Tidligere lektor ved hærens officersskole tager bladet fra munden: Afghanistan varsler, at Europa går en usikker og blodig tid i møde

Efter Vestens nederlaget i Afghanistan er det afgørende nu at få svar på, hvordan dette nederlag forstås på kort, mellemlangt og langt sigt og hvilke konsekvenser nederlaget kunne formodes at få inden for de 3 tidshorisonter?

 

Men forstås af hvem?

 

Mit udgangspunkt er, at svarene på disse spørgsmål vil være forskellige alt efter om svarene gives af vestlige analytikere og aktører eller islamiske ditto. Jeg formoder, at det er de islamiske analytikere og aktører, der kommer til at sætte dagsordenen, og at Vesten bliver den reaktive part, der forvirret værger for sig i forsøg på at undgå at illusionerne fortsætter sine fald. Det skyldes, at Vestens opfattelse af den islamiske verden bygger på en gigantisk illusion.

 

Vesten tror fejlagtigt, at den muslimske verden vil udvikle sig som den vestlige verden, blot lidt forsinket. Men Afghanistan gik ikke i vestlig retning trods ihærdig vestlig hjælp på stedet. Iran gik ikke i vestlig retning, Tyrkiet heller ikke. Egypten og de andre lande ramt af det såkaldte arabiske forår heller ikke (Irak, Syrien, Libyen, Tunesien, Algeriet, Marokko og Jemen). Og allervigtigst for Vesten og mest ildevarslende, de muslimske indvandrere til de vestlige lande, som Vesten søvngængeragtigt har inviteret ind i Vesten, er heller ikke for flertallets vedkommende blevet vesterniserede. I stedet har Vesten med åbne menneskerettighedsøjne libaneseret/balkaniseret sig selv. Det vil efter min bedste vurdering vise sig skæbnesvangert for Vesten. Det er i stedet indtil videre blevet til lavintense borgerkrige i Vesten, der blot venter på at blive eskaleret, primært af ekstreme indvandrede muslimer.

 

Islams historiefilosofi

Det er derfor min vurdering, at muslimske intellektuelle i og uden for den muslimske verden nu vil se nederlaget i Afghanistan som et tegn fra Allah til muslimerne i og uden for Mellemøsten om på islams vegne at gøre osmannernes bestræbelse på at erobre Europa færdig.

 

Da Muhammeds liv og færden udgør modellen for islams konfessionelle historie, forekommer det nærliggende nu at regne med opsigelsen af våbenstilstandene mellem Vesten og islam i Europa à la Hudaybiyyavåbenhvilen i 628[1].

 

To år senere, i 630 erobrede Muhammed Mekka. Parallelt til erobringen af Mekka er det ultimative mål for muslimerne i og uden for Europa erobringen af Rom og Vatikanet, ligesom man erobrede Konstantinopel i 1453. Det mellemliggende mål er overtagelsen af Frankrig, menneskerettighederne og sekularismens førsteland og for muslimerne modelkætteriet[2].

 

Som nævnt må tilbagetrækningen fra Afghanistan formodes at blive forstået i islamiske termer og inden for den islamiske historieteori, der er væsensforskellig fra den domine­rende vestlige. Ifølge denne har muslimerne nu gentagne gange i de sidste år på forskellig vis bevist for Allah, at de stadig fortjener at være hans bedste menighed (umma). De har trods alle fristelser afvist kristendommen og det kristne og sekulære menneske- og samfundssyn. Hermed går man ud fra, at Allah nok engang har bekræftet pagten mellem Allah og muslimerne, men tvivlen består altid. Det er muslimernes selvtest for at opnå større vished, vi vil se som de kommende års mange jihad-kampe på alle niveauer mellem muslimer og ikke-muslimer internt i Europa. Fra den lange vandring gennem institutionerne lige fra boligforeninger til vælgerforeninger, skoler og universiteter, kommunalbestyrelser og parlamenter til væbnede kampe fra muslimske bander og deciderede byguerillaer. Det vil være Europas eksistenskamp – intet mindre.

 

Den muslimske historieforståelse er iflg. den nu pensionerede Lund-professor i islamologi Jan Hjärpe[3] grundlæggende en konfessionel historieforståelse, der begynder med Adam, som både er det første menneske og den første profet. Det anses for at være et historisk faktum. Kildekritik i vestlig forstand er stort set fraværende, fremhæver Jan Hjärpe. Det uddybes af den tyske islamforsker og professor ved universiteterne i tyske Bonn og belgiske Leuven Christine Schirrmacher. Hun undersøgte muslimske lærdes kritik af kristendommen o. 1900 og fandt, at de mente, at nødvendigheden af at underkaste kristendommen kildekritik var et bevis på, at de kristne har opdaget at kristendommen ikke er sand. Noget sådant behøver islam derimod ikke, for den er jo sand![4]

 

Hermed bliver islam iflg muslimerne ”menneskehedens religion”, ”den naturlige religion”, der svarer til menneskets medfødte natur og anlæg. Mennesket er iflg dette historiesyn Allahs khalifa, Allahs forvalter. Allah er rabb al-alamin, ”verdernes herre”. Mennesket ejes af Gud og er Guds slave (abd). Guds vejledninger til mennesket er Allahs lov, shari’a[5]. Her er der ingen plads til menneskerettigheder. Kun slaveejeren har forståeligvis rettigheder.

 

Som antropologen Ernest Gellner fremhæver[6], er det guddommelige budskab i islam komplet og endeligt. Det betyder, siger Gellner, at historiens udvikling er fuldendt i og med Guds sidste åbenbaring til Muhammed, budskabet skal blot uden omsvøb føres ud i livet af muslimerne, og INTET andet skema må kræves for at understøtte og underbygge dette. Derfor eksisterer der, som Thomas Bauer[7] viser, heller ingen middelalder i islam. Den for os vesterlændinge selvfølgelige historiske udviklingskronologi med oldtid, middelalder, moderne tid og evt. nutid findes ikke i islam. For egen regning vil jeg sige, at det betyder at islam ser sig selv som en forlængelse af Muhammeds tid ind i nutiden eller om man vil: Islam er, hvad man i europæisk sammenhæng kunne kalde den eviggjorde oldtid.

 

Tilbagetrækningens kontekst i Europas historie

Jeg anser angrebet på World Trade Center 11. september 2001 for en gengældelse for Osman-Tyrkiets nederlag 11.-12. september 1683 uden for Wiens porte. Det nederlag satte den endelige stopper for islamiseringen af Europa og trak som sådan tråde tilbage til den kristne sejr over tyrkerne i søslaget ved Lepanto 7. oktober 1571[8], den muslimske overgivelse af Granada 2. januar 1492 til Castiliens Isabella og Ferdinand under den spanske reconquista[9] og til nederlaget godt 700 år tidligere til den franske major domus Charles Martel i slaget ved Poitiers oktober 732[10].

 

Charles Martels sejr ved Poitiers skabte det geografiske og historiske rum, som den latinsk-kristne kultur helt frem til masseindvandringen fra de muslimske lande har kunnet udfolde sig i.

 

Efter tilbagetrækningen fra Afghanistan er vi nu vendt tilbage til tiden op til skuddene i Sarajevo, for så vidt at hele Europa frivilligt og søvngængeragtigt har balkaniseret sig selv, idet man har ladet sig drive af menneskerettighedskonventionerne til at betragte resultatet af den alt, alt for store muslimske indvandring som et ikke-problem, hvis lykkelige løsning ligger lige om integrationshjørnet.

 

Resultatet af VK I blev Die Selbstentmachtung Europas (Europas Selvvalgte Given Magten Fra Sig) for at låne titlen på én af den tyske historiker Erwin Hölzles tankevækkende bøger[11] og afgivelsen af sin samlede magt til fløjmagterne USA og Sovjetunionen. Den magtkonstellation er i dag afløst af konstellationen USA og Kina, og Atlanterhavet er samtidigt afløst af Stillehavet som den afgørende geopolitiske voldgrav. Europa ligger tilbage helt ude mod vest som den euro-asiatiske landmasses selvvalgte magttomrum[12], der med sine åbne grænser lige er til at hapse af de udefra kommende og efterfølgende indefra agerende menneskestrømmene fra MENA. Og det er helt i tråd med islams histories lange linjer, der vidner om en lang imperialistisk historie med overfald og angreb og undertrykkelse af ikke-muslimer i Afrika og Asien.

 

Efter nederlaget i og tilbagetrækningen fra Afghanistan går Europa efter min vurdering en usikker og blodig tid i møde. Se på Balkan op til VK I. Faktisk var det rigtigt, som man sagde i sin tid om engagementet i Afghanistan, at forsvaret af Nørreport begyndte ved Hindu Kush.

  1. oktober 2021

Henning Duus

Jeg er født i 1945 og pensioneret, men har arbejdet 28 år for Forsvaret som lektor i statskundskab, først ved Søværnets Officersskole, derefter Flyvevåbnets Officersskole og Forsvarsakademiet, men fra 1991 ved Hærens Officersskole, hvor jeg siden begyndelsen af 1990’erne først og fremmest har undervist i international politik og folkeret samt kulturforståelse. Jeg er cand. mag. i samfundsfag og idehistorie fra Aarhus Universitet og næsten bachelor i religionsvidenskab og minoritetsstudier fra Københavns Universitet (Åbent Universitet). Jeg har undervist ved Aarhus Universitet i studietiden, i gymnasiet og ved Københavns Universitet (kandidatstipendiat).

[1] ) Majid Khadurri: Ch. XXVIII Treaties

[2] ) Se Henning Duus: ”Islams forestilling om retfærdighedhttps://www.respublica.dk/?p=2842

[3]) Jan Hjärpe:  Islam i Tim Jensen, Mikael Rothstein & Jørgen Podeman Sørensen: GYLDENDALS RELIGIONSHISTORIE – Ritualer, Myter, Ikonografi. Gyldendal, 1997, ss. 297 – 344, her, s. 302.

[4]) Christine Schirrmacher: Mit den Waffen des Gegners – Christlich-muslimische Kontroversen im 19. Und 20. Jahrhundert. Klaus Schwarz Verlag, 1992 (Disputats).

[5]) Jan Hjärpe.

[6] ) Ernest Gellner: Muslim Society. Cambridge University Press, 2000(1981), s. 2.

[7]) Thomas Bauer: Warum es kein islamisches Mittelalter gab – DAS ERBE DER ANTIKE UND DER ORIENT. C. H. Beck, 2018.

[8] ) Fernand Braudel: The Mediterranean And The Mediterranean World In The Age of Phillip II. Bd. II. Fontana Press, 1987, ss. 1088- 1106.

[9]) J. H. Elliot: Imperial Spain 1469 – 1716. Penguin, 2002, s. 38.

[10] ) Jean Carpentier & Francois Lebrun: Historie de France. Éditions de Seuil, 2000, s. 98.

[11] ) Erwin Hölzle: Die Selbstentmachtung Europas. Musterschmidt, 1975. Jeg er udmærket klar over, at Hölzle ikke kom pletfri igennem NAZI-tiden, idet han var medlem af NSDAP, men det ændrer intet ved, at de af hans bøger, jeg har læst, er tankevækkende ud fra et geopolitisk perspektiv.

[12] ) Kevin E. Calder: The New Continentalism – Energy and the Twenty-First-Century Eurasian Geopolitics. Yale University Press, 2012 (377ss.).

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…