Vinhøsten skuffer i Europa men sætter rekord i landene syd for ækvator

Den internationale Vinorganisation, OIV, frygter et rekordlavt høstresultat i 2021. 250 millioner hektoliter skulle det blive til, og det er 7 pct. lavere end den gennemsnitlige produktion i de seneste 20 år.

 

Årsagen skal søges i forårets megen frost, mange haglbyger og ekstreme regnmængder i Europas førende vinlande, og selv en forventet rekordstor høst i vinlandene syd for ækvator kan ikke udligne europæernes tab.

 

Det elendige vejrlig har heller ikke været befordrende for kvaliteten, hvorfor det må være selvmodsigende, hvis vinbønderne begynder at kræve mere for deres 2021-vin. Men det får vi svaret på om et par år, når flaskerne sendes markedet, og i mellemtiden kan vi så hygge os med det, som vi kan købe i dag. Det er ikke så ringe endda.

 

Rødvin

 

Château Roc de Binet, 2015 Montagne Saint-Emilion AOP, Bordeaux, Frankrig – Normalpris 149.95 kr. – Tilbud: 2 flasker for 225 kr. hos MENY.

Vinen er klassisk og fremstillet af druesorterne Merlot (85%) og Cabernet Franc (15%), der vokser på marker  5 km udenfor Saint-Emilion centrum i satellitkommunen Montagne Saint-Emilion. Bouquet’en udsender duft af bær, og i smagen bydes der på både solbær og mørke morelkirsebær. Vil matche alt kød uanset dyr. Importør: Gobi Vin, Valby.

 

Societa Agricola Argiano, 2019 Non Confunditur, Toscana Rosso IGT, Montalcino, Toscana, Italien – Normalpris 134,95 kr. – Tilbudspris 79,95 kr. pr. styk ved køb af 12 flasker.

Denne vin er en ægte Supertoscaner, som er lavet på lokale og internationale druesorter, hvori der indgår 40% Sangiovese, 30% Cabernet Sauvignon, 20% Merlot og 10% Syrah. Den mærkværdige titel betyder ”Du skal ikke forveksle” og relaterer til fordums tider, hvor Argiano-familien havde eget våbenskjold. Der er kraft og saft i smagen, hvor frugt blander sig med noter af kaffe og tobak. Importør: Philipson Wine, Kokkedal.

 

Story Ridge Vineyards, 2018 Panamera, Cabernet Sauvignon, St. Helena, Californien, USA – Normalpris 119,95 kr. – Tilbudspris 99,95 kr. pr styk ved køb af 6 flasker.

Vingården er en del af  Rutherford Wine Company, som har hovedkvarter i Napa Valley, men som også producerer vin fra andre områder langs Stillehavet. Der er ikke de store dikkedarer i flasken. Indholdet af den rene Cabernet Sauvignon drue smager bare godt og giver fuld valuta for pengene. Importør: Theis Vine, Charlottenlund.

 

Château Malijay, 2020 Côtes du Rhône AOP, Jonquières, Orange, Rhône-dalen, Frankrig – Normalpris 119 kr. – Tilbudspris 101 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker.

Denne Côtes du Rhône er stukket sammen af 50% Grenache, 45% Syrah og 5% Mourvèdre druer. Vinen dufter af brombær, lavendel og mirabeller, og i smagen er der god bærsødme parret med frisk syrlighed. Den har tilstrækkelig styrke – 13,5% alkohol – til at ledsage en af efterårets sammenkogte retter. Importør: Propperiet, Brædstrup.

 

Bodegas Callejo, 2020 Flores de Callejo, Sotillo de la Ribera, Ribera del Duero DO, Castilla Y Leon, Spanien – Kampagnepris 117,90 kr.

Vingården, som omfatter 55 hektarer vinmarker, blev grundlagt af Félix Callejo i 1989, men drives i dag af hans 4 børn med hver deres lederfunktion. Flores-vinen er lavet på 100 procent Tempranillo druer og fremstår frisk og saftig og ikke så tung og svær at drikke som mange af vinregionens produkter. Importør: Sigurd Müller Vinhandel, Aalborg.

 

Vinicola Angelo Rocca & Figli, 2018 Bel Moro, Barbera d’Alba  DOC, Piemonte, Italien – Normalpris 109,95 kr. – Tilbudspris 69,95 kr. På tlf. 86 41 96 00 oplyses nærmeste forhandler.

Vinfirmaet blev grundlagt i 1880 af Francesco Rocca og har et imponerende vintapperi og lager i byen Agrate Brianza i Lombardiet (Se vedstående foto). Det er udelukkende bygget i marmor og granit. Druerne til Bel Moro er dyrket i Alba i Piemonte, og topmoderne produktionsmetoder giver topkvalitet Importør: AMKA, Randers.

 

Azienda Agricola Rossetti, 2019 Governo All’Uso Toscano, Rosso IGT, Gradara, Toscana, Italien – Normalpris 99,95 kr. – Tilbud: 3 flasker for 250 kr.

Vinen, der er blendet af danskeren med italienske rødder, vinagent Kenny Pellegrino, bygger på en 700  år gammel italiensk produktionsmetode. Den hedder Governo og består i at en større portion af druerne får lov til at tørre ud til rosiner og dermed giver mosten ekstra styrke og smag. Et godt modstykke til amarone og Ripasso. Forhandler: Supermarco, København SV.

 

California Wineproducers, 2018 Zin og Zins, Premium Zinfandel, Californien, USA – Normalpris 69 kr. – Tilbud: 2 flasker for 89 kr. På tlf. 86 91 18 44 oplyses nærmeste forhandler.

Inden for amerikansk vinproduktion har man en lettere tilgang til lov og orden end de strikse vilkår, som EU sætter for sine vinbønder. I USA går det mere på at lave vin, der pleaser forbrugerne, end at opsætte regler for, hvordan vinen skal laves, og denne filosofi er denne Zinfandel et godt eksempel på. Den har en god frugt og en sødme af rosiner, som alle synes om, og hvad kan man så ønske sig mere? Importør: Fortium Wine, Hinnerup.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…