Der synes at være et misforhold mellem befolkningens og domstolenes opfattelse af menneskerettigheder

Modelfoto fra Tyskland/Skærmprint

Mistilliden til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) har gennem årene været stærkt stigende. Det er formentlig ikke så meget menneskerettighederne i sig selv, folk ikke slutter op om, men måden de bliver fortolket på af domstolene. Det gælder såvel vores egne nationale domstole som Menneskerettighedsdomstolens (EMD) aktivistiske og dynamiske domme.

 

Dertil kommer, at EMRKs evindelige tillægsprotokoller og ændringsprotokoller giver endnu flere rettigheder til udefrakommende, og disse rettigheder føles som en møllesten om halsen på en meget stor del af den danske befolkning.

 

Og for at være sikker på, at intet EU-land snød på vægten, når det gjaldt de fremmedes rettigheder, krævedes Inkorporeringsloven (af 1992) underskrevet, således at hele EMRK nu var en del af dansk lov.

 

Kritik af EMD og vores egne domstole

Kritikken af EMRKs udvidelse af fremmede statsborgeres rettigheder og EMDs dynamiske fortolkning og politiserende virke har ikke kun beroet på befolkningens mavefornemmelser. Det er altså ikke kun såkaldt almindelige mennesker, der ikke forstår det højere juridiske skoleridt. Nogle af landets fremmeste jurister har istemt kritikken.

 

Kritikken er også haglet ned over de to landsretter og Højesteret for at være så bange for at blive underkendt af EMD, at de undgår at udvise kriminelle udlændinge i strid med størstedelen af den danske befolknings ønske.

 

Lektor Peter Starup fra Juridisk Institut på Syddansk Universitet har kaldt en højesteretsdom, hvor en tyrkisk vaneforbryder ikke blev udvist, for juridisk “frihåndstegning”.

 

Allerede i 2000 skrev Eva Smith, professor, dr. jur. sarkastisk i Jyllands-Posten, da hun kritiserede Højesteret for at læne sig for meget op af EMD for ikke at blive underkendt af denne: ”Dermed bliver Højesteret mere katolsk end Paven selv”. I Politiken den 2. oktober 2017 (bag betalingsmur) fortsatte hun sin kritik og skrev, at Menneskerettighedsdomstolen er på vildspor. I de 17 år var der altså intet sket.

 

Den 13.12.2011 skrev Karsten Lauritzen, daværende retsordfører i Venstre, i Advokaten, at EMRK havde behov for et servicetjek.

 

Lauritzen oplyser, at Helle Thorning-regeringen ønskede at få EMRK indskrevet i Grundloven. Det var de Radikale, der fremkom med dette nationalt ødelæggende påfund, og partiet blev bakket op af både SF og Socialdemokraterne. Konsekvenserne ville, ifølge Lauritzen, være, at ”russiske, græske og tyrkiske dommere – der intet aner om Danmark, vores historie, vores kultur, vores retstradition – kommer til at bestemme, hvordan den danske grundlov skal fortolkes. Udover at det i sig selv er galimatias, er det udemokratisk, fordi domstolen i Strasbourg er dybt aktivistisk og har tradition for at bedrive politik.”

 

Jacob Mchangama (direktør i tænketanken Justitia) har anklaget Menneskeretsdomstolen for af egen drift at bevæge sig ind på nye områder. Endvidere anklager han Domstolens beskyttelse af kriminelle udlændinge for mere eller mindre at være opfundet af Domstolen selv.

 

Retfærdigvis må nævnes, at ikke alle jurister kritiserer EMRK og EMD. Ph.d. og studieleder Jacques Hartmann hylder nærmest konventionen og Domstolen. Han mener, at hvis Danmark forlod Menneskerettighedskonventionen og ophævede Inkorporeringsloven, ville disse rettigheder forsvinde.

 

Samtidig berører han den kritik af EMRK, der især går på forældelse, at så kan kritik også ”rettes  mod mange andre love, først og fremmest Grundloven. Grundloven – Danmarks vigtigste lov – blev sidst ændret i 1953; samme år, som Menneskerettighedskonventionen trådte i kraft.”

 

Efter denne hyldest fór professor, dr. jur. Mads Bryde Andersen i blækhuset. Han afviste i det hele Hartmanns påstande.

 

At hævde, at de fleste af vores menneskerettigheder forsvinder, hvis Danmark forlader EMRK, er urigtig, siger han. Hovedparten af EMRKs rettighedskatalog respekterede Danmark længe før EMRKs underskrivelse i 1950. De er udviklet efter en løbende demokratisk debat. ”Og selvfølgelig”, tilføjer Bryde Andersen, ”er det ikke EMRK, der har skabt vort retssystem.”

 

Ligeledes kritiserer Bryde Andersen Hartmanns sammenligning mellem EMRK og Grundloven som helt skæv, da sidstnævnte netop ikke fortolkes dynamisk.

 

Befolkningens mavefornemmelser er velanbragt hos hos langt de fleste juridiske kritikere af EMRK og EMD, som der er flere af end ovenfor nævnt.

 

Dynamiske domstole

Har ovennævnte kritikere ret i bemærkninger som fx ”frihåndstegning”, ”opfundet af Domstolen (dvs. EMD) selv” og ”Højesteret er mere katolsk end Paven selv”?

 

Det kan man så spørge fhv. højesteretspræsident, professor, dr.merc.h.c. Børge Dahl om. Han skriver om dynamiske domstole (s. 145-147):

 

”Problemet er, at dynamisk fortolkning kan føre til judiciel aktivisme, som overskrider grænsen til det politiske. Ikke fordi reglerne anvendes på ændrede forhold (…), heller ikke fordi reglerne anvendes under hensyn til en ændret moral- eller værdiopfattelse i samfundet, men fordi reglerne anvendes som legitimation for udvikling af helt nye rettigheder.” (min fremhævelse).

 

Og videre:

 

”Når EMD gennem dynamisk fortolkning lægger nye rettigheder ind i EMRK, er det ikke til at vide, hvad retstilstanden er, eller hvad den bliver. Dommerne kommer til at drive politik i strid med vores demokratiopfattelse.” (min fremhævelse).

 

Når det kommer til Højesterets domme, skriver han, bestræber disse sig på ”at følge dansk lov til den grænse, som konventionen og EMD sætter.”

 

Selv om Børge Dahls kritik af EMDs dynamiske fortolkning, Domstolens politisering, uvidenhed om retstilstanden, eller hvad den bliver, ser det dog i min optik ud til, at han alligevel, på trods af den fra egen og mange andre sider omfattende kritik af EMD, forsvarer Højesterets domme.

 

For betyder EMDs politisering ikke netop, at den af Domstolen satte ”grænse” er i strid med vores demokratiopfattelse?

 

For en lægperson som undertegnede, må det umiddelbart se ud, som om fhv. højesteretspræsident Børge Dahl på den ene side kritiserer EMD, men på den anden side alligevel finder det i orden, at Højesteret bestræber sig på at følge den kritiserede konvention og Domstol.

 

Institut for Menneskerettigheder

Kort før Danmark skulle overtage formandsskabet i Europarådet i november 2017, skrev Institut for Menneskerettigheder, at det ofte er menneskerettighederne, der ”får  skylden, når en kriminel ikke bliver udvist fra Danmark.”

 

Men efter at Instituttet har analyseret ca. 400 afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen, Højesteret, Østre og Vestre Landsret, kan de konkludere, at ”vores analyse viser, at de danske domstole udviser alvorligt kriminelle i klart mindre omfang end Menneskerettighedsdomstolen.”

 

Se også en del domme i Instituttets udgivelse vedrørende udvisning af kriminelle udlændinge (45 sider).

 

Der er altså også kritik fra denne uventede side, idet Instituttet blandt folkedybet nok anses som det organ, der hylder enhver dom, hvor en kriminel ikke udvises.

 

Flytter Højesteret hegnspæle i udvisning af kriminelle udlændinge?

 

Der er ikke meget opbakning til domme, der blindt kører hen over de nationale domstoles retssystemer.

 

Derfor har den vedvarende og efterhånden mere og mere højrøstede kritik af EMDs meget udvidede fortolkning af kriminelles rettigheder, måske omsider givet Domstolen et vink med en vognstang. Som Kaj Højvang skriver i K-news.dk/nyheder i december 2018, har Domstolen anlagt en betydelig mere tilbageholdende linje i efterprøvelsen af nationale domstoles udvisningsafgørelser end tidligere i sager om udvisning af kriminelle udlændinge.

 

Højvang mener, at dette tilbageholdenhed hos EMD har haft indvirkning på Højesteret, idet ”Højesterets to udvisningsdomme i sidste uge (altså december 2018 – min anm.) markerede et kursskifte i kampen mod kriminelle udlændinge i Danmark.”

 

Og videre:

 

”Med dommene er der blevet væsentlig kortere vej til udvisning af kriminelle udlændinge – også selvom de er født og opvokset og måske endda har familie her i landet.”

 

Mange facetter

Den danske lov, vores nationale domstole, EMRK og EMD rummer i sig langt mere, end nævnt ovenfor, såsom tålt ophold, generøsiteten med uddeling af statsborgerskab, fratagelse af samme, Danmarks internationale forpligtelser, repatriering, befolkningens retsfølelse, opsigelse af EMRK, annullering af Inkorporeringsloven m.v. Af pladshensyn er det ikke muligt her at få det hele med.

 

Dog vil jeg kort afslutningsvis nævne betinget udvisning, som er faldet mange mennesker for brystet.

 

Elastikparagraf?

Betinget udvisning (som nu kaldes advarsel), der blev indført i 2006 (udlændingelovens § 24b), giver ingen mening for befolkningen. En enkel advarsel til et ungt menneske, som kun lige er begyndt på en kriminel karriere, er vel rimelig. Men paragraffen synes meningsløs, når der gives utallige advarsler, selv til meget brutale kriminelle, der ofte får den ene advarsel efter den anden. § 24b må vel derfor nærmest ses som en elastikparagraf.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…