Mere arbejdskraft: Tving indvandrere i arbejde

Genrefoto fra Nørrebro (Privat)

Regeringen og venstrefløjen indgik i går en aftale sammen med DF om mere arbejdskraft.

 

Aftalen indeholder nogle gode ting, som Nye Borgerlige støtter, og som vi kommer til at stemme for i folketingssalen.

 

Men det meste i aftalen er noget skidt, og den løser ikke opgaven med mangel på arbejdskraft – hverken helt eller halvt.

 

Så vi skrev ikke under.

 

Pensionister skal ikke modregnes i lønnen
Den gode ting drejer sig om at fjerne modregningen i pension, når man selv eller ens ægtefælle eller samlever tjener penge ved siden af pensionen.

 

Det er en god idé, der beregnes til at øge beskæftigelsen med det, der svarer til 2.000 mennesker på fuld tid.

 

Det er også godt for den enkelte pensionist, som får en tydelig gevinst ved at fortsætte arbejdslivet efter pensionsalderen, hvis man stadig er rask og frisk.

 

Det er et forslag, som vi for længst har indarbejdet i vores egen politik. Du kan læse om det her i ’PLANEN for et mere borgerligt Danmark’.

 

Nye Borgerlige stemmer for gode forslag, også når de kommer fra venstrefløjen.

 

Ikke flere ’gæstearbejdere’ fra Nordafrika og Mellemøsten
En stor del af diskussionerne med de andre partier handlede om at åbne for mere udenlandsk arbejdskraft.

 

Erhvervslivet mener, det er nødvendigt at kunne ansætte flere, der kommer fra lande uden for EU.

 

Det er vi i Nye Borgerlige sådan set ikke modstandere af, så længe det sker på ordentlige vilkår.

 

Vi har dog ét krav, som vi ikke vil opgive.

 

Der kan under ingen omstændigheder blive tale om at åbne mere for import af arbejdskraft fra de muslimske lande i Nordafrika og Mellemøsten.

 

Amerikanere, Australiere, indere, ukrainere osv. har vi ingen problemer med i Danmark. De tjener deres egne penge, og når deres kontrakt udløber, rejser de hjem igen.

 

Men med migranter fra de muslimske lande i Nordafrika og Mellemøsten er vores erfaringer ganske frygtelige. Dem vil vi under ingen omstændigheder have flere af.

 

Det har vi fået både Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance med på. De bakkede os op i forhandlingerne, men det var ikke nok.

 

Radikale Venstre ville ikke være med. Sofie Carsten Nielsen sagde på pressemødet i går aftes, at Radikale Venstre ”aldrig ville gå med til at sortere muslimer fra”.

 

Så blev der ingen aftale om at sænke beløbsgrænsen i denne omgang.

 

Mette Frederiksen skylder på løftet om ’udlændinge skal forsørge sig selv’
Som jeg skrev om forleden, så lovede statsminister Mette Frederiksen tilbage i 2018, at hvis hun fik magten, så skulle udlændinge ’selvfølgelig forsørge sig selv’.

 

Men hendes forslag, som skulle opfylde løftet, ville sende en regning på 200 millioner kroner til skatteyderne og kun skaffe sølle 250 indvandrere i arbejde, selvom der er flere end 20.000 indvandrere på kontanthjælp

 

Det var så ringe og så dyrt, at vi hældte det ned af brættet.

 

I stedet har vi foreslået, at udlændinge slet ikke skal have adgang til kontanthjælp. Kan de ikke forsørge sig selv, skal de have deres opholdstilladelse inddraget.

 

Det er helt uacceptabelt, at danskerne skal forsørge 20.000 indvandrere på kontanthjælp samtidig med, at virksomhederne skriger på arbejdskraft.

 

Kan de arbejde, skal de arbejde. Ellers må de rejse ud. Så bliver der også en ledig lejlighed til en anden med en mere vestlig indstilling, som er mere arbejdsivrig og gerne vil bidrage.

 

Det ville regeringen og Radikale Venstre slet ikke være med til.

 

Men det ændrer ikke på, at Mette Frederiksen lovede, at udlændinge ’selvfølgelig skal forsørge sig selv’.

 

Jeg kommer efter hende. Hun skal ikke dø i synden. Vi kommer til at kræve handling.

 

Den Borgerlige opposition stod sammen
Selv om regeringens aftale samlet set er noget skrammel, som vi ikke kunne få forbedret tilstrækkeligt til at skrive under på, så er jeg alligevel glad i dag.

 

Jeg glæder mig over, at det lykkedes os at holde sammen på de fire partier i den borgerlige opposition. V, K, LA og vi forhandlede sammen, udviklede vores egne forslag sammen og satte sammen de røde streger op for regeringen og venstrefløjen.

 

Vi i NB fik støtte fra de andre tre partier til at udelukke udenlandsk arbejdskraft fra muslimske lande i Nordafrika og Mellemøsten.

 

De støttede os i, at der ikke skulle spildes flere penge på jobcentrene.

 

Vi ville heller ikke spilde penge på klima-erhvervsskoler og en masse andre unyttige projekter, som venstrefløjen og Radikale Venstre fik skubbet ind i aftalen.

 

Samarbejdet i den borgerlige opposition fungerer og lover godt for fremtiden.

 

Nu håber jeg så, at den nye formand for DF – uanset hvem det bliver – vil melde DF ind i den borgerlige opposition. Det vil være godt for Danmark.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…