Det er forståeligt, at danskerne lige nu er mest optaget af, at energipriserne kan ødelægge enhver families økonomi i den forestående vinter.
Ruslands krig imod Ukraine kombineret med Tysklands naive energipolitik siden 2011, hvor man under Angela Merkel besluttede at udfase atomkraft og samtidig lægge sin skæbne i hænderne på Putins naturgas, har vist sig skæbnesvanger.
Denne voldsomme energikrise skal dog ikke få os til at glemme, at presset imod Europas grænser fra en stribe lande i Nordafrika og Stormellemøsten er hastigt voksende og når som helst kan antage størrelsesordner som i 2015-16.
Enormt pres på Grækenlands grænser
I Grækenland kæmper myndighederne en tapper og meget svær kamp for at dæmme op for asylstrømmen. Alene sidste onsdag forhindrede grækerne 1.500 illegale immigranter i at komme ind på græsk territorium.
De græske myndigheder har udtalt, at den tyrkiske præsident Erdogan beredvilligt lader store antal passere forbi de tyrkiske myndigheder for at lade dem nå ind i det forjættede EU.
Tyske delstater råber om hjælp
I Tyskland opfordrer flere af delstaterne kansler Olaf Scholz til at handle for at standse indvandrernes vej ind i Tyskland. Indtil videre ser det dog ud til, at kansleren afviser dette indlysende skridt.
Vi er meget muligt vidner til en fortsættelse af Angela Merkels uansvarlige kurs, hvilket lover ilde for Europa.
Storbritannien er ved at blive løbet over ende
I Storbritannien er faresignalerne også åbenlyse. Mere end 30.000 illegale indvandrere har alene i år haft held til at passere den engelske kanal for at søge asyl i Storbritannien.
Indenrigsministeren Suella Braverman udtaler, at hun vil gøre noget ved det, hvilket man må ønske hende al mulig held og lykke med.
Samme krise i USA
Endelig kan det nævnes, at flere millioner har krydset grænsen mellem Mexico og USA i Joe Bidens mindre end to år som præsident. Selv i byer kontrolleret af politisk korrekte Demokrater vånder man sig over det enorme antal.
Næsten alle er økonomiske migranter
Inden vi gør status over, hvad dette kommer til at betyde for Europa og den vestlige verden i bredere forstand, minder vi os selv om, at nærmest ingen af disse illegale indvandrere har berettiget krav på asyl, hvilket kræver, at man er personligt forfulgt.
De er økonomiske indvandrere næsten alle som en, og det kan man sagtens forstå, når man betænker situationen i deres hjemlande generelt.
Sagen er imidlertid den, at en fortsat og voksende strøm af mennesker fra den tredje verden vil lægge Europa, som vi kender det, i graven. Ikke på én gang, men stykke for stykke.
Det er for længst godtgjort uden for enhver rimelig tvivl, at denne type indvandring – også i de følgende generationer født og opvokset i europæiske lande – i snit gør vores samfund fattigere, farligere og mere religiøst fundamentalistiske, det sidste stort set altid som følge af de alt for mange muslimer i Europa, der forlanger særbehandling.
Man spørger vantro sig selv, hvad magtfulde politikere som Scholz og Macron tænker om dette.
Tror de, at det bliver bedre af at fortsætte med en politik, der i årtier har slået fejl? Er de ligeglade, så længe de kan holde sig selv ved magten og lader stormfloden gennemføre sin kurs, efter at de ikke er mere?
Det samme gælder selvfølgelig vores hjemlige politikere med Mette Frederiksen, Søren Pape og Jacob Ellemann i spidsen.
Imens ser vi andre mere eller mindre magtesløse til. Ikke at det giver os lov til at give op. Vi må gøre, hvad vi kan for at råbe op om dette indlysende, men godt ser det ikke ud.