Historien om en ”rødhellig opdragelsesanstalt”
Komikerparret Monrad og Rislund ramte plet, da de for mere end fyrre år siden med humoren og satiren som våben hudflettede ”den rødhellige opdragelsesanstalt” Tvind i nummeret Jeg elsker dig, kammerat Rebecca på deres fremragende LP 1991. Den morede vi os meget med dengang, og den holder endnu. Den surrealistiske dialog klinger med under læsningen af Peter Tygesens grundige, både morsomme og hovedrystende bog om noget, vi engang talte en del om.
En rejse tilbage til en nær fortid
Bogen er det første bind af to om Mogens Amdi Petersen og dét Tvind, han sammen med andre skabte for mere end halvtreds år siden. Vi får historien om hans far, opvæksten i Ringe på Fyn, seminartiden i Haderslev, ansættelsen – og afskedigelsen – på Kroggårdsskolen i Næsby, kollektivet i Odense, begyndelsen på Den rejsende Højskole og Det nødvendige Seminarium, kulminerende med bygningen af den store vindmølle, som står der endnu. Bindet slutter i 1979 med, at formand Amdi forsvinder ud ad af landet, og næstformand Poul Jørgensen – sådan da – tager over.
Velbalanceret fremstilling
Bogen bygger på et væld af skriftlige kilder, grundigt arkivarbejde, men forfatterens force er de mange interviews med folk, der har stået tæt på tingene og menneskene. Peter Tygesen (f. 1954) er kritisk, men også meget fair i sine vurderinger. Der kan siges både godt og om Amdi som person og om Tvind som et miljø fuld af fortielser, gruppepres, åndelig indskrænkethed, kontrolvanvid. Men der var også ting, der fungerede godt. F.eks. bevægelsens efterskoler, hvor det faktisk lykkedes at give et tilbud til mange unge mennesker, som faldt udenfor det konventionelle skolesystem.
Med revolutionen som mål
Man kan enten more sig eller forarges over de håbløst ringe forberedelser, de nedbrudte køretøjer og forliste skibe, den elendige kost og de unge ledere, hvor magten var steget dem til hovedet, når den ene bus efter den anden med unge, oplevelseshungrende blev sendt ud til fjerne steder med det formål at møde verdens fattigdom med egne øjne og med ønsket om at forandre. Ofte skjulte man dog Tvinds egentlige formål, som var revolutionær, forberedelsen og gennemførelsen af en samfundsomvæltning, der ikke mindst byggede på maoismen sådan lidt i ånd med det, der senere blev til Blekingegadebanden. Man skulle jo ikke gå glip af det kæmpe tilskud fra det offentlige!
Hvad var så tiltrækkende ved Tvind?
Det revolutionære slutmål kunne de fleste af de unge i Tvind-bevægelsen nok næppe gennemskue. En del af pædagogikken var sådan set meget fornuftig: at man lærer bedst ved at kunne se et praktisk formål med undervisningen. Praktik overskyggede dog ganske teorien.
Men det taler særligt til (en vis gruppe) unge mennesker i en alder, hvor de er ved at blive voksne. Især det helt særlige fællesskab, der opstår, når man laver noget (stort) sammen med en masse andre og måske har svært ved stå på egne ben og tænke selvstændigt. Det er en psykologisk mekanisme, som også stod bag så forskellige ungdomsbevægelser som KFUM og Hitler Jugend. Det rendyrkede fællesskab på bekostning af enhver individualisme kan være både fordummende og farligt.
Der er en del billeder og tegninger (og enkelte ubehjælpsomme ”kampsange”) fra en tid, som nogen af os husker og forbinder med vores egen ungdom – hvis vi er gamle nok. Bogen får mine bedste anbefalinger. Jeg glæder mig allerede til at læse næste bind om formand Amdi og Tvind.
