Indblik i russisk selvforståelse. Hvorfor er russerne så forskellige fra os?
I seks kapitler giver fem danske russiskforskere deres bud på Putins Rusland lige nu. For at forstå russerne er det vigtigt at forstå deres opfattelse af sig selv og os. Det er – forenklet – emotionalitet overfor rationalisme, kollektivisme overfor individualisme, traditionalisme overfor liberalisme. De ejer en ekstrem offervilje og en trang til ekstremisme. Skæbnetro, letsindighed, grundlæggende mistillid til magten, som i et tilsyneladende paradoks får dem til at foretrække den stærke mand.
Fra svagt demokrati til robust diktatur
Putin er en diktator, og Rusland er i dag et diktatur. Russerne har ikke problemer med deres demokrat – de har ikke noget demokrati, og sådan har det på sin vis altid været. Putin synes ikke i nævneværdig grad at være truet internt af sin inderkreds. En større fare synes at være truslen fra masserne. I 2016 oprettede han en Nationalgarde med op til 400.000 loyale soldater som hans personlige sikkerhed og som værn mod massedemonstrationer.
Får russerne da aldrig noget, der ligner demokrati? Det er ikke ”usandsynligt”, for landet er relativt velstående, befolkningen veluddannet og ligger ikke så langt fra Europa. Håbet er ikke helt ude!
Putin-Ruslands økonomiske svækkelse
Rusland er blevet kaldt ”en benzintank med kernevåben”. Udsigten til et come back som global supermagt er yderst ringe. Det er nemlig ikke nok at have masser af olie og naturgas, selv om det i sig selv giver enorme indtægter – hvis nogen ellers vil købe det. Og dét er der altid i denne verden. Ruslands har et vigende befolkningstal, og ”ældrebyrden” stiger. Den økonomiske nedgang fortsætter, og kineserne giver også os i Vesten baghjul. Rusland vil dog fortsætte med at være en besværlig og farlig spiller i det europæiske nabolag. Det hele ser unægtelig lidt dystert ud.
Fra brødre til krigsmodstandere. Rusland og Ukraine
Russerne har absolut ikke hidtil imponeret på slagmarken, og vi forstår, at det ikke er nok at have en masse (mestendels gammeldags) isenkram overfor en flok velmotiverede og seje ukrainere. Det er storebror overfor lillebror i en dysfunktionel familie. Russerne vil aldrig opgive Ukraine, mens ukrainerne af gode grunde er blevet meget trætte af sin store nabo. Orienteringspunktet for den plagede befolkning synes nu for altid rettet mod Vesten.
Ruslands katastrofale klimaforandringer
Et stærkt indtryk gør bogens sidste kapitel, hvor Mette Skak blotlægger, hvordan Rusland er ved at ødelægge sig selv -og store dele af Arktis – ved en hovedløs mangel på klimaindsigt og en ensidig fokus på fossile brændstoffer til trods for, at russerne tidligt var engageret i alternative energikilder. Resultatet er, at isen smelter, og naturkatastrofer antager epidemiske størrelser. Forfatteren foreslår ligefrem en slags grøn Marshall-plan til sikring af Ruslands grønne omstilling til gengæld for, at landet bliver en retsstat og slipper fri af såvel korruptionens som militarismens svøbe.
Når man læser de litteraturhenvisninger, som hvert afsnit slutter med, bemærkes det, at stort set alle de værker, som anses for autoritative og anerkendte i offentligheden, ikke nævnes. Det kan undre. Men det trækker ingenlunde fra i det samlede positive indtryk af denne indsigtsfulde bog.
Carsten Jensen og Mette Skak (red.), Putins Rusland.
Frydenlund 2022, 196 sider, 269 kroner.
