Et hengemt manuskript
Den kendte og særdeles respekterede journalist Frode Kristoffersen foretog i begyndelsen af 1970’erne en række interviews for Danmarks Radio med nogle af mennesker, der havde været tæt på Adolf Hitler i krigens sidste dage. Et spændende og omkostningsfuldt projekt, som skulle gennemføres, inden det var for sent.
Men det store materiale blev aldrig anvendt, og intet af det, som kom i kassen, findes mærkeligt nok i DRs kolossale arkiv. Frode Kristoffersen fik aldrig udgivet sine samtaler, men overdrog kort før sin død i marts 2016 sit eget arkiv til Gyldendal-redaktør Ole Knudsen og en Aabenraa-journalist. Nu blev det så Erik Ingemann Sørensen, som har medvirket i et par udgivelser om Besættelsen og tiden derefter, som påtog sit opgaven med at få udgivet og kommenteret de 18 hengemte interviews.
Et spændende persongalleri med selektiv hukommelse
Blandt navnene på de interviewede optræder store navne som Albert Speer, Werner Best og Karl Dönitz. Andre er mindre kendte: piloten Wolfgang Klemusch, efterretningsofficeren Gerhard Boldt, Hitlers chauffør Erich Kempka, Dönitz’ adjudant Walter Lüdde-Neurath, og admiral Gerhard Wagner, som fra hver deres position beskriver Hitlers sidste dage, hans testamente og død.
Kristoffersen er en kultiveret og høflig interviewer, som har svært ved at trænge igennem paraderne hos sine tre hovedaktører. De er ikke meget for at tale om skyld og ansvar. Speer undgik galgen takket være sit veltilrettelagte forsvar og et uigennemskueligt net af løgne. Dönitz betragtede sig frem til sin død i 1980 som tysk statsoverhoved og forventede en statsmandbegravelse, som han af gode grunde ikke fik. Best, som spiller en stor rolle i vores egen historie om Besættelsen, slap som holocaust-medløber billigt. Et sammensat menneske, som kunne fortjene nærmere studier.
Hvem er nutidens antisemitter?
Bogen slutter med nogle sådan lidt skolestilsagtige betragtninger om Tysklands tunge arv. Hvorfor lod det tyske folk sig forføre af nationalsocialisme? Hovedårsagen var uden tvivl udskamningen af tyskerne efter 1. verdenskrig, arbejdsløsheden, et slagent folks mismod, som Hitler dygtigt udnyttede i sin propaganda. Antisemitismen var latent i tiden – men jo ikke kun i Tyskland.
Sørensen undlader helt at nævne vor tids jødehadere. De er jo ikke først og fremmest at finde i højreradikale og nynazistiske kredse. De betyder så uendelig lidt. Det er ikke deres skyld, at synagogen i København er under beskyttelse, og at den lille jødiske menighed i Malmø har forladt byen. De fremmeste jødehadere er i dag at finde i muslimske kredse, som desværre hænger fast i en 1400-årig tradition. Hvorfor dog ikke nævne dét?
En ikke så nødvendig udgivelse
Behovet for udgivelsen af denne bog forekommer ikke påtrængende, eftersom der hverken i interviewene eller i de ledsagende kommentarer fremkommer afgørende nye oplysninger i forhold til den allerede eksisterende viden om emnet. Men det er da spændende og let glidende læsning, fotomaterialet er godt, og noteapparat og litteraturliste er overkommelige. Måske en gave til den opvakte og historieinteresserede konfirmand.
Frode Kristoffersen og Erik Ingemann Sørensen, Krigens sidste dage.
Gyldendal 2022, 287 sider, ill., 299 kroner.
