Ny bog afslører fortidens brutale afhøringsmetoder. Spændende læsning om et anderledes Danmark

Med sans for livets mørkeste sider

Forfatteren er faghistoriker og er ansat som seniorforsker ved Rigsarkivet. Han blev i 1999 dr.phil. på afhandlingen Oplysningstiden og det magiske. Henrettelser og korporlige straffe i 1700-tallets første halvdel. Nu følger endnu et lærd værk i samme kategori, nemlig om tortur i Danmark. Så man må sige, at Tyge Krogh i særlig grad i sin forskning er optaget af livets mørkeste sider. 

 

Gennem grundige kildestudier påvises det, at tortur har været anvendt i udstrakt grad i Danmark – oftere og længere oppe i tiden end lande, vi ellers sammenligner os med, og at der har været en diskrepans mellem de højere, lærde samfundskredses og de udøvende myndigheders opfattelse af selve praksis. Men kan der overhovedet gives en rimelig forklaring på denne barbariske skik?

 

Målet helligede midlet

I modsætning til f.eks. Tyskland brugte man hos os ikke korporlige straffe for at frembringe tilståelser, men for at fremtvinge navne på evt. medskyldige i f.eks. tvverisager, som der var rigtig mange af i 1700-tallets København. Det store kontingent af hvervede, dårligt aflønnede udenlandske soldater og søfolk bidrog også til en høj kriminalitetsrate.

 

Det var som regel kun tyve og hælere, der blev udsat for tortur, i hovedsagen småkriminelle fra de laveste samfundslag. Der er dog også enkelte eksempler på borgere og handlende, som blev udsat for den skarpe eksamination. Dybest set var torturen et forsøg på at holde pøbelen i ave.  

 

Det overordnede formål var simpelthen at opklare og forebygge kriminalitet, og med et begrænset opdagelsespoliti fortsatte man længe med de uhyggelige, men effektive forhørsmetoder. I 1837 blev torturen endelig afskaffet, og den frygtede Inkvisitionskommission med sine lukkede retssager forsvandt få år efter. Længe beholdt man dog straffen ”på vand og brød” (i ti til tredive dage). 

 

Fiddelen, tampen, katten, tyremien

De fleste har nok en forestilling (fra film) om, at man brugte alle mulige udspekulerede torturredskaber såsom pinebænken og ”truget”, hvor fangen blev fastlænket i en kistelignende kasse. Men de mest anvendte instrumenter var ret enkle: katten (den nihalede kat), tampen (et kort, tykt tovværk), og tyremien (en tyrs tørrede avlslem). Hvor den førstnævnte sønderrev huden som en pisk, læderede de to sidste musklerne. Delinkventen fik i hovedreglen tilført 3 x 27 slag, men der var ingen maksimal grænse, og i et eksempel nævnes hele 185 slag fordelt over seks gange.  

 

”At gå med fiddelen” var en straf, man brugte på løsagtige kvinder. De fik fastspundet et violinagtigt aggregatet omkring hals og hænder og skulle således udstyret vandre omkring i lokalområdet til spot og spe. Denne torturform havde nok så meget et psykologisk aspekt, da det i modsætning til de andre korporlige straffe fandt sted i al offentlighed ligesom henrettelser. 

 

Et indblik i gamle Danmarks voldsparathed

I vore dage har vi svært ved at forstå Statens uhyre voldsparathed. Med Thyge Kroghs bøger har vi nu fået belyst et mørkt emne i detaljer. Denne bog henvender sig nok til et begrænset publikum, men indgår sammen med Kragh-Nielsens Straffet på livet (fra samme forlag og tidligere anmeldt i DKA) som standardlæsning for enhver, som måtte interessere sig for dette dystre emne. 

 

Tyge Krogh, Den skarpe eksamination. Tortur i Danmark – og dens ofre.

Gads Forlag 2022, 352 sider, ill., 350 kroner.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…