DF indkalder i dag til forespørgselsdebat om antisemitisme: ‘Vi vil have mere kontrol med ekstreme moskeer og muslimske friskoler

Grimhøj moskeen Google map / Peter Skaarup Folketinget

Antisemitisme skal bekæmpes med alle midler

 

Af Peter Skaarup (MF), gruppeformand og retsordfører for DF

Pia Kjærsgaard og jeg har indkaldt regeringen til en forespørgselsdebat om antisemitisme, som finder sted i morgen, tirsdag den 28. januar.

 

Det er dagen efter den internationale mindedag for ofrene for Holocaust og nazisternes forbrydelser mod det jødiske folk. Det er Holocaust mindedag hvert år den 27. januar, men i år er det 75 året for, at Auschwitz blev befriet. Længere siden er det ikke, og alligevel oplever vi en stigende antisemitisme i Danmark. Det må og skal vi reagere på – og det skal ske her og nu.

 

Det kan ikke være rigtigt, at danske jøder ikke længere kan leve fredeligt i tryghed og sikkerhed i Danmark. Det kan ikke være rigtigt, at danske jøder skal opleve deres gravpladser skændet, at få påsat jødestjerner på deres postkasser, at der er områder, de ikke længere kan færdes trygt i – og at de må leve med konstant politi-bevogtning af deres synagoge, skoler og kulturinstitutioner.

 

Det er desværre en tendens, vi ser i hele Europa, det er også slemt i Frankrig, og truslen kommer hovedsageligt fra muslimske indvandrerkredse – selv om der også findes antisemitisme på den yderste venstre- og højrefløj (nynazister).

 

Det er så urimeligt, fordi særligt det jødiske samfund i Danmark er et fremragende eksempel på vellykket integration. Den historie kan man få fortalt bl.a. på Dansk-Jødisk Museum i København, som netop ikke er et Holocaust museum, men et museum, der formidler historien om jødernes vellykkede integration i det danske samfund.

 

Siden angrebet i Krudttønden og på synagogen i 2015, hvor bl.a. den 37-årige jøde Dan Uzan blev skudt og dræbt, har synagogen og museet været under konstant politibevogning. Det er meget trist – og samtidig et meget synligt tegn på situations alvor. Jødernes historie i Danmark går 400 år tilbage. Mange kom hertil på flugt fra forfølgelser særligt i Østeuropa, og blev med tiden en integreret del af den danske befolkning. Men det jødiske samfund i Danmark er småt og svindende, og det skyldes primært indvandringen fra Mellemøsten. Mange jøder føler sig ganske enkelt ikke længere trygge i Danmark. Nogle vælger at udrejse til Israel eller til USA.

 

I 2015 flyttede ca. 10.000 jøder fra Vesteuropa til Israel, hvilket er det højeste antal siden Israels oprettelse i 1948.

 

Danske jøder skal – som andre grupper i vores samfund – kunne tåle en vis grad af satire og kritik. Vi skal ikke gå på kompromis med ytringsfriheden eller den tradition for satire, vi har i Danmark, og som er afgørende for et frit samfund. Det er ikke den rigtige vej at gå. Men, den særlige jødiske historie med forfølgelser og antisemitisme både i Danmark og i resten af Europa gør, at vi skal passe særligt på vores jødiske medborgere, og jøder må selvfølgelig ALDRIG udsættes for hadsk tale, trusler på livet eller voldelige overfald. Det er helt uhørt og hører absolut ikke hjemme i Danmark.

 

Vi skal gøre ALT, hvad vi kan for at rette op på situationen for de danske jøder. Obligatorisk undervisning i skolerne der både omfatter historisk viden om Holocaust og jødeforfølgelserne, men som også bør handle om jødernes fredelige eksistens og integration i vores samfund og om deres positive bidrag indenfor blandt andet videnskaben og kunsten både i Danmark og på verdensplan.

 

Og så skal vi have meget mere fokus på de ekstreme moskeer som Grimhøj-moskeen og på hadprædikanterne, der opfordrer til drab på jøder. Endelig skal vi have mere kontrol med de muslimske friskoler, som jo potentielt udgør en særlig risiko.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…