Ukrainsk kvinde mødte araber og afrikaner på asylcenter – det gik helt galt

Modelfoto / Colourbox

En 18-årig ukrainsk kvinde var flygtet fra krigen, og i den tyske by Düsseldorf blev hun installeret på et hotelskib, der fungerede som opholdssted for ukrainske flygtninge.

 

Hun troede, at hun nu var i sikkerhed, men så blev hun udsat for et sandt mareridt.

 

Hun blev overfaldet, men ikke af russiske soldater. Tilsyneladende blev hun voldtaget af to asylsøgende mænd fra Irak og Nigeria på henholdsvis 37 og 26 år. Det beretter den tyske avis BILD.

 

De to mænd er ifølge deres pas ukrainske statsborgere. Politiet undersøger nu sagen på grundlag af en ”mistanke om voldtægt”.

 

I den forbindelse vil man også have klarlagt, hvordan de to formodede gerningsmænd med henholdsvis arabisk og afrikansk baggrund havde fået sig et ukrainsk pas.

 

På gerningstidspunktet skal der have opholdt sig 25 asylansøgere og et antal betalende hotelgæster på skibet.

 

Politimand: ”Hård og hurtig afstraffelse og derefter udvisning – det er det eneste sprog, de forstår”

Heiko Teggatz, der er leder af det tyske politifagforbund Bundespolizeigewerkschaft siger:

 

”Politikerne skal nu sætte alt ind på, at den slags forfærdende tilfælde af voldtægt, som fandt sted på hotelskibet i Düsseldorf, ikke breder sig. Hård og hurtig afstraffelse og efterfølgende udvisning er det eneste sprog, som den slags gerningsmænd forstår.” (BILD)

 

Rystede tyske politikere kræver nu bedre kontrol med asylcentre, ikke mindst for at beskytte ukrainske kvinder på flugt.

 

Ingen invitation til kriminelle typer

De to formodede gerningsmænd var altså udstyret med ukrainske pas. Det understreger et alvorligt problem, som også er blevet omtalt i den danske debat om flygtningestrømmen fra Ukraine.

 

Danskerne har modtaget ukrainerne med åbne arme, og sådan bør det være. Men i debatten er der blevet peget på det reelle problem, at et antal asylansøgere fra Ukraine kommer fra tredjelande. For eksempel arabiske og afrikanske lande.

 

De har fået opholdstilladelse i Ukraine eller sågar pas. Andre har levet illegalt i landet. Måske glider de så med ind i flygtningestrømmen fra Ukraine, selv om de ikke har ukrainsk baggrund.

 

Danmarks modtagelse af ukrainere på flugt er ikke ment som en invitation til personer, der bruger Ukraine som en mellemstation til at komme til de rige europæiske lande – og da slet ikke kriminelle typer. Det er en solidaritetshandling over for ukrainere, der flygter fra russiske overgreb.

 

De er en del af vores nærområde

Der synes at være bred opbakning i den danske befolkning til, at vi skal tage imod ukrainere, der forsøger at komme væk fra Ruslands frygtelige militære overgreb (blandt andet i form af de terrorbombardementer, som vi ser stadig flere af).

 

Vi tager imod mennesker fra et land, som Rusland forsøger at smadre til ukendelighed. Disse mennesker kan ikke rejse væk fra den russiske terror ved at rejse tilbage til deres hjemland, for Ukraine er deres hjemland.

 

Men andre kan rejse hjem til deres oprindelsesland – for eksempel i den arabiske verden eller Afrika.

 

Krigen i Ukraine skal ikke være en adgangsbillet for disse migranter til at komme ind i Danmark og andre europæiske lande.

 

Der er særlige grunde til at tage imod de flygtende ukrainere i Danmark.

 

De er som sagt drevet på flugt fra deres hjemland. Men det er ikke bare det.

 

Ukrainerne er en del af vores nærområde. Og vi har en særlig forpligtelse over for mennesker fra vores nærområde.

 

Vi har samtidig væsentlige fælles træk, når det gælder kultur, værdier og måde at leve på.  Et af disse væsentlige træk er samfundssindet.

 

Ukrainerne giver jo i øjeblikket en fantastisk demonstration af styrken i deres samfundssind og deres nationale sammenhold midt i krigens rædsler.

 

Stærkt samfundssind og høj tillid

Vi er mange danskere, der følger deres heroiske kamp med beundring.

 

Vi er mange danskere, der er parate til at modtage dem som flygtninge. Langt de fleste vil givetvis rejse hjem igen den dag, det bliver muligt. Men indtil da kan vi leve fordrageligt sammen uden de store kultursammenstød.

 

Danskerne har et stærkt samfundssind og en høj tillid til hinanden. Vi kan utvivlsomt bevare dette  samfundssind og denne tillid med det øgede antal ukrainere iblandt os, som krigen kan medføre.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…