Skoldhed hvidvinstoddy rimer på sne og kulde

En rask gåtur ud i vintervejret, som i sig selv er en udfordring, giver bid i huden og rødmossede kinder, og man skulle da være t skarn, hvis man ikke greb anledningen til den selvpinsel til at forkæle sig selv med en varm, hvid toddy, når man er godt indendørs igen.

 

Løsningen er nem, og efterfølgende er beregnet til 2 personer. Man tager, som det hedder i Frk. Jensens Kogebog, en kvart appelsin, 1 cm skrællet ingefær, 2 stykker enebær, 2 teskefulde rørsukker og en halv flaske kraftig hvidvin – f.eks. Chardonnay. Alt skæres i små stykker, og enebærrene bankes let, før det lægges op i 2 glas. Vinen varmes op til 65 grader og hældes over i glassene. Der smages til slut til med rørsukkeret.

På denne måde vækkes de afkølede livsånder til live igen.

 

Hvidvin

Weingut Ansgar Clüsserath, 2018 Vom Schiefer, Mosel, Trittenheim, Tyskland – Normalpris 139,95 kr. – Tilbudspris 119,95 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker.

 

Vinområderne Mosel og Rheigau råder over Tysklands fornemste vindyrkningsmarker, og når alle forhold går op i en højere enhed, så laves der efter min opfattelse ikke bedre hvidvin end her. Specielt på Rieslingdruen. Vingården, der stammer fra 1670 og er anlagt på stejle skiferskråninger ned mod Mosel, drives af Eva Clüssserath-Wittmann. Hendes man Philip Wittmann laver topvin i på sin egen gård i Rheinhessen. Vinen kan betegnes med ét ord: Hervorragend!

Importør: Theis Vine, Charlottenlund

 

Les Vignerons de Narbonnais, 2020 Les Favèdes, Pays d’OC IGP, Ouveillan, Frankrig – Normalpris 129 kr. – Tilbudspris 99 kr. pr. styk ved køb af 3 flasker.

 

Smag og moder skifter, og hvad der var en god historie for 25 år siden er i dag helt yt. Den cremede, smørsmagende og træduftende Chardonnay drue fik dengang et helt nyt image i USA og Australien. Den blev gæret på nye eget ræsfade og fik en udpræget smag af vanilje. Det var lige sagen. Nu bliver druen hovedsageligt vinificeret på cement- eller ståltanke for at få så meget frugtsmag som muligt. Men der er undtagelser, nemlig vinbønderne i Narbonne. De foretrækker cremet, fed druesaft med masser af fad, og den er absolut værd at smage på.

Importør: Propperiet, Brædstrup

 

Cantine Cellaro, 2019 Solea, Grillo Organic, Sicilia DOC, Sambuca, Sicilien, Italien – Tilbudspris 74 kr.

 

Vinhuset er et kooperativ med mere end 1000 store og små vinbønder tilsluttet. Sammen råder de over 1700 hektarer vinmarker, som ligger i en højde af 300-600 meter rundt om søen Arancio. Den høje beliggenhed spiller en stor rolle i et klima, som nærmer sig det subtropiske, og hvor enhver kølig brise fra Middelhavet er en lise for druer. Selve druen Grillo er en Siciliansk specialitet, der tidligere indgik i  Marsala-vine, som hører til den type, som man i hvert fald bør have smagt én gang i livet. Det er rene lækkerier.

Importør: Sigurd Müller Vinhandel, Aalborg

 

Darling Cellars, 2020 Cape Maidens, Western Cape, Sydafrika – Kampagnepris 58 kr. – Nærmeste forhandler anvises på tlf. 86419600.

 

I de fleste vinområder binder vinbønderne deres vinstokke op til alenlange wirer. Hos den sydafrikanske vinproducent Darling Cellars nord for Cape Town er det sæd og skik at lade vindruerne – her Chardonnay – modne på solitært stående vinbuske. Det sparer en hel del manuelt opbindingsarbejde, og druerne kan skjule sig for solen under det vildtvoksende løvhæng. Vinen her er i god balance og velegnet til lette frokostretter.

Importør: Amka, Randers

 

Rødvin

 

Château La Tour de By, 2018 Medoc AMC, Megadan, Medoc, Bordeaux, Frankrig – Normalpris 204,95 kr. – Tilbudspris 99,95 kr. pr. styk ved køb af 12 flasker.

 

Château La Tour de By er et af de fornemme cru bourgeois slotte i Bordeaux. Det ligger nord for selve vinbyen ned til Gironde-floden, hvor dets tårn siden 1825 blev brugt som fyrtårn. I dag ejes det af familien Marc Pagès, som har moderniseret marker og drift, hvilket har sat markante spor i vinen. Den fremstår med klassiske noter af solbær, grøn peber, cigarkasse og hints af kaffe. Kort sagt en Bordeaux med klasse.

Importør: Philipson Wine, Kokkedal

 

Casa Vinicola Natale Verga, 2016 Marconte, Barolo DOCG, Barolo, Piemonte, Italien – Kampagnepris 150 kr.

 

Kenny Pellegrino er en ambitiøs yngre vinimportør med italienske aner, der er bosat i København. Ud over at forsyne et voksende antal danskere med bedre italiensk og sydeuropisk vin rådgiver han også en række vinproducenter med hensyn til den danske vinsmag. Fylde og blødhed er to af rådene, som følges. Denne Barolo er et godt mix mellem de to nationaliteter og giver fuld valuta for pengene.

Forhandler: Supermarco, København SV.

 

Château de Marsan, 2018 Cadillac, Côtes de Bordeaux, Lestiac-sur-Garonne, Bordeaux, Frankrig – Normalpris 99,95 kr. – Tilbud: 2 flasker for 175 kr. hos MENY.

 

Slottet trækker spor tilbage til 1630 og er i dag familien Eric og Philippe Gonfriers hovedslot blandt mange i Bordeaux, hvor de er 3. største landbesiddere. Vinen er lavet på druesorterne Cabernet Sauvignon og Merlot, og der er et flot samspil mellem frugt, træ og syre. Endnu en lækker vin fra Bordeaux til en meget kundevenlig pris.

Importør: GOBIvin, Valby

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…