017 Marconte Barolo DOCG, Cermenate, Piemonte, Italien – Normalpris 199,00 kr. – Tilbud: 2 flasker for 350 kr.

2017 Marconte er en klassisk Barolo i en god årgang, som er fremstillet på Nebbiolo-druer, der er plukket forskellige steder i vindistriktet Barolo. Denne fremgangsmåde er valgt for at opnå et ensartet produkt fra år til år. Regner det på den ene mark, kompenseres det af sol på en anden. Er fortræffelig at drikke til en hvidløgsspækket lammekølle fra grillen. Forhandler: Supermarco, København SV.

 

Frankland Estate, 2018 Rocky Gully, Shiraz, Frankland River, Western Australia, Australien – Normalpris 179,00 kr. – Tilbudspris 162 kr. pr. styk ved køb af 3 flasker.

Vinhuset ligger på den yderste post i det vestlige Australien, hvor Barry Smith og Judy Cullam siden 1988 lavet vin, som i dag betegnes som nogle af de bedste fra ”down under”. Medvirkende hertil er en beliggenhed langs Franklin River, som er begunstiget af et køligere klima end i andre australske vinområder. Duften er domineret af blåbær og solbær, der i smagen går over i kirsebær-dominans og en lang finish. Importør: Propperiet, Brædstrup.

 

Compañia Vinicola del Norte de España, 2015 Cune Gran Reserva, Rioja DOC, Haro, Spanien – Kampagnepris 169,95 kr. – På tlf. 86 41 96 00 oplyses nærmeste forhandler.

Vinhuset har siden 1879 og nu på 5. generation været i samme families eje. Denne Reserva-udgave er en blanding af Tempranillo, Graciano og Mazuelo og bringer gode minder om Rioja-vine, som vi (gamle) husker dem fra 1980’erne, hvor danskerne elskede en lækker frugtsmag  fyldt med noter af vanilje. Lammeryggen vil bræge af glæde, hvis der serveres Cune som drikkevare. Importør: AMKA, Randers.

 

Azienda Agricola Le Ragose, 2017 Valpolicella Ripasso DOC, Classico Superiore, Negrar, Veneto, Italien. Normalpris 169,95 kr. – Tilbudspris 79,95 kr. hos MENY.

Negrar er en norditaliensk landsby, som frem for nogen fremstiller de populære Amarone- og Valpolicellavine. Denne Ripasso-udgave er lavet ved at hælde ung Valpolicella-vin på nogle træfade, hvor man tidligere har gæret Amarone og ladet skaller og frugtkød blive liggende. Resultatet er en smagfuld og afbalanceret vin, som smyger sig omkring smagsløgene. Importør: GOBIvin, Valby.

 

Bodegas La Eralta, 2013 Señorío de La Eralta, Gran Reserva, Rioja DOC, Agoncillo, Spanien – Normalpris 119 kr. – Tilbud: 2 flasker for 169 kr. På tlf. 86911844 oplyses nærmeste forhandler.

Tempranillo er navnet på Spaniens nationaldrue, og den danner også grundstammen i denne storslåede, nærmest modernistiske vin. Den gør op med fortidens hyldest til vaniljesmag og er utrolig blød, elegant og frugtuøs. Dette er opnået ved en 24 måneders lagring på træfad, og som er fortsat med 36 måneders ophold på flaske. 5 års lagring er ret enestående og giver en superflot vin. Importør: Fortium Wine, Hinnerup.

 

Château Beychevelle, 2016 Grand Bateau ABC, Ludon, Bordeaux – Normalpris 109,95 kr. – Tilbudspris 89,95 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker.

Vinen Grand Bateau er resultatet af et mangeårigt samarbejde mellem negociantfirmaet Maison Barrière og det berømmede Château Beychevelles vinmager Philippe Blanc. Sidstnævnte har blandet saften af 80% Merlot og 20% Cabernet Sauvignon druer, der er høstet på forskellige marker rundt om i Bordeaux, og som vinificeres enkeltvis før sammenstikningen. Slutresultatet er en blød, harmonisk og fyldig vin med udpræget smag af solbær og svedsker. Importør: Theis-Vine, Charlottenlund.

Del på Facebook