Rosévinene venter på sommervarmen

Rosévin og sommer er to alen ud af et godt stykke, og selvom det i år skorter en del med de varme temperaturer her i sommerens spæde begyndelse, fylder de laksefarvede dråber mere og mere på vinhandelens hylder. Optimismen og drømmen om solbadning i flugtstolen med et glas køligt vin ved hånden fejler ikke noget, for på et eller andet tidspunkt kommer de solrige dage og lune aftener tilbage, som de plejer.

 

Hvidvin

 

Château Tour de Mirambeau, 2020 Reserve Blanc Bordeaux ABP, Naujan-et-Postiac, Gironde, Frankrig – Normalpris 119,95 kr. – Tilbudspris 89,95 kr. pr. styk ved køb af 12 flasker.

Denne elegante og fyldige vin er lavet af en blanding af 70% Sauvignon Blanc og 30% Semillon druer.  Den første giver friskhed og sprødhed, mens den anden giver krop. Farven er lysegul med grønne reflekser, og i den lange eftersmag finder man god mineralitet og noter af salt. Dejlig til en rejemad.

Importør: Philipson Wine, Kokkedal.

 

Rosévin

 

Château de Berne, 2020 Romance, Méditerranée IGP, Lorgues, Provence, Frankrig – Normalpris 119,95 kr. – Tilbudspris 109,95 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker.

Bag denne lette og læskende vin står vinmageren Alexis Cornu, som er topmanden for Château de Bernes  serie af superflotte roséer. Han har taget en stor portion Grenache-druer og suppleret dem med lidt Cinsault, Syrah og Merlot. Det giver en smagfuld vin, som både indeholder jordbær og fersken i en nænsom symfoni.

Den venter bare på, at liggestolen  snart hentes frem til sommervarmen fra vinterskjulet.

Importør: Theis Vine, Charlottenlund.

 

Weingut Gebrüder Nittnaus, 2020 Rosé Zweigelt, Gols, Burgenland, Østrig – Normalpris 99,95 kr. – Tilbud: 2 flasker for 135 kr. hos MENY.

Familien Nittnaus har i mere end 300 år lavet vin i det nordlige Burgenland tæt på Neusiedler-søen ved den ungarske grænse. I dag er det brødrene Andreas og Hans Michael Nittnaus, som står for produktionen. Den aktuelle vin er fremstillet af Østrigs vigtigste rødvinsdrue, Zweigelt – se foto! I glasset er det jordbær og hindbær, som dominerer den halvtørre smag, der gør vinen til en god ledsager til f. eks. en portion japansk Sushi.

Importør: GOBIvin, Valby.

 

Rødvin

 

Château Saint Saturn, 2019 Hauteval, Saint Guilhem le Désert IGP, Montpellier, Frankrig – Normalpris 119 kr. – Tilbudspris 89,95 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker.

Vinen er lavet af Carignan-druer, som gror på 40 år gamle vinstokke i det nærmest ukendte vinområde Saint Guilhem nordvest for Montpellier i Sydfrankrig. Før gæringen fjernes stilke og kerner fra druerne, som derefter modner i 4 måneder i egetræsfade. Resultatet er en saftig og krydret rødvin, som performer med stor kompleksitet.

Importør: Propperiet, Brædstrup.

 

Bodegas Callejo, 2019 Flores de Callejo, Ribera del Duero DO, Sotillo de la Ribera, Spanien – Kampagnepris 94 kr.

Ribera del Duero vinområdet ligger på den spanske højslette Castilla Y Leon langs med Duero-floden ind mod Portugal i vest. Klimaet er monstrøst med store udsving mellem dag og nat, men den fremherskende druetype, Tempranillo, stortrives under disse forhold og evner i bedste fald at producere verdensklassevin. Flores er vinhusets tilbud til ”nybegyndere” af området, og har man først fået smag for dråberne, så ligger afhængighed lige for.

Importør: Sigurd Müller Vinhandel, Aalborg.

 

Klein Constantia, 2019 Rowan’s Ridge, Western Cape, Sydafrika – Kampagnepris 89,95 kr. – På tlf. 86 41 96 00 oplyses nærmeste forhandler.

Den verdensberømte, sydafrikanske vingård Klein Constantias vine hører til dem, man som vinnyder mindst én gang i sit liv bør have lagt smagsløg til. Her er så chancen og oven i købet til en menneskevenlig pris. Vinen er stukket sammen af druesorterne Cabernet Sauvignon (75%) og Merlot (20%) og peppet op med en 5%’s blanding af Petit Verdot og Malbec. Resultatet er en rund frugtrigdom af kirsebær og blommer, der slutter i en lang, behagelig eftersmag.

Importør: Amka, Randers.

 

Araldica Vini, 2018 Alasia Barbera, Piemonte DOC, Alto Monferrato, Castel Boglione, Piemonte, Italien – Normalpris 89 kr. – Tilbud: 2 flasker 120 kr.

Araldica Vini er et kooperativ med 300 medlemmer, der tilsammen ejer 900 hektarer vinmarker, som er fordelt over 25 småkommuner i Alto Monferrato. Alasia er prestigemærket i produktionen og garanterer, at druerne kommer fra de bedste bonitetsmarker. Smagen har frugtkraft med god balance og elegance og passer til stort set alle sammenkogte retter.

Forhandler:  Supermarco, København SV.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…