Spændende og velskrevet partsindlæg om den måske største efterretningstjenesteskandale i Danmarkshistorien. En bog, som dog ikke bringer meget nyt stof for den velinformerede læser.
En kafkask anholdelse
Findsen anholdes af en flok bredskuldrede mænd i Kastrup Lufthavn efter en rejse. Bliver hevet ind i et lille toldlokale og bedt om at aflevere alle sine elektroniske genstande. Herefter kropsvisiteret og ført ud i en mørk civil politibil. Efter afhøring indsat i Vestre Fængsel og overført til Hillerød Arrest, hvor han tilbringer de næste 71 dage – i stor uvished om årsagen til sin anholdelse og fængsling og med stærkt begrænset mulighed for kontakt med sine kære. Lidt af et mareridt.
Skildringen af tiden i Hillerød er levende. Vi hører om medfangerne, vagterne, maden – og om, hvordan Findsen kommer igennem opslidende isolation og dyb frustration ved hjælp af læsning, sudoku og yoga. Da han endelig bliver løsladt, kan han på sin sidste gårdtur ikke dy sig for at ridse et ’ch/FE’, den interne forkortelse for FE-chefen, på en sten i fængselsgårdens mur.
Straffelovens § 109
Først i forrige måned kom det så frem, hvad Findsen præcist er sigtet for. Læk af statshemmeligheder og brud på tavshedspligt efter samtaler med journalister og nærtstående. Samtaler, som fandt sted, efter at han var blevet hjemsendt som FE-chef, og som er blevet dokumenteret gennem PETs totalovervågning af ham gennem et år. Så føler man sig klædt af.
Er der overhovedet hold i anklagen? Det vil tiden vise. De fleste med juridisk indsigt har dog allerede vurderet, at sagen mod Findsen er tynd, endda meget tynd. Hvad i al verden er så grunden til, at landets øverste beslutningstagere har valgt at sætte landets fremmeste efterretningschef på anklagebænken? Det giver grobund for mange spekulationer, og Findsen antyder nogle svar.
Kométkarriere i frit fald
Måske er sagens kerne et sammenstød mellem en styrelseschef og et magtfuldkomment politisk styre, som gerne vil sætte embedsmandsværket på plads. Findsen beskriver episoder, som har givet anledning til skarpe meningsudvekslinger. Systemet er velsagtens blevet træt af en person med lidt for selvstændige meninger, med lidt for stor indsigt og med en lidt for åben tilgang til sit arbejde.
På trods af en ikke prangende juridisk kandidateksamen kom han straks ind i Justitsministeriet, hvor han hurtigt stiger i graderne. Som 37-årig udnævnes han til chef for PET, sætter ikke sit lys under en skæppe og tilfører tjenesten masser af penge og mandskab. Han indrømmer, at han undervurderer misundelsesfaktoren. Så følger nogle år som departementschef i Forsvarsministeriet, som på det tidspunkt er præget af en række møgsager. Han krydrer med et par ret morsomme personskildringer. Og så tiden som FE-chef. Dén karriere er der ikke mange, der kan slå.
En justitsminister på glatis
Findsen nævner i slutningen af bogen sagen mod Claus Hjort Frederiksen, som også er sigtet for at røbe statshemmeligheder. Han lægger ikke fingre imellem, når han skal vurdere regeringens tackling heraf. Således har justitsminister Tesfaye undladt at bruge den beføjelse, han har i retsplejeloven, til at stoppe sagen af hensyn til efterretningstjenestens og Danmarks renommé. ”Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er en besynderlig og uansvarlig måde, justitsministeren varetager sit embede på”. Findsen er næsten en lidt for pæn mand. Selv når han bander derudaf.
Lars Findsen og Mette Mayli Albæk, Spionchefen. Erindringer fra celle 18.
Politikens Forlag 2022, 251 sider, 300 kroner.
