Smal bog om et betændt sår fra Besættelsen: samarbejdspolitikken. Nogle socialdemokrater gik nok lidt for langt. Men det var de absolut ikke ene om.
Socialdemokratisk fascination af Hitlers Tyskland?
Bogens undertitel fortæller, hvad den handler om: Socialdemokraterne og den tyske fascination under Besættelsen. Der var i partiet en vis tiltrukkethed af Nazityskland. Selveste landsfader Stauning var positivt indstillet til planøkonomien. Først da han døde i maj 1942 og ikke mindst efter Stalingrad begyndte vinden at blæse den anden vej. Snusfornuft? Opportunisme? Vi skal ikke glemme, at på dét tidspunkt troede de fleste, at tyskerne ville vinde krigen. Meget ændrede sig snart.
Arne Hardis er politisk redaktør på Weekendavisen og har blandt andre bøger skrevet et værk om Dansk Forfatterforenings udrensning af de unationale under Besættelsen. Her er han stødt på et navn som Harald Bergstedt, elsket forfatter (Solen er så rød, mor og Jeg ved en lærkerede), der endte med at hylde Hitler. En tragisk skikkelse, som aldrig forstod sin udstødelse.
En uheldig førerhilsen i München
Men ellers er personkredsen en gruppe af venstreorienterede socialdemokrater, mest bestående af økonomer og fagforeningsfolk, der samlede sig i studiekredse om det nye Europa, holdt foredrag, udgav bladet Globus, deltog i studierejser til Hitlers nye Tyskland. Nogle af deltagerne fik dog snart kolde fødder, bl.a. J.O. Krag og Henry Grünbaum. Andre gik linen ud og blev nazivenner. For var Føreren ikke grundlægger af en national socialisme?
Bogen bygger på grundige arkivstudier og på publiceret materiale. Det meste er kendt stof, men vinklet på en måde, så også ikke-kendere får udbytte af læsningen. Der dukker også nye navne og nye detaljer op. Det er elementært interessant læsning. Som at af dem kom en af rejsedeltageren, økonomen Niels Lindberg, kom til at hejle foran Feldherrenhalle i München.
Med landsfader Staunings velsignelse
Bortset fra denne smutter forsøgte man at holde tungen lige i munden. Senere, da næsten alle danskere var blevet modstandsfolk, henholdt de grænseoverskridende sig til, at alt skete med landsfader Staunings velsignelse. For havde han ikke ved en tale i Studenterforeningen i marts 1941 talt om en ”Nyorientering” i forhold til det sejrende Tyskland? Havde han ikke kritiseret liberalismen og kapitalismen? Hans grundtemaer frem til sin død et år senere var dansk lydighed mod besættelsesmagten, dansk frihed efter krigen, samarbejde undervejs.
”Forhandlingspolitik” – en nutidig eufemisme
I en diskussion med en politisk modstander i Folketinget kaldte Poul Nyrup Rasmussen det ganske vist for ”forhandlings-”, ikke samarbejdspolitik. Det lyder ligesom lidt mere positivt. Men det ændrer jo ikke på indholdet. I hvert fald stod Socialdemokratiet – men langt fra som de eneste – med et pinligt forklaringsproblem efter krigen. Ikke alt, hvad man havde foretaget sig, var lige kønt.
Bogen slutter med at pege på Socialdemokratiets friserede historieskrivning efter 1945, f.eks. i Hartvig Frischs Danmark besat og befriet. Den forstandige Hardis er ikke uden forståelse for regeringens hovedærinde frem til august 1943: at bevare dansk indflydelse under Besættelsen, herunder ikke mindst at hindre dannelsen af en nazistisk regering. Men malturt i bægeret var der altså. Det bliver vi nok aldrig færdige med at diskutere, selv så mange år efter Besættelsen.
Arne Hardis, Pibende hængsler.
Gyldendal 2022, 266 sider, ill., 300 kroner.
