Vinen til de nye studenter

Juni er måneden, hvor årgangens nye studenter springer ud, og i år er der ekstra god grund til at fejre deres præstation, som har stået i Corona-pandemiens skygge. Henved halvdelen af gymnasietiden er foregået som hjemmestudium foran computeren, og det er ikke optimalt for indlæringen. Men nu er 13-14 års skolegang slut, og fest er uundgåeligt og forståeligt. Afstand og mådehold er gode ting at huske, men lad os ikke glemme, at det er undtagelsen, der bekræfter reglen.

 

Hvidvin

 

Weingut Karl Erbes, 2020 Ürziger Würzgarten, Riesling, Feinherb, Ürzig, Mosel, Tyskland – Normalpris 129 kr. – Tilbudspris 86,50 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker.

Vingården Karl Erbes med sine kun 5 hektarer jordtilliggende blev grundlagt i 1967. Markerne ligger på stejle mineralholdige skiferskråninger ned mod floden Mosel. Her dyrkes udelukkende Riesling-druer , og den nuværende ejer Stefan Erbes søger den balance mellem sødme og syre, som gør Moselvinene så attraktive. En lækker ledsager til fisk og andet godt fra havet.

Importør: Propperiet, Brædstrup.

 

Villa Boheme, 2020 Moscato Dolce, Provincia di Pavia IGT, Piacenza, Italien – Normalpris 79,95 kr. – Tilbudspris 39,95 kr. hos Meny.

Her har vi den helt rigtige vin at servere, når de hujende nybagte studenter kommer kørende i alle former for transportmidler på hjemmebesøg hos de stolte forældre. Den er frisk, perlende og sødmefuld  og så holder den kun 5% alkohol. Druen er den populære Moskateller, der her vokser i Pavia-provinsen sad for Milano og øst for Asti i Piemonte i Norditalien.

Importør: GOBIvin, Valby.

 

Rosévin

 

Château de Berne, 2020 Inspiration, Côtes de Provence Rosé AOP, Lorgues, Frankrig – Normalpris 159,95 kr. – Tilbudspris 129,95 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker.

Denne Inspiration-cuvée, der er baseret på druesorterne Grenache Noir, Cinsault og Syrah, repræsenterer indbegrebet af de bedste rosévine fra Provence. Man kan virkelig tale om et ”ægteskab” af frugtighed og finesse. Vinen egner sig utrolig godt til sæsonens fisk, der ristes på grillen, men er selvfølgelig også selvskreven som aperitif.

Importør: Theis Vine, Charlottenlund.

 

Vignobles Paul Mas, 2020 Château de Conas, Pays d’OC IGP, Pezenas. Frankrig – Kampagnepris 65 kr. På tlf. 86419600 anvises nærmeste forhandler.

Firmaet Paul Mas er en sammenslutning af en række vingårde i Sydfrankrig, der råder over henved 2000 hektarer vinmarker. Her dyrkes mere end 40 forskellige slags druetyper. Den aktuelle vin er fremstillet af 100% Syrah druer og har en lyserød, indbydende morelfarve. Smagen er fyldig med god balance mellem syre og frugt.

Importør: Amka, Randers.

 

Rødvin

 

Villa Vignamaggio, 2016 Gherardino Riserva, Chianti Classico DOCG, Greve in Chianti, Toscana, Italien – Normalpris 179 kr. – Tilbud: 2 flasker for 300 kr.

Vinslottet stammer fra Renæssance-perioden i 1500-tallet og var på det tidspunkt ejet af Anton Maria Gherardini, hvis datter Mona Lisa inspirerede multikunstneren Leonardo da Vinci til at male det verdensberømte portræt, som nu hænger på Louvre i Paris. De borglignende bygninger ligger mellem Firenze og Sienna og på 70 af i alt 400 hektarer med fem forskellige mikroklimaer dyrkes vin af virkelig høj kvalitet.

Forhandler: Supermarco, København SV.

 

Château Tour de Mirambeau, 2018 Despagne, Reserve Rouge Bordeaux ABP, Naujan, Entre Deux Mers,  Bordeaux, Frankrig – Normalpris 119,95 kr. – Tilbudspris 89,95 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker.

Despagne er navnet på en navnkundig motocross cykelrytter og ejer af en samling slotte i hjertet af vinområdet Entre Deux Mers syd for Bordeaux. Han laver ærkeægte Bordeaux-vin  af druesorterne Merlot, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon. Den har den rigtige duft af solbær og anis med en snert af kirsebær og kildrer smagsløgene med blødhed og elegance.

Importør: Philipson Wine, Kokkedal.

 

Domaine des Terres Vivantes, 2019 La Lutine, Beaujolais Village AB-VP, Blacé, Bourgogne, Frankrig – Kampagnepris 94,40 kr.

De lette friske frugtsmagende vine fra Beaujolais, som i 1980’erne efter mange danskeres mening var toppen af alt fransk, oplever i dag en fortjent genfødsel. Flere og flere får nok af de mange tunge og sukkersøde vine, som sætter deres præg den moderne vinverden. Finesse og elegance præger da også La Lutine, der som al vin fra denne region er lavet på Gamay-drue, der siden 2012 har haft certifikat på at være økologisk. En rigtig lækkerbisken.

Importør: Sigurd Müller Vinhandel, Aalborg.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…