Nu er den helt gal i Vollsmose – voldsom coronasmitte blandt ikke-vestlige indvandrere, men det bliver i vidt omfang fortiet af danske medier

(Arkivfoto: Privat)

Corona-smitten har føjet et nyt alvorligt kapitel til historien om den ikke-vestlige indvandrings alvorlige konsekvenser for det danske samfund.

 

Ifølge den seneste rapport fra Statens Serum Institut er smitten tre gange mere udbredt blandt folk med ikke-vestlig baggrund end blandt folk med dansk baggrund. (SSI)

 

Det er en stigning siden en lignende rapport blev offentliggjort i foråret. Og stigningen er til at tage og føle på i samfundet.

 

I den indvandrertætte bebyggelse Vollsmose i Odense er smitten nu dramatisk høj.

 

Og i den hårdt ramte Kolding Kommune, har den ene af to hårdt ramte skoler også en meget høj andel af børn med ikke-vestlig baggrund. Cirka 70 procent af eleverne har en sådan baggrund.

 

Dette skaber risiko for bølger af smitte.

 

Svimlende incidenstal i Vollsmose

Smittens udbredelse måles i det såkaldte incidenstal. Det angiver, hvor mange smittede der er pr. 100.000 indbyggere.

 

Myndighedernes bekymringer begynder ved tallet 20 smittede pr 100.000.

 

I den indvandrertætte Odense-bydel Vollsmose viser incidenstallet, at smitten er eksploderet.

 

Her har man ifølge TV2 Fyn nået et incidenstal på svimlende 634,4. For blot en uge siden lå tallet for Vollsmose på 153,1 – det var også højt, men siden er det altså kommet helt ud af kontrol.

 

For Odense Kommune er incidenstallet steget til 99,4, hvilket aktuelt giver kommunen en ubehagelig tiendeplads, når det gælder smitte i landets kommuner.

 

Den britiske variant og indvandrerne

Det har fået Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, til at komme med følgende advarsel:

 

”Vi må også være ærlige og sige, at situationen er rigtig potentielt farlig. For vores seneste tal viser, at to tredjedele af de smittede i Odense er smittet med den britiske variant. Og det vigtige med den britiske variant er, at den smitter på en anden måde, end vi er vant il. Den har bedre fat i de yngste, og den er mere smitsom.” (Jyllands-Posten)

 

I Kolding er smitten stagneret, men den ligger stadig meget højt.

 

Den britiske variant har øget coronatruslen kraftigt i Danmark. Og den har særligt gode vækstbetingelser blandt ikke-vestlige indvandrere.

 

Massiv overrepræsentation blandt ikke-vestlige indvandrere

I maj i år påpegede Statens Serum Institut, at coronasmitten er massivt overrepræsenteret blandt borgere med ikke-vestlig baggrund. Dengang påpegede man, at de ikke-vestlige borgere udgjorde 8,9 procent af befolkningen i Danmark, men udgjorde hele 18 procent af de coronasmittede i befolkningen.

 

Der var altså allerede god grund til i foråret at tale åbent om det særlige problem med smitten blandt ikke-vestlige indvandrere.

 

Men det gjorde man stort set ikke.

 

Og nu viser en aktuel fokusrapport fra instituttet, at den massive ikke-vestlige slagside blandt de smittede er blevet endnu større.

 

Ifølge rapporten udgør borgere med ikke-vestlig herkomst nu hele 25,7 procent af det samlede antal smittede.

 

Også blandt folk, der er indlagte med coronasmitte, er der en kraftig overvægt af personer med ikke-vestlig baggrund.

 

Fortielsen i danske medier

Dette er særdeles væsentlige og stærkt bekymrende oplysninger.

 

Alligevel bliver de i vidt omfang fortiet i de danske medier, hvor hensynet til den politiske korrekthed i alt for høj grad kommer foran for hensynet til sandheden.

 

Det danske samfund bliver hårdere og hårdere mærket af denne høje coronasmitte i de ikke-vestlige indvandrermiljøer. Men det skal man altså ikke forvente at få pålidelig oplysning om fra de danske TV-stationer og de store, gamle danske aviser.

 

Blandt folk med ikke-vestlig herkomst kommer den største andel af coronasmittede i Danmark fra Somalia, Pakistan og Tyrkiet. Altså tre lande i den muslimske verden.

 

Den Korte Avis har ved flere lejligheder beskæftiget sig med denne massive overvægt af coronasmitte i en række indvandrertætte områder. Vi har også påpeget, at den samme tendens findes i andre europæiske lande.

 

Parallelsamfund

Der findes ikke præcise analyser af, hvorfor der er denne kraftige overrepræsentation af coronasmitte i de ikke-vestlige indvandrermiljøer.

 

Som sagt vil størsteparten af de etablerede medier knap nok ud med, at der er denne store overrepræsentation – til trods for, at dette er indlysende vigtig oplysning for danskerne.

 

Men man kan nævne en række faktorer, der synes at være spil – i Danmark og i andre lande.

 

Ikke-vestlige indvandrere lever i vidt omfang i parallelsamfund. Rent fysisk koncentrerer de sig i bestemte bydele og boligområder.

 

Her lever de ofte meget tæt sammen – i de enkelte lejligheder, i de enkelte opgange, i de enkelte boligblokke og udendørsområder. Denne meget tætpakkede kontakt fremmer i høj grad smitten.

 

Samtidig kan de ekstremt stærke familiebånd betyde, at resten af familien ikke holder den nødvendige afstand til de syge. I en del tilfælde holder man de syge derhjemme i stedet for at få dem afsted til hospitalet.

 

Samfundssindet mangler

Den manglende integration kan også øge smittefaren på anden vis:

 

I Danmark er samfundssindet meget stærkt – altså ansvarligheden over for medborgerne og samfundshelheden.

 

En stor del af de ikke-vestlige indvandrede præges ikke af det samme samfundssind. For dem er familien i centrum.

 

Det kan blandt andet føre til uansvarlig adfærd i form af blandt andet unge i flok uden mundbind, større fester eller begravelser med mange deltagere. Eller simpelt hen bare foragt for de spilleregler, der i det daglige skal beskytte mod coronasmitten.

 

Det var for eksempel situationen i Ishøj centeret. Grupper af unge ofte uden mundbind drev rundt i centeret.

 

Manglen på samfundssind og samfundsansvar kan også give sig andre udslag. Således kan det i Danmark og andre lande knibe gevaldigt med at holde sig orienteret om de oplysninger og advarsler, der kommer ud via myndigheder og medier.

 

Det er derfor, man ser så mange frustrerede forsøg fra de kommunale og statslige myndigheder på at få ikke-vestlige indvandrere i tale omkring bekæmpelsen af smitten.

https://www.ssi.dk/aktuelt/nyheder/2020/status-pa-covid-19-smitte-blandt-etniske-minoriteter-i-danmark

 

https://www.tv2fyn.dk/odense/mange-smittede-odense-skruer-op-corona-indsatser-i-vollsmose

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…