Tidligere lektor ved hærens officersskole: Den store muslimske indvandring betyder, at Europa i dag er præget af mange lavintensive borgerkrige – de vil efter Afghanistan i uhyggelig grad tage til i styrke

USA og dets allierede troede, at de stod med en vindersag ved at gå i krig både mod Talibans barbariske styre i Afghanistan og det på det tidspunkt største og farligste internationale terrornetværk Al-Qaeda, som talibanstyret havde givet husly. De så det som en 3-dobbelt befrielseskrig, der dels skulle befri Afghanistan for talibanerne og Al-Qaeda, dels bygge en ny, moderne stat, så verden kunne se, at Vesten kunne dét, Sovjetunionen ikke kunne, og dertil også befri islam for dets krigeriske og arkaiske elementer, så den fredelige, tolerante og menneskerettighedskonforme ”sande” islam kunne frigøre sig. Det lykkedes bare aldrig at vinde kampen om det overvældende befolkningsflertals Hearts and Minds, som man kaldte det[1], for dette efter min mening i og for sig prisværdige projekt i det i 2001 22 millioner, nu (2020) 39 millioner personer store land[2].

 

Ikke desto mindre var den vestlige moderniseringshensigt ikke grebet ud af luften, i hvert fald ikke set fra Vesten. Det gav bestemt mening i 2001 at antage, at kombinationen af den nylige barbariske undertrykkelse under Taliban efter den sovjetiske besættelse og den enorme vægt af unge i befolkningen ville resultere i et ønske blandt ungdommen om at se på forholdene i Afghanistan med friske fremtidsrettede øjne, fravælge de tilbagestående og tilvælge de moderne og menneskelige forhold.

 

Dette fragmenterede land viste sig imidlertid ikke at være modtagelig for state-building[3]. De decentrale kræfter var for stærke, særligt, men ikke udelukkende i form af de mange warlords, der modsatte sig centraliseringen[4]. Den fredelige, tolerante og menneskeretskonforme islam viste sig ligeledes kun at eksistere hos et fåtal af individer. Ungdommen reagerede heller ikke, som man fra Vestens side troede, den ville. De eneste to ting, der virkelig voksede under de 20 års vestlig intervention, var befolkningen og korruptionen. På bare 20 år voksede befolkningen med henad 80 %, en stigning der startede i 1990. Korruptionen voksede oceanisk. Et uland kan ganske enkelt ikke absorbere så store investeringer, som Bonn-alliancen af interventionslande på så kort tid pumpede ind i landet. Det kogte over i korruption.

 

Det fragmenterede land

Korruptionen blev fremmet af de mange etniske grupper, hvis indbyrdes magtbalance hele tiden truedes af de massive udefra kommende ressourcer og derfor hele tiden skulle kompenseres – og der var og er mange etniske grupper i Afghanistan: Pashtuner, tajikker, hazari og uzbeker for at nævne de største grupper, hvortil kommer andre, mindre grupper såsom baloch, turkmener, nuristanerne, pamirer, araber, gujarer, brahuier, qizilbasher, almaqer, pashaier og kirghiser[5]. Hertil kommer den sproglige fragmentation med dari (det officielle sprog) og pashto som de største sprog.

 

Afghanistan var og er i modsætning til den nævnte heterogenitet derimod religiøst homogent, idet 99,7 % af befolkningen er muslimer, hvoraf de 85 % er sunni, mens 15 % er shi’a og ismailiter[6]. Ifølge antropologen Thomas Barfield tilhører Afghanistan den større tyrkisk-persiske kulturhistoriske enhed, der omfatter hele det iranske plateau[7].

 

Befolkningen er ung, 41 % er under 15 år, 21 % 15 – 24 år, mens 32 % er 25 – 54 år, derimod er kun 7 % 55 år eller derover (!). Det vil sige, at c. 60 % af befolkningen er vokset op under interventionen siden 2001, mens 32 % er vokset op under Taliban-styret, Sovjet-tiden og den mere eller mindre liberaldemokratiske[8] tid lige efter Ander Verdenskrig.

 

Det vil sige, at det er de unge, altså dem, man ellers hævder, er mest omstillingsparate og mest opsatte på fornyelse, der løbende har afvist interventionslandenes tilbud med state-building, modernisering og innovation. De vil hellere beholde de lokale former for islam-legitimeret lokal traditio­nalisme. Rent faktisk var det den lokale pashtunsk-islamiske traditionalisme, der gik af med sejren. Det er i den forbindelse ganske sigende, at det arabisk-islamiske ord for innovation, bid’a, også betyder kætteri[9]. Vestens bestræbelse på at bygge en moderne stat efter vestligt forbillede betragtedes således af flertallet af muslimer som kætteri, og det er der dødsstraf for iflg alle juristers tolkning[10] af shari’aen.

 

Afghanistans areal er på 652.230 km2, og det har på landkortet form af et omvendt, skråtliggende blad, hvor bladspidsen vender skråt nedad i sydvestlig retning mod Iran, mens stilken peger skråt opad i nordøstlig retning mod Kina med Wakhan Korridoren, der har en 76 km lang grænse ind til Kinas Xinjiang Region[11]. Midt i landet ligger et bjergmassiv, som strækker sig op mod nordøst med Hindu Kush og stilken ved Wakhan Korridoren. Mod sydvest nede i retning af bladets top afløses bjergene af lavland med ørken og sletteland i Helmand- og Nimruz-provinserne. Nimruz grænser op til Iran. Helmandfloden, der har sit udspring oppe i Hindu Kush, løber ned igennem Helmandprovinsen og fortsætter ind i Iran.

 

Landets befolkningsstørrelse svarer omtrent til Polens, men på det dobbelte af Polens areal. Hvor Polen er et fladt land, er Afghanistan med få undtagelser bjergland.

 

Det var i Helmanddalens nordre ende ved Lashkar Gah og Geresk i den grønne zone med Helmandfloden det danske ISAF-kontingent lå. ISAFs hovedkvarter var i Camp Bastion, hvor også det danske bidrag til felthospitalet var indkvarteret.

 

Egentlig skulle folk flest i Afghanistan iflg. multi-kulti-ideologerne være blandt de lykkeligste på Jorden. Afghanistan er nemlig i sandhed et multikulturelt og flersprogligt drømmeland.

 

TO KOLLIDERENDE INTERESSER OG VERDENSFORSTÅELSER: VESTENS OG ISLAMS

Det afgørende er nu at få svar på, hvordan Vestens nederlag forstås på kort, mellemlangt og langt sigt og hvilke konsekvenser nederlaget kunne formodes at få inden for de 3 tidshorisonter? Men forstås af hvem? Mit udgangspunkt er at svarene på disse spørgsmål vil være forskellige alt efter om svarene gives af vestlige analytikere og aktører eller islamiske ditto. Jeg formoder, at det er de islamiske analytikere og aktører, der kommer til at sætte dagsordenen, og at Vesten bliver den reaktive part, der forvirret værger for sig i forsøg på at undgå at illusionerne fortsætter sine fald. Det skyldes, at Vestens opfattelse af den islamiske verden bygger på en gigantisk illusion.

 

Vestens forståelse af den muslimske verden

I foråret 1974, et halvt år efter Jom Kipur-krigen i oktober 1973 mellem Israel og Egypten & Syrien fik jeg tilladelse til at deltage i et såkaldt luksusseminar om Mellemøsten hos Niels Amstrup, lektor i international politik ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet. I første dobbelttime skulle seminardeltagerne bl.a. tage stilling til, hvad man ville skrive opgave om. Man kunne vælge ét af Amstrups emneforslag eller man kunne selv foreslå et emne, der så skulle godkendes af Amstrup. Det var der ikke noget mærkeligt i. Det var standardprocedure ved Institut for Statskundskab, i hvert fald dengang. Jeg ved ikke, hvordan det er i dag.

 

”Jeg vil gerne skrive om samfundsteori og religion i islam”, sagde jeg, da jeg blev spurgt. Amstrup studsede, tøvede og sagde så: ”Kom lige med op på kontoret i pausen!” Da vi kom op på kontoret, sagde han: ”Det synes jeg er en dårlig idé! Mellemøsten er så vesterniseret, at det ikke giver mening at skrive om det emne.” Jeg insisterede imidlertid, og han accepterede mit emne. Han gav mig også nogle vigtige litteraturforslag, hvoraf jeg særlig har haft glæde af Majid Khadduris bog War and Peace in the Law of Islam[12].

 

Majid Khadduri grundlagde studiet af islamisk ret i USA, og han havde gæstet Instituttet tidligere. Jeg har efterfølgende læst flere af hans bøger med udbytte. De er solide. Set i bakspejlet tror jeg, hans War and Peace in the Law of Islam er den vigtigste bog, jeg har læst om islam, for hvad kunne være vigtigere at vide noget om for en politolog som mig, der ønskede at specialisere sig i Mellemøstens internationale politik, end hvornår muslimer går i krig, og hvornår de slutter fred, og alt det der ligger ind imellem krig og fred, og jeg har i alle årene benyttet den i undervisningen i statskundskab på Hærens Officersskole, og igen og igen opfordret mine elever til at læse bogen. Jeg ved da også, at nogle af dem har fulgt mit råd. Jeg har læst 1000-vis af bøger og artikler om islam og Mellemøsten siden 1974, og War and Peace in the Law of Islam har stadig overlevet som den bedste bog om sit emne.

 

Set i bakspejlet er den opgave, jeg skrev i foråret 1974, den vigtigste opgave, jeg har skrevet under mit studium. Den var nærmest forud for fremtiden.

 

Det allermest interessante ved Niels Amstrups fraråden var dog hans bedømmelse af islams betydning for forholdene i Mellemøsten: Vesterniseringen i Mellemøsten skrider uophørligt fremad, hvorfor islam også mister mere og mere af sin samfundsmæssige betyd­ning ligesom kristendommen i Vesten, sagde Amstrup. Han var bestemt ikke ene om den vurdering. Det troede man i de fleste faglige kredse i Vesten den gang. Bedømmelsen er ikke mindst vigtig i lyset af, hvor forkert den snart skulle vise sig at være. Allerede året efter, i 1975 brød borgerkrigen i Libanon ud mellem de kristne og muslimerne og den varede i 15 år. Vesten så, hvad der skete, men forstod det ikke. Og 5 år efter Amstrups råd til mig – i 1979 – sad Khomeini ved magten i Teheran. Shahen var afsat og døde i eksil i Egypten i 1980, hvor Præsident Sadat gav ham en statsbegravelse. Vesten så, hvad der skete, men man forstod det ikke.

 

Som et både barokt-pinligt og naivt-komisk udslag af den forvrængede vestlige forståelse kan tjene den allerede da berømte og feterede franske stjernefilosof og idehistoriker Michel Foucault, erklæret homoseksuel, der i begejstring over urolighederne i Iran, rejste til Iran i efteråret 1978, hvorfra han angiveligt skrev en række artikler til det store Milano­dagblad Corriere della Sera[13] om den iranske revolution. Heri udtrykte han sig underdanigt som en imiteret shi’a-muslim cum persisk nationalist og gav bl.a. udtryk for, at han var imponeret over den åndelige dimension i Khomeinis islamiske styreform! Den åndelige dimension!!! Som homoseksuel!!! Foucault oplever, hvad der sker, men forstår det ikke. Han tror, han oplever en idealudgave af den franske 1789-revolution[14]. Virkeligheden var stik modsat[15].

 

Virkeligheden udviklede sig i en helt anden retning end teorien forudsagde og alligevel holdt man fast i teorien. Niels Amstrups bedømmelse af islams samfundsmæssige betydning deltes fortsat af staternes beslutningstagerne i oktober 2001, da man som reaktion på angrebet på World Trade Center gik ind i Afghanistan, dog med den modifikation at man nu ikke længere troede på en ren indredrevet vesternisering, sådan som Amstrup troede tilbage i 1974. I stedet mente man, at vesterniseringen skulle løftes ud af starthullerne af en vestlig militær intervention – i det opløsende Jugoslavien, i Irak, i Afghanistan, i Syrien, i Libyen. I dag kan man konstatere, at også dette var en fejlvurdering. Den eneste indredrevne historiske udvikling i den muslimske verden siden 1967 er gået i stik modsat retning, en styrkelse af islamiseringen.

 

Som sagt: Iran gik ikke i vestlig retning, Tyrkiet heller ikke. Egypten og de andre lande ramt af det såkaldte arabiske forår heller ikke (Irak, Syrien, Libyen, Tunesien, Algeriet, Marokko og Jemen). Og allervigtigst for Vesten, de muslimske indvandrere til de vestlige lande, som Vesten søvngængeragtigt har inviteret ind i Vesten, er heller ikke for flertallets vedkommende blevet vesterniserede. I stedet har Vesten med åbne menneskerettighedsøjne libaneseret/balkaniseret sig selv. Det vil efter min bedste vurdering vise sig skæbnesvangert for Vesten. Det er i stedet indtil videre blevet til lavintense borgerkrige i Vesten, der blot venter på at blive eskaleret, primært af ekstreme indvandrede muslimer.

 

Islams historiefilosofi

Jeg gætter derfor på, at muslimske intellektuelle i og uden for den muslimske verden nu vil se nederlaget i Afghanistan som et tegn fra Allah til muslimerne i og uden for Mellemøsten om på islams vegne at gøre osmannernes bestræbelse på at erobre Europa færdig. Da Muhammeds liv og færden udgør modellen for islams konfessionelle historie, forekommer det nærliggende nu at regne med opsigelsen af våbenstilstandene mellem Vesten og islam à la Hudaybiyyatraktaten i 628[16]. To år senere, i 630 erobrede Muhammed Mekka. Parallelt hertil er det ultimative mål for muslimerne i og uden for Europa erobringen af Rom og Vatikanet, ligesom man erobrede Konstantinopel i 1453. Det mellemliggende mål er overtagelsen af Frankrig, menneskerettighederne og sekularismens førsteland[17].

 

Til min store forundring har jeg aldrig set overvejelser over datoen 11. september for angrebet på World Trade Center. Alle ser ud til at gå ud fra, at datoen var valgt tilfældigt. Det er jeg ret sikker på ikke er tilfældet. Muslimerne kan i modsætning til folk i Vesten deres historie, særligt nederlagene smages der på. Islams sejr i krig anses traditionelt for en bekræftelse på islams sandhed[18].Nederlagene sår tvivl om pagten med Allah og ansporer muslimerne til uden for al tvivl at gøre sig fortjent til fortsat at være Allahs bedste umma (fællesskab/menighed), som det siges i Koranen, sure 3, v.110.

 

Vestens tilbagetrækning fra Afghanistan vil i muslimernes øjne efter min vurdering få de muslimske intellektuelle til at søge efter paralleller i Muhammeds krige. Her ligger traktaten ved Hudaybiyya 628 som nævnt lige for. Nederlaget i Afghanistan vil så at sige cancellere ikke bare osmannernes nederlag i slaget ved Kahlenberg uden for Wien 12. september 1683[19], men også hele linjen af vestlige, kristne sejre tilbage til den kristne sejr over tyrkerne i søslaget ved Lepanto 7. oktober 1571[20], den muslimske overgivelse af Granada 2. januar 1492 til Castiliens Isabella og Ferdinand under den spanske reconquista[21] og til nederlaget godt 700 år tidligere til den franske major domus Charles Martel i slaget ved Poitiers oktober 732[22].

 

Om betydningen af Charles Martels sejr for Europas fremtid skriver R. R. Palmer, Joel Colton & Lloyd Kramer i deres fremragende lærebog A HISTORY OF EUROPE IN THE MODERN WORLD: ”Islam was turned back into Spain, thereby allowing the people of Western Europe to expand their emerging Latin Christian culture.”[23] (Islam blev sendt tilbage til Spanien, hvorved folkene I Vesteuropa tillodes at udvide deres frembrydende latinsk-kristne kultur)

 

Særligt de muslimske indvandrere til Europa, formoder jeg, vil følge Allahs tegn og påtage sig opgaven indefra, men med støtte af forskellig slags udefra. De bor jo midt i dar al-harb[24] (krigens hus), som fjendeland hedder i al-siyar, islams folkeret, og kan bevæge sig hjemmevant her. Støtten udefra derimod vil gives fra dar al-islam (fredens hus), som området, hvor shari’aen i princippet gælder, hedder. I dar al-harb er de allerede begyndt på ”den lange vandring gennem institutionerne”, som Rudi Dutschke allerede i 1967 proklamerede skulle være socialisternes sejrsvandring i Vest, men som i dag benyttes af muslimerne til bid for bid at overtage alt lige fra boligforeninger til vælgerforeninger, skoler og universiteter, kommunalbestyrelser og parlamenter. One man, one vote, once, som den amerikanske mellemøstspecialist William B. Quandt engang sagde i forbindelse med borgerkrigen i 1990’erne i Algeriet.

 

Som nævnt må tilbagetrækningen fra Afghanistan formodes at blive forstået i islamiske termer og inden for den islamiske historieteori, der er væsensforskellig fra den dominerende vestlige. Ifølge denne har muslimerne nu gentagne gange i de sidste år på forskellig vis bevist for Allah, at de stadig fortjener at være hans bedste menighed (umma). De har trods alle fristelser afvist kristendommen og det kristne og sekulære menneske- og samfundssyn. Hermed går man ud fra, at Allah nok engang har bekræftet pagten mellem Allah og muslimerne, men man kan aldrig vide. Det er den test, der bliver de kommende års mange kampe på alle niveauer mellem muslimer og ikke-muslimer internt i Europa.

 

Den muslimske historieforståelse er iflg. den nu pensionerede Lund-professor i islamologi Jan Hjärpe[25] grundlæggende en konfessionel historieforståelse, der begynder med Adam, som både er det første menneske og den første profet. Det anses for at være et historisk faktum. Kildekritik i vestlig forstand er stort set fraværende, fremhæver Jan Hjärpe. Det uddybes af den tyske islamforsker og professor ved universiteterne i tyske Bonn og belgiske Leuven Christine Schirrmacher. Hun undersøgte muslimske lærdes kritik af kristendommen o. 1900 og fandt, at de mente, at nødvendigheden af at underkaste kristendommen kildekritik var et bevis på, at de kristne har opdaget at kristendommen ikke er sand. Noget sådant behøver islam derimod ikke, for den er jo sand![26]

 

Hermed bliver islam iflg muslimerne ”menneskehedens religion”, ”den naturlige religion”, der svarer til menneskets medfødte natur og anlæg. Mennesket er iflg dette historiesyn Allahs khalifa, Allahs forvalter. Allah er rabb al-alamin, ”verdernes herre”. Mennesket ejes af Gud og er Guds slave (abd). Guds vejledninger til mennesket er Allahs lov, shari’a[27]. Her er der ingen plads til menneskerettigheder. Kun slaveejeren har forståeligvis rettigheder.

 

Som antropologen Ernest Gellner fremhæver[28], er det guddommelige budskab i islam komplet og endeligt. Det betyder, siger Gellner, at historiens udvikling er fuldendt i og med Guds sidste åbenbaring til Muhammed, budskabet skal blot uden omsvøb føres ud i livet af muslimerne, og INTET andet skema må kræves for at understøtte og underbygge dette. Derfor eksisterer der, som Thomas Bauer[29] viser, heller ingen middelalder i islam. Den for os vesterlændinge selvfølgelige historiske udviklingskronologi med oldtid, middelalder, moderne tid og evt. nutid findes ikke i islam. For egen regning vil jeg sige, at det betyder at islam ser sig selv som en forlængelse af Muhammeds tid ind i nutiden, eller om man vil: Islam er, hvad man i europæisk sammenhæng kunne kalde den eviggjorde oldtid.

 

WIEN 11. SEPTEMBER 1683 – NEW YORK 11. SEPTEMBER 2001 – ROM

For Europa og for den muslimske verden var 11. september 1683 en vigtig dag. Det var dagen[30], hvor både en lille kristen styrke af musketerer angreb og erobrede en osmannisk observationspost på Kahlenberg Højen uden for Wien og de allierede styrker under anførsel af den polske konge Sobieski positionerede sig og gjorde klar til at bryde osmannernes 2. belejring af Wien (1. belejring var i 1529 og på fransk opfordring![31]), der var begyndt 14.juli 1683. Søndag 12. september om morgenen begyndte slaget ved Kahlenberg, der inden dagen var omme resulterede i storvesir Kara Mustafas nederlag. Han trak sig tilbage til sin lejr i Buda i Ungarn, hvor han senere blev beordret til at begå selvmord af sultan Mehmet IV, der havde været stærk modstander af belejringen[32]. ”Skal jeg dø?” spurgte Kara Mustafa sultanens bud, som overrakte ham silkesnoren. Det skulle han. Hans hoved blev overrakt sultanen på et sølvfad.

 

De kristne allieredes sejr 12. september 1683 under den polske konge Jan Sobieski – der i øvrigt havde besejret osmannerne 2 gange før, i slaget ved Khoczim 11. november 1673[33] og i slaget ved Lemberg 1675 – på den ene side og osmannernes nederlag på den anden betød en afgørende ændring af Europas histories gang på den østlige rand af Europa.

 

Tyske historikere taler i dag ofte billedligt om den slags afgørende ændringer som at ”die Weichen werden neu gestellt” (sporskifterne stilles på ny). Man forestiller sig de historiske begivenheder som et tog, der kører ud ad historiens skinner, men på grund af afgørende begivenheder som eksempelvis sejren ved Wiens porte, tvinges historien til at skifte spor.

 

Det var netop, hvad der skete i årene efter sejren i 1683. Habsburg-Wien erobrede det af osmannerne besatte Ungarn og trængte osmannerne længere og længere tilbage ved Sortehavet og på Balkan. Louis 14. af Frankrig, der havde allieret sig med tyrkerne på grund af, at Habsburg-Madrid truede Frankrig ved Pyrenæerne, sendte i 1683 franske styrker ind i De Spanske Nederlande[34], mens hans ingeniører samtidig hjalp tyrkerne med at grave løbegrave om Wien[35], ventede forgæves på, at osmannerne skulle genvinde deres styrke efter nederlaget i 1683. Da den udeblev, måtte Frankrig indstille sig på nye magtkombinationer i Europa.

 

Sobieskis sejr ved Kahlenberg 1683 stabiliserede ikke unionen af Polen-Litauen, dels mislykkedes løsningen af de interne grundlovsmæssige problemer[36] i Polen-Litauen, dels klemtes Polen-Litauen fra vest af det nye Preussen og fra øst af Rusland og i sidste ende endda af Habs­burg-Wien. Det resulterede i de 3 polske delinger 1772, 1793 og 1795[37]. Ved 1. deling 1772 deltes en tredjedel af Polen mellem Preussen[38], Rusland og Østrig. Ved 2. deling 1793 fik Rusland en endnu større del og ved 3. deling tog Preussen, Rusland og Østrig resten. Efter en tid at have strakt sig fra Østersøen til Sortehavet, forsvandt Polen nu helt fra landkortet og det genskabtes først igen med Versailles-Traktaten efter VK I 1919[39]. Ellers lagde Sejren ved Wien 1683 sammen med den Westfalske Fred 1648, der afsluttede Trediveårskrigen 1618 – 1648, rammen for udfoldelsen af det Europa[40], som via Wienerkongressen 1815 efter Napoleonskrigene gik til grunde under VK I 1914 – 1918.

 

Selv om Det Osmanniske Rige i tiden fra 1683 successivt næsten blev fordrevet helt fra Europa, var det først med VK I, hvor Det Osmanniske Rige tilsluttede sig Tyskland[41], at Det Osmanniske Rige blev opløst og afløst af det moderne Tyrkiet ved traktaten i Sèvres[42] 1920. Hermed kom Osman-Tyrkiets nedadgående linje til den ende[43], der begyndte med nederlaget uden for Wiens porte 12. september 1683. Nu vender kurven!

 

Det er historiens ironi, at det var de mildest talt konfliktfyldte og sprængfarlige forhold på Balkan efter osmannernes erobringer i 1300-tallets anden halvdel, hvor særligt sejren over den samlede styrke af serbere, bulgarer og albanere i slaget på Solsortesletten 28. juni 1389 har givet genlyd i 1990’erne, der endte med skuddene i Sarajevo 28. juni 1914 i det multikulturelle Bosnien-Herzegovina, hvorved det moderne Europa med dets ellers opadgående politiske, økonomiske, militære og kulturelle magt tvang sig selv i knæ[44]. Indimellem lå højdepunkterne med erobringen af Konstantinopel 1453[45] og tilbagetrækningerne efter nederlaget ved Wiens porte. De pegede i hver sin retning.

 

Efter tilbagetrækningen fra Afghanistan er vi nu vendt tilbage til tiden op til skuddene i Sarajevo for så vidt, at Europa frivilligt og søvngængeragtigt har balkaniseret sig selv, idet man har ladet sig drive af menneskerettighedskonventionerne til at betragte resultatet af den alt, alt for store muslimske indvandring som et ikke-problem, hvis lykkelige løsning ligger lige om integrationshjørnet.

 

Resultatet af VK I blev i global sammenhæng Die Selbstentmachtung Europas (Europas Selvvalgte Given Magten Fra Sig) for at låne titlen på én af den tyske historiker Erwin Hölzles tankevækkende bøger[46] og afgivelsen af sin samlede magt til fløjmagterne USA og Sovjetunionen. Den magtkonstellation er i dag afløst af konstellationen USA og Kina, og Atlanterhavet er samtidigt afløst af Stillehavet som den afgørende geopolitiske voldgrav. Europa ligger tilbage helt ude mod vest som den euro-asiatiske landmasses selvvalgte magttomrum[47], der med sine åbne grænser lige er til at hapse for de udefra kommende og efterfølgende indefra agerende menneskestrømmene fra MENA. De europæiske dominerende eliter har ladet sig fuldstændigt forblænde af al menneskerettighedssnak og endnu ikke forstået at set med islams øjne går vejen til islams ny-gamle globale indflydelse over en erobring af Europa indefra.

 

Efter min mening var 11. september 2001 en gengældelse for nederlaget 11.-12. september ved Wiens porte i 1683. Da Vesten nu har lidt nederlag i gengældelsen for angrebet 11. september 2001, følges nederlaget op med nye islamiske angreb. De vil blive sat ind, hvor fjenden er svagest, og det vil for Europa betyde os ikke-muslimer internt i Europa og de vestlige institutioner. Det betyder på kort sigt, at de mange lavintensive borgerkrige, vi allerede ser rundt om i Europa, efter Afghanistan efter min ringe mening vil tage til i styrke. Målet er imidlertid ufravigeligt og klart: Rom og Vatikanet forude i horisonten og Paris og Frankrig ind imellem – eller også i omvendt rækkefølge.

  1. oktober 2021

Henning Duus

Jeg er født i 1945 og pensioneret, men har arbejdet 28 år for Forsvaret som lektor i statskundskab, først ved Søværnets Officersskole, derefter Flyvevåbnets Officersskole og Forsvarsakademiet, men fra 1991 ved Hærens Officersskole, hvor jeg siden begyndelsen af 1990’erne først og fremmest har undervist i international politik og folkeret samt kulturforståelse. Jeg er cand. mag. i samfundsfag og idehistorie fra Aarhus Universitet og næsten bachelor i religionsvidenskab og minoritetsstudier fra Københavns Universitet (Åbent Universitet). Jeg har undervist ved Aarhus Universitet i studietiden, i gymnasiet og ved Københavns Universitet (kandidatstipendiat).

[1] ) https://forsvaret.dk/da/nyhedsarkiv/harstaben/2008/kvalitet-frem-for-kvantitet/

[2] ) Verdensbanken  https://data.worldbank.org/indicator/SP.POP.TOTL?end=2020&locations=AF&start=1960&view=chart

[3] ) Peter Dahl Thruelsen: Figting an insurgency without unity – NATO in Afghanistan, 2006 to 2010. Department of Political Science, University of Copenhagen, 2010 (152ss.).

[4] ) Roman Malejaco: WARLORD SURVIVAL – THE DELUSION OF STATE BUILDING IN AFGHANISTAN. Cornell University Press, 2019 (239ss.).

[5] ) CIA WORLD FACTBOOK APP.

[6] ) Fordelingen mellem sunni, shi’a og ismaili er hentet fra Thomas Barfield: Afghanistan – A Cultural and Political History. Princeton University Press, 2010, s. 42.

[7]) Thomas Barfield, s. 43 og ss. 54 – 56.

[8] ) Thomas Barfield.

[9]) Paul L. Heck: ”Politics and the Qur’an” i Jane Dammen McAuliffe (ed.): Encyclopaedia of the Qur’an. Hentet 30. 12. 2017 & Majid Fakhrid:”Philosophy and the Qur’an” i Jane Dammen McAuliffe (ed.): Encyclopaedia of the Qur’an. Hentet 28. 2. 2018.

[10] ) Frank Griffel: ”Apostasy” i Kate Fleet, Gudrun Krämer, Denis Matringe, John Nawas &Everett Rowson (eds.):Encyclopaedia of Islam. Third edition, 2007. Hentet 22. 12. 2017.

[11] ) https://geopoliticalfutures.com/afghan-migration-and-trade/

[12]) Majid Khadduri: War and Peace in the Law of Islam. Johns Hopkins University Press, 1955, 321ss.

[13] ) Hele affæren er analyseret og dokumenteret i Janet Afary & Kevin B. Anderson: Foucault and the Iranian Revolution – Gender and the seductions of Islamism. University of Chicago Press, 2005. Dokumenterne er samlet i Appendix, ss. 179 – 277.

[14] ) Der er I øvrigt sket en omvurdering af den franske revolution. François Furet: 1789 – Jenseits des Mythos. Junius-Verlag 1989 (250ss) og Michel Vovelle: 1789 – L’Heritage et la memoire. Editions Privat, 2007 (376ss).

[15] ) Wilfried Buchta: Die iranische Schia und die islamische Einheit 1979 – 1996. Deutsches Orient-Institut, Hamburg 1997.

[16] ) Majid Khadurri: Ch. XXVIII Treaties

[17] ) Se Henning Duus: ”Islams forestilling om retfærdighedhttps://www.respublica.dk/?p=2842

[18] ) Tilman Nagel: Mohammed – Leben und Legende. R. Oldenbourg Verlag, 2008, s. 316ff.

[19] Hugo Hantsch: Die Geschichte Österreichs 1648 – 1918. 2. Aufl. Verlag Styria, Graz 1953, s. 53ff.

[20] ) Fernand Braudel: The Mediterranean And The Mediterranean World In The Age of Phillip II. Bd. II. Fontana Press, 1987, ss. 1088- 1106.

[21]) J. H. Elliot: Imperial Spain 1469 – 1716. Penguin, 2002, s. 38.

[22] ) Jean Carpentier & Francois Lebrun: Historie de France. Éditions de Seuil, 2000, s. 98.

[23] ) R. R. Palmer, Joel Colton & Lloyd Kramer: A History of Europe in the Modern World. 11th Ed. McGraw – Hill International Edition, 2014, s. 26.

[24] ) Se Henning Duus: ”Islams forestilling om retfærdighedhttps://www.respublica.dk/?p=2842

[25]) Jan Hjärpe:  Islam i Tim Jensen, Mikael Rothstein & Jørgen Podeman Sørensen: GYLDENDALS RELIGIONSHISTORIE – Ritualer, Myter, Ikonografi. Gyldendal, 1997, ss. 297 – 344, her, s. 302.

[26]) Christine Schirrmacher: Mit den Waffen des Gegners – Christlich-muslimische Kontroversen im 19. Und 20. Jahrhundert. Klaus Schwarz Verlag, 1992 (Disputats).

[27]) Jan Hjärpe.

[28] ) Ernest Gellner: Muslim Society. Cambridge University Press, 2000(1981), s. 2.

[29]) Thomas Bauer: Warum es kein islamisches Mittelalter gab – DAS ERBE DER ANTIKE UND DER ORIENT. C. H. Beck, 2018.

[30] ) Simon Millar: VIENNA 1683 – Christian Europe repels the Ottomans. Osprey, 2008, s. 66ff. & John Stoye: The Siege of Vienna – THE LAST GREAT TRIAL BETWEEN CROSS & CRESCENT. Pegasus Books, 2006, ss. 165 – 173.

[31]) Oscar Halecki: BORDERLANDS OF WESTERN CIVILIZATIONS. The Ronald Press Company, 1952, s. 175 og W. E. D. Allen: The Turks in Europe. John Murray, London, 1919, ss. 39ff.

[32] ) John Stoye, ss. 179 – 181. Oplysningen om Mustafas hoved på sølvfadet er fra opslaget “Kara Mustafa Paşa, Merzifonlu.” Encyclopædia Britannica Ultimate Reference Suite. 2015 (DVD).

[33] ) J. F. C. Fuller: De Avgörande Slagen. Bd. II – Från högmedeltiden till Leuthen 1757. Historiska Medier, 2003, s. 212.

[34] ) John Stoye, s.189.

[35] ) Hugo Hantsch, s. 55.

[36] ) Norman Davies: GOD’S PLAYGROUND. A History of Poland. Vol I: The Origins to 1795. Rev. ed. Columbia University Press, 2005, s. 246ff.

[37] ) Oscar Halecki: BORDERLANDS OF WESTERN CIVILIZATIONS. The Ronald Press Company, 1952, ss. 258ff. og Oscar Halecki: THE LIMITS AND DIVISIONS OF EUROPEAN HISTORY. Sheed & Ward, 1950 (242ss). De 2 bind af den fremtrædende polske historiker Oscar Halecki er nødvendig læsning, hvis man skal forstå udviklingen på Europas østlige rand og denne udviklings betydning for Europas centrum og vestlige rand, også i dag. Striden mellem EU og henholdsvis Polen og Ungarn har dybe historiske forudsætninger, hvad hverken Bruxelles eller Berlin synes at forstå

[38] ) Hannsjoachim W. Koch: Geschichte Preussens. Manfred Pawlak, 1986.

[39] ) Norman Davies GOD’S PLAYGROUND – A History of Poland. Vol. I – II. Rev. ed. Columbia University Press, 2005, s.

[40] ) John Stoye: Europe Unfolding 1648 – 1688. Collins, 1972 (416ss).

[41] ) Eugene Rogan: The Fall of the Ottomans – The Great War in the Middle East, 1914 – 1920. Allan Lane, 2015, s. 40.

[42] ) George Lenczowski: THE MIDDLE EAST IN WORLD AFFAIRS. 4th ed. Cornell University Press, 1980, s. 98. 102.

[43] ) Timut Kuran: The Long Divergence – How Islamic Law Held Back the Middle East. Princeton University Press, 2011 (425ss).

[44]) Barbara W. Tuchman: The Proud Tower 1890 – 1914 – A Portrait of The World Before The War. Ballantine Books, 1965 (529ss).

[45] ) Steven Runciman: The Fall of Constantinople 1453. Cambridge University Press, 2006(1965) (259ss).

[46] ) Erwin Hölzle: Die Selbstentmachtung Europas. Musterschmidt, 1975. Jeg er udmærket klar over, at Hölzle ikke kom pletfri igennem NAZI-tiden, idet han var medlem af NSDAP, men det ændrer intet ved, at de af hans bøger, jeg har læst, er tankevækkende ud fra et geopolitisk perspektiv.

[47] ) Kevin E. Calder: The New Continentalism – Energy and the Twenty-First-Century Eurasian Geopolitics. Yale University Press, 2012 (377ss.).

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…