Af. Martin Henriksen. Forfatter. Medlem af Stevns kommunalbestyrelse. Partiuafhængig
Den danske højrefløj er – efter min opfattelse – blevet midtersøgende og systembevarende. Det er dårligt nyt for fædrelandet, for Danmark fortjener en stærkt højrefløj.
Højrefløjen skal passe på med at gå alt for meget på kompromis med danskernes selvbestemmelsesret og dansk suverænitet.
Jeg ved fra forhandlinger i statsministeriet, finansministeriet, udlændingeministeriet og justitsministeriet hvor stor skade og indflydelse EU og flere af konventionerne har på dansk retspolitik, familiepolitik, socialpolitik, udlændingeområdet mv.
Jeg mener, at det er den danske højrefløjs fornemmeste opgave at arbejde benhårdt for så meget national suverænitet som overhovedet muligt. Ellers er der i realiteten ingen, eller meget lidt, forskel på den såkaldte højrefløj og de andre partier. Og hvad er så egentlig pointen?
Danskerne fortjener en retorisk stærk højrefløj, ja, men især også en indholdsmæssig stærk højrefløj.
Når højrefløjen på det indholdsmæssige plan er blevet systembevarende og tilmed åbent står ved at den ligefrem vil fastholde dansk medlemskab af eksempelvis Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, bare for at nævne et konkret eksempel, så er det en del af årsagen til at den engang så dominerende højrefløj ikke for alvor kan rykke ved dansk politik. Nuvel, måske enkelte partier kan få et godt valg, men hvad skal det egentlig til for, hvis man allerede på forhånd meddeler at man ikke aktivt vil modarbejde de overnationale institutioner som gradvist og løbende fratager os vores suverænitet og selvbestemmelse som danskere?
Og når politikere der ellers går for at være førende højrefløjspolitikere selv har igangsat og anbefalet arbejdet med at indføre kønsskifte til små børn, så siger det noget om hvor godt systemet og den politiske korrekthed har fået fat i højrefløjen.
Efter min opfattelse er der i den grad brug for indholdsmæssige opstramninger.
Hvis man vil ud af dødvandet, og for alvor gøre en forskel for fædrelandet, så har jeg nogle bud på hvordan i bogen “HOLD TIL HØJRE”.
Den udkommer d. 19. september og kan forudbestilles her https://mellemgaard.dk/shop/49-kultur-historie-og-samfund/3466-hold-til-hoejre—saadan-kommer-hoejrefloejen-igen/
Jeg mener bl.a. at den danske højrefløj skal være opmærksom på ikke at blive offer for den selvsamme politiske korrekthed, som den på mange måder har kørt sig selv i stilling som værende modstander af.
Og hård retorik, som primært tjener det formål at dække over det manglende indhold, er virkelig ikke nok, hvis formålet altså er et oprigtigt og tungtvejende ønske om at bevare og styrke det danske fælleskab fremfor blot at udskyde, eller endnu værre blot afvente tidspunktet for at almindelige danskere kan se sig selv som en minoritet i eget land.
Højrefløjen må finde sammen og søge fælleskab i nogle sammenhængende og fælles grundholdninger, som indeholder seriøse bud på hvordan fædrelandets problemer kan løses.
Jeg håber, at de af jer der altid har kunne se nødvendigheden af en restriktiv indvandringspolitik, hjemsendelsespolitik, og en dansk familiepolitik og retspolitik som tilrettelægges i Danmark af danskerne og ikke af bureaukraterne i EU, kan se mine pointer.
Det behøver man sådan set ikke at købe min bog for at kunne forstå. Men i bogen har jeg gjort mig umage med at beskrive nogle af de udfordringer og ikke mindst muligheder, som jeg mener at højrefløjen bør benytte sig af.
Jeg mener, at Danmark fortjener en stærk højrefløj. Det gælder naturligvis i forhold til retorikken og i de offentlige debatter. Men det vigtigste er og bliver det indholdsmæssige og det at gøre en reel forskel for de mennesker som højrefløjen påstår at den gerne vil repræsentere i det politiske niveau.
Hvis ikke højrefløjen og de nationalkonservative kræfter for alvor tager fat, så vil vi ende ud med mange års politisk ørkenvandring og det gælder iøvrigt uanset om statsministeren efter valget ender med at hedde Ellemann, Frederiksen eller Pape, for det bliver alligevel ikke en af de tre toppolitikere der i sidste ende kommer til at gøre en afgørende forskel for Danmark.