Vin til lunefulde april

Vejrmæssigt er april måned noget af det mest lunefulde, som udspiller sig i vort lille land. Stormen kan pibe om ørerne på os i Struer, mens der samtidig kan være nærmest blikstille på Arresø i den østlige ende af Danmark. Og med sådanne udsving bliver det ikke lettere at vælge vin, hvis der er lagt plan om en tur ud i den spæde grønne natur. Hvad gør den kloge? Han garderer sig selvfølgelig og pakker tre flasker ned i madkurven: En hvid, en rosé og en rød, og vupti, så er man på den sikre side. Det kan vinnyderen også være med denne uges udvalg. 3 hvide, 1 rosé og 3 røde.

 

Hvidvin

 

Di Lenardo Vineyards, 2018 TOH! – Friulano, Friuli DOC, Gonars, Udine, Italien – Normalpris 109,95 kr. – Tilbudspris 99,95 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker.

Friuli ligger i det nordøstlige Italien tæt på Slovenien. Her vokser den sjældne drue Friulano, som indtil for nylig var ved at uddø på grund af manglende interesse. Nogle lokale nørder gid i gang med at redde den, og det er der god grund til at takke dem for. Druen giver en let, ukompliceret blomstersmagende vin i glasset, som minder en hel del om både Pinot Gris og Sauvignon Blanc, og begge er jo absolut charmerende.

Importør: Theis Vine, Charlottenlund.

 

Klein Konstantia, 2020 Rowan’s Ridge, Western Cape, Cape Town, Sydafrika – Kampagnepris 79,95 kr. På tlf. 86419600 oplyses nærmeste forhandler.

Klein Konstantia blev grundlagt i 1685 af Simon van der Stel, som var den første hollandske guvernør i Cape Town. Vingården hører til blandt verdens 20 smukkest beliggende, og dens reputation som vinmager ligger ligeledes helt i top. Den aktuelle vin er en lækker dagligvin af meget høj klasse – lavet udelukkende på druesorten Sauvignon Blanc. Smag og duft er præget af tropiske dufte med strejf af melon og hyld. Drik den godt afkølet.

Importør: Amka, Randers.

 

Domaine Gustave Burger, 2019 Gustavberger Riesling, Marlemheim, Alsace, Frankrig – Normalpris 69,95 kr. – Tilbudspris 59,95 kr. hos MENY.

Franske og tyske vinbønder på begge sider af grænsefloden Rhinen kappes intenst om at lave de bedste hvidvine. Nogle år er det højresiden, andre år venstresiden som tager vinderpalmerne, men oftest står det lige, når det gælder druesorten Riesling. Her er der normalt kun vindere, og alle uden undtagelse er begejstret for Riesling, som både er en fremragende madvin, men som også tager kegler som terrassevin. Læg i øvrigt mærke til den meget humane pris, som er sjælden lav for så godt et produkt.

Importør: GOBIvin, Valby.

 

Rosévin

 

Vignerons de Saint Tropez, 2020 Note Bleue Rosé, Côtes de Provence AOP, Gassin, Var, Frankrig. Normalpris 119,95 kr. – Tilbudspris 69,95 kr. pr. styk ved køb af 12 flasker.

Producenternes officielle navn er Les Maitres Vignerons de Saint Tropez. På deres ni fælles domæner laver de nogle fremragende rosévine på Cinsault og Grenache druer, som passer både aperitif og til en række lette forårs- og sommerretter, hvilket ikke mindst skyldes, at vinen fremstår tør og læskende.

Importør: Philipson Wine, Kokkedal.

 

Rødvin

 

Azienda Agricola Alessandro Rivetto, 2016 Nebbiolo, Langhe DOC, La Morra, Piemonte, Italien – Normalpris 129 kr. – Tilbudspris 99 kr.

Vinhuset har etableret base i Piemonte-byen La Morra, men fremstiller vin fra egne og kollegers vinmarker i både Serralunga, Alba og Langhe. Den aktuelle vin er deklasseret fra at være en langt dyrere Barbaresco til en midlertidig ”prisbillig” Nebbiolo-druevin fra Langhe, fordi producenten er kommet i pengenød som følge af Corona-pandemien. Så det er absolut gode sager, som gemmer sig i flasken. Man kan med et moderne udtryk sige, at vinen performer flot.

Forhandler: Supermarco, København SV.

 

Cantine San Marco, 2020 Passo dopo Passo, Primitivo, Puglia IGT, Apulien, Italien – Normalpris 119 – Tilbudspris 89,25 kr.

Vingården er aldersmæssig ung og blev først startet i 1986. Ejerne er den apuliske vinbonde Umberto Notarnicola og den piemontiske vinekspert Bruno Viola. De fandt sammen med det formål for øje at lave klassisk vin fra den italienske støvlehæl, som var kommet under kommercielt pres fra internationale producenter, som omdøbte den lokale Primitivo-drues navn til det amerikanske Zinfandel. Deres projekt er lykkedes perfekt, og den oprindelig stil er bevaret. Det er en lækker ledsager til andefugle.

Importør: Propperiet, Brædstrup.

 

Domaine du Sabot, 2019 Beaujolais-Villages AOP, Pontanevaux, Beaujolais, Bourgogne, Frankrig – Kampagnepris 87,30 kr.

Beaujolais er det sydligste medlem af Bourgogne-familien. Her hersker Gamay-druen, og den kommer her til fuld udfoldelse med sit rene og lette frugtagtige udtryk, der mest af alt indeholder en smagsblanding af kirsebær og hindbær.

Vingården har siden starten i 1711 været samme families ejendom og drives i dag af far og søn, Xavier og Grégory Barbet, som udgør 8. og 9. generation. De har kvalitetsbevidst inden for de seneste år investeret massivt i nye vinmarker og vingårde bl. a. i hvidvinsdistriktet Maconnais, der er nabo til Beaujolais.

Importør: Sigurd Müller Vinhandel, Aalborg.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…