Indlæg fra læserne 8. september: Velfærdsstaten # Gid jeg kunne være ligeglad # Omskæring # Sygesikringskort # Japan

Velfærdsstaten æder sine egne

Af Svend E. Just

 

Velfærdskalven, som efterhånden er alles kæledyr, æder døgnet rundt. Så der skal skaffes foder i uanede mængder.

 

Sædvanligvis kaldes dens foder for: Personskat, kapitalindkomstskat, aktieskat, selskabsskat, moms, lønsumsafgift, boafgift, dødsboskat, ejendomsavanceskat, ejendomsværdiskat, alm. ejendomsskat (grundskyld), fondsskat, fusionsskat, kursgevinstskat, kommuneskat, arbejdsmarkedsbidrag, pensionsafkastskat, elafgift, benzinafgift, kulafgift, gasafgift, olieafgift, PSO-afgift, vandafgift, giftskatter, miljøafgift, afgift på spil, afgift på sukkervarer og is, tobaksafgift, forsikringsafgift, bilafgifter, vægtafgift osv. Alt sammen indrettet på en overskuelig og let håndterbar måde.

 

Til supplement af dette er nu opfundet en helt ny metode til at skaffe foder til velfærdsuhyret på, nemlig gennem et såkaldt samfundsbidrag. Denne afgift retter sig mod virksomheder, som anses for at tjene for meget og for at betale for høje lønninger og/eller have visse samfundshjulpne fordele. I første omgang er udset banksektoren til at betale dette bidrag. Inden længe er næste offerområde opfundet. Hermed er en ny skatteopkrævningsmodel i drift.

 

Grundproblemet i alt dette her er, at fællesskabet i sin grådighed ikke kan styre udgifterne. Flere og flere stiller sig nemlig op udbetalingssiden, herunder mennesker udefra. Samtidig produceres velfærdsydelser under monopolagtige forhold og bliver dermed for dyre. Til dette skal lægges demokratiets svaghed, nemlig at simple flertal uden videre kan bruge andres penge og stifte gæld. Også til at købe stemmer for.

 

 

Gid jeg kunne være ligeglad (fra en facebookven)

Af Pernille Birkler

 

Nogle gange har jeg bare lyst til at slutte mig til de 90 % af danskerne, der er fuldstændig ligeglade med Danmarks fremtid.

 

Så vil jeg bage en portion småkager, se ”Hvem vil være millionær”, snakke med mine venner om deres byggeplaner, beundre naboens nye bil og brokke mig lidt over, at det regner. 

 

Jeg vil ignorere, at en 15-årig hvid dreng lige er slået til lirekassemand af en flok mindreårige hyæner, der bare lige skulle have det sjovt. 

 

Jeg vil være ligeglad med, at Morten Østergaard roser Sverige for deres vellykkede integrationspolitik. 

 

Jeg vil være ligeglad med, at Mette Frederiksen egenrådigt igen har åbnet Danmarks grænser for både virus og fupflygtninge.

 

Jeg vil være ligeglad med, at de hjemløse tvinges til at sælge stoffer for hyænernes bander, for ellers bliver de slået til lirekassemænd, mens de sover på en ledig bænk for natten.

 

Og jeg vil være ligeglad med, at der er opstået et nyt begreb her i landet, der hedder “altanpiger”. 

 

Jeg vil bare være ligeglad.

 

Jeg vil være ligeglad i mindst 10 minutter, og hvis jeg anstrenger mig – i 15 minutter. 

 

Men derefter vil jeg overgive mig til virkeligheden igen, opgive at være ligeglad og igen tale med én af de andre 10 %, der ikke går med skyklapper. Én af de selvstændigt tænkende, der ser, hører og reagerer. Én af dem, der er modig og indigneret nok til igen og igen at løfte stemmen for at påpege “at Kejseren ikke har nogen bukser på”, at racisme i Danmark er opfundet af Bwadr Sørensen til lejligheden, så hun har en grund til at stå og skrige i kor med de 90 %, der er ligeglade med Danmark men tror, at de kæmper for en (eller anden) god sag.

 

I morgen vil jeg prøve igen. Det lykkedes ikke i dag. I morgen vil jeg være ligeglad i mindst 10 minutter.


 

Omskæring

Af Visti Christensen


Det er vel kun afstumpede og religiøst småtskårne folk, der går ind for antisemitisme. De fleste er af den opfattelse, at jøderne overalt i verden bør mødes med fred og forståelse. Også som kompensation for uhyrlighederne i Det tredje Riges gaskamre. 

 

Nu skal emnet omskæring snart igen debatteres i Folketinget. Og allerede nu er meningsdannerne godt i gang. Senest leveres en kommentar i ”Altinget”, hvor den påstand fremføres, at modstanden mod omskæring har sine rødder i antisemitismen.

 

Christian Egander Skov, der erklærer sig uden for alle religiøse samfund, mener at kunne afsløre, at modstandere af religiøs omskæring bruger en overgrebsretorik, der viser tendenser fra oldgammel, grov antisemitisme. Blot i nogle nye klæder.

 

Debatten og modstanden har overrasket Christian Egander Skov. Han finder, at skikken bør tillades praktiseret i et frit land, hvor vi normalt anerkender de religiøse og nationale mindretals ret til at leve som de selv ønsker det, efter deres egne skikke. 

 

Dette synspunkt er velkendt blandt politisk korrekte medier og kommentatorer. Men at påstå, at modstanden mod den lemlæstelse af spæde drengebørns kønslem, skulle have rødder i antisemitisme, er et amatøragtigt postulat, der ikke rammer skiven. 

 

Jødisk og muslimsk religion og tro grunder sig på love og traditioner. Især det sidste. De kaldes lovreligioner. Og omskæring er for dem et ”must”. Og her er hverken fysiske hensyn, lægelige råd, etiske eller æstetiske ord eller andre argumenter nok. 

 

Debatten vil sikkert igen blive nedtonet eller omtolket af jødiske grupper, så et folketingsflertal ikke tør vedtage et forbud imod omskæring. Måske med det argument, at omskæring i vor tid sker under trygge omstændigheder og (jødiske) ”fagfolks” tilsyn. 

 

Omskæringens rituelle indgreb kan kun betegnes som et overgreb. En sammenligning med barnedåben er derfor ganske irrelevant. Omskæring er en synlig, fysisk lemlæstelse. Den kristne dåb er ”kun” en symbolsk, åndelig og uskadelig ”drukning”. 

 

Det siges, at det i USA ikke sjældent sker, at frikirkekristne lader sig omskære. Deres argument skulle være, at den jødiske patriark Abraham, ikke kun er jødernes stamfader, men også er et godt forbillede for kristne i deres tro og lydighed mod Gud.  

 

Heldigvis er der en øget åbenhed omkring de gener i seksuallivet, der kan opstå som følge af en omskæring. Både blandt jøder, som er tvunget til at skulle leve med ”skavanken”, og blandt dem, som p.g.a. en forhudsforsnævring er blevet ”omskåret”. 


 

Identitetstyveri

Af Yvonne Drewsen

Der er mange danskere, der er ude for, at de får stjålet deres sygesikringskort eller har tabt det.
Hvor er vore “OBS” i “TV” , “Oplysning for Borgerne”.
Hvorfor får vi ikke et sygesikringskort med billede? Hvorfor skal vi altid være bagefter de lande – vi gerne vil sammenligne os med?
Hvor er vore politikere? DEM der mener, at de tager hensyn til borgernes sikkerhed. Ingen tanke fremadrettet – og – hvorfor skal vi også lave om på noget der har fungeret i flere årtier? Det er hvad man kalder “DUMME DANEN.
Vi får slet ikke oplyst, at enhver kan få et legitimationskort ved kommunen MED billede og de samme oplysninger. Det koster selvfølgelig ca 300 danske kroner , men er det ikke en billig forsikring?

 

Japan! Den opgående sols land, og smilets land

Af Niels V. Casse

 

Japan har vel nok verdens ældste kejserdømme, det strækker sig fra 660 f.vt, frem til 2020, der går en næsten ubrudt linie fra den først kendte kejser Jimmu (660-585 f.vt.) til den nuværende kejser. Kejser Jimmu er i familie med kejser Naruhito 2019-. Japan var en ubesejret nation frem til anden september 1945.

 

Gennemgår man listen med de 125 navne på japanske kejsere slår det en, at der blandt disse mange mandlige kejsere er en del kvinder der har beklædt kejsertronen, helt tilbage til antikken. Den første der er nævnt er Jingu Kogo (udenfor nummer) der regerede fra 209-269, hun betegnes som regent. Den sidste er Meisho (nr 109) der beklædte tronen fra 1629-1643. Meisho er ikke en direkte forfader til kejser Naruhito.

 

Det er mere end tusinde år før Danmark fik den første kvindelige monark Dronning Margrethe den første, 1375-1412.

 

I 1853 tvang USA Japan til at åbne sig mod verden, den fysiske anledning var Commodore Matthew C. Perry, der, ligesom USS Missouri i 1945, ankrede op i Tokyo Bugten ombord på USS Powhatan, hun var en hjuldamper fregat, en af de sidste og største af arten i den amerikanske flåde.

 

Perrys ankomst ændrede ikke meget ved livet i Japan, vi skal helt frem til nr. 122 i rækken af kejsere, Kejser Meiji 1867-1912, hvis rigtige navn var Mutsuhito. Meiji indså at hvis Japan skulle blive en stormagt, så måtte man omstille hele det japanske samfund fra at være et feudal samfund med lokale krigsherrer, samuraier og lignende, til et moderne industrisamfund der en dag kunne overtage magten i asien.

 

Som tænkt så gjort, men først skulle man tage ved lære af vesterlændingene. Det var en svær beslutning, der indebar at vestlige lærer på alle områder fik indpas i Japan, de medbragte vestlige skikke til megen fortrydelse for Meiji. Japanerne skulle indordne sig efter disse udlændinge og tage ved lære, med andre ord bøje sig og smile. Japanerne måtte for første gang udholde det uudholdelige, og tåle det utålelige.

 

Englænderne lærte dem at bygge krigsskibe og at betjene dem. Tyskerne lærte dem at opbygge en landhær, lærte dem startegi og taktik ved krigsførelse. Begge lande var eksperter på deres specielle område. Begge lærermestre havde succes. Japanerne sugede til sig af lærdommen.

 

Resultatet viste sig ved slaget i Tsushima strædet 1905, den japanske flåde tilføjede den zaristiske flåde et knusende nederlag, selvom russerne havde sendt hele Østersøflåden den halve jord rundt for at forstærke deres Stillehavsflåde. Japan var blevet en magt man måtte regne med. Man havde taget ved lære, vist at man kunne anvende lærdommen. For Rusland var det et chok, for reste af verden var det en øjnåbner.

 

Militarismen i Japan var begyndt, man havde fået blod på tanden helt bogstaveligt. Japans deltagelse i første verdenskrig på de vestallieredes side var en yderligere øvelse for Japans militarister. Efter sejren i 1918 håbede de på at blive anerkendt som ligemænd, men ak, det skete ikke, de vedblev med at være ‘japs’ i amerikanske øjne og ‘nips’ i briternes. Anerkendelse var der intet af.

 

Skuffelsen var stor i Japan da man måtte erkende nederlaget i sejren. Skuffelsen blev en del, men kun en del af grundlaget for Japans ønske om at rydde hele asien for vesterlændinge og selv blive den dominerende magt i området. Meiji’s kejserlige ‘Columbusæg’ skulle udklægges, hele asien skulle undertvinges Japan.

 

Midlet til dette skulle være den Japanske flåde. Hele mellemkrigstiden blev brugt til at opbygge en meget stor og meget moderne flåde, japanerne opbyggede en slagkraftig hangarskibs flåde, som en dag skulle bruges til at erobre den vestlige del af Stillehavet. Kronen på værket ville blive to mega store slagskibe, IJN YAMATO og IJN MUSASHI, begge udstyret med ni 18 tommers kanoner ca. 46 cm, verdens største skibsartilleri. Hvis amerikanerne byggede flyvende fæstninger (B17 & B29) så konstruerede Japan flydende fæstninger, de to gigant slagskibe blev betragtet som u-sænkelige, standard deplacementet var 65.027 tons, fuldt udrustet var deplacementet 71.659 tons. Yamato blev ironisk nok sænket den 7. april 1945 af amerikanske flyvere, som brugte 11 torpedoer og 6 bomber til at sænke hende, af hendes besætning på 2.700 mand omkom 2.498. Der skulle bruges 19 torpedoer og 17 bomber for at sænke Musashi den 24. oktober 1944 i Leyte Gulf, 1.376 af hendes 2.399 store besætning overlevede.

 

Ironien var at slagskibenes storhedstid endte den dag i 1942, hvor de to britiske slagskibe HMS PRINCE of WALES og HMS REPULSE, blev sænket udelukkende af japanske flyvere. Hverken Japan eller USA tog hensyn til dette, i USA byggede man Iowa klassen slagskibe der var 7m længere og 9m smallere end Yamato, (Panamakanalen bestemte bredden).

 

Den japanske Stillehavskrig havde to formål, et at fordrive europæerne fra asien, men endnu vigtigere var det at skaffe Japan adgang til de resurser man havde så stort behov for, det var blandt andet olie, og gummi, men også mange andre råmaterialer, olien skulle hentes i Hollandsk Ostindien (Indonesien), gummi i Malaya, Burma og Fransk indokina (Vietnam, Cambodia og Laos).

 

For Japan var Kina en guldgrubbe af råstoffer udover de foran nævnte. Råstoffer blev den overordnede drivkraft for den japanske ekspansion syd på, derfor var kontrollen med det vestlige Stillehav af vital strategisk betydning for Japans krigsførelse. En kontrol af dette vandområde ville sikre skibsruterne fra sydøst asien til Japan. ‘Broen over floden Kwai’, den står egentlig i Tamarkan, oberst Nicholson i filmen, hedder egentlig Colonel Philip Toosey, den rigtige bro blev bombet af RAF og USAAF og gjort ubrugelig i juni 1945. Broen var en vigtig del af Burmajernbanen, den skulle bringe råstofferne til Japan, og den japanske hær helt frem til Indien, briternes smertensbarn.

 

Inderne der siden 1857, det indiske mytteri, var utilfredse med den engelske tilstedeværelse i landet, øjnede en chance for at blive uafhængige ved hjælp af Japan. Det lagde man ikke skjul på, inderne brugte helt åbenlyst den japanske trussel som ‘brækjern’ for at skaffe sig af med briterne. Indien indgik et ‘konkordat’ med Whitehall, at så længe krigen varede ville Indien kæmpe på britisk side under den forudsætning, at Indien fik sin selvstændighed efter krigens afslutning. Under hele krigen kæmpede indiske soldater i Waffen SS på østfronten, og sammen med de japanske styrker i Burma. I 1950 blev Indien selvstændig, og den sidste generalguvernør, Lord Luis Mountbatten, måtte forlade Indien. Han måtte allerede forlade posten som vicekonge af Indien, da dette fik indre selvstyre i 1947.

 

Japan på sin side så en mulighed for at erobre hele Indien frem til Afghanistan, og måske videre til et møde med Rommel’s afrikakorps. Mellemøstens oliereserver ville i så fald blive afskåret fra den vestlige verden. Anden verdenskrig blev den første resurse krig, erobringen af disse bestemte udviklingen og strategien hele krigen igennem for alle parter. Mødet mellem Rommel’s Afrikakorps og den kejserlige Japanske hær blev ikke til noget, England og Indien stoppede den japanske fremrykning i Burma, og Montgomery standsede Rommel i Nordafrika, de vigtige resurser forblev på de allieredes hænder.

 

Er der mon en tendens? Spanien, Holland, England, Japan, USA, Kina. De har alle arbejdet sig op, eller er ved det, til deres datidige, nutidige og eventuelle fremtidige position i verden. De er startet som, man fristes til at kalde det for Columbusæg, de udklægges og vokser sig store, med det formål at dominere verden. USA har forsøgt det siden anden verdenskrig og nu ser det ud til at Kina prøver at skubbe USA af stolen for selv at overtage pladsen som verdens herre, om det lykkedes vil fremtiden vise.

 

Det hele bunder i Nietzsche’s begreb ”Vilje til magt”! Er dennne tilstede og er der fysisk mulighed for at man kan få sin vilje. Både Hitler og Hirohito havde viljen til magt, men der stoppede det. Churchill og Hitler udkæmpede en kamp på viljer. Roosevelt og Hirohito gjorde det samme. Senere blev det en kamp om vilje mellem USA og USSR, lige nu og her er det mellem USA og Kina Vi ved alle hvis vilje sejrede i de tre førstnævnte tvekampe, spørgsmålet er så, var de på lang sigt var pyrrhussejre?

 

PS: ‘nips’ er udsprunget af Japans eget navn for landet ‘Nippon’.

PPS; ‘Smilets land’, ‘Land des Lächelns’, operette af Franz Lehar, foregår i Japan.

PPPS: Kong Pyrrhus af Epirus. Pyrrhus vandt over romerne i Heraclea i 280 f.vt. og Asculum i år 279 f.vt. Men sejren kostede ham størstedelen af hans hær, mens romerne fik erstattet deres tab med nye rekrutter, hvortil Pyrrhus konstaterede: “Sådan en sejr til og jeg er fortabt.”

PPPPS: I indledningen til filmen om broen over Kwai kommer de engelske soldater fløjtende det der blev kaldt ”The River Kwai march” Dens egentlig titel er ”Colonel Boggey” komponeret i 1914 af Liutenant F.J. Ricketts Royal Marines, under pseudonymet Kenneth J. Alford. Oprindeligt var det meningen at soldaterne skulle synge smædevisen om de tyske ledere, men man mente at det var for meget for det sarte biografpublikum, men jeg går ud fra at den Korte Avis har stålsatte læsere med dertil passende nerver, så her er den fulde og uforkortede tekst.

Hitler has only got one ball,

Goering has two, but very small,

Himmeler has something similar,

but poor old Goebbels has no balls at all.

 

The colonel of Tamarkan, Philip Toosey and the Bridge on the River Kwai” Julie Summers, Simon and Schuster UK Ltd. Africa House, 64-78 Kingsway, London WC2B 6AH, 2005.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…