Debatten om Iran understreger, at De Radikale er uegnede til at sidde i regering – Mette F. skal træffe vigtigt valg

 USA’s dronedrab på den iranske topfigur Qassem Soleimani var en berettiget aktion. Ligesom det var berettiget at dræbe Osama bin Laden og IS-lederen Abu Bakr al-Bagdadi.

 

Soleimanis blodspor i verden er endda større end to andre herrers.

 

Iran er verdens største terrorsponsor. Og ingen havde så stor betydning for de iransk støttede terroraktiviteter som Qassem Soleimani.

 

Generelt var han hovedansvarlig for Irans målrettede udvidelse af sin magt i Mellemøsten.

 

Han var leder af den såkaldte Quds-elitestyrke i Irans revolutionsgarde. Fra denne position styrede han en stor del af Irans udenrigspolitik, herunder dets udenlandske militære aktiviteter.

 

Iran har udviklet et kæmpemæssigt globalt netværk af islamistiske kamp- og terrororganisationer, og i centrum af dette netværk sad Soleimani. Han var reelt nummer to i det iranske magtsystem, og han er endda blevet kaldt ”Mellemøstens mægtigste mand”.

 

De Radikale er uegnede

Qassem Soleimani har talløse gange vist, med hvilken brutalitet han forfølger sine islamistiske og terroristiske mål.

 

I Syrien har han været ansvarlig for massakrer, og han har ført krig ved at udsulte hele byer. Han er også skyld i mange amerikanske soldaters død og lemlæstelse og i mange drab på civile.

 

Men alt dette hører man kun meget lidt om fra danske medier og politikere. Den hjemlige debat savner jordforbindelse.  Ikke overraskende slår De Radikale alle rekorder, hvad et angår.

 

Det blev udstillet på det pinligste, da De Radikale søndag holdt nytårsstævne og i den forbindelse afholdt en debat mellem statsminister Mette Frederiksen, Venstres leder Jakob Ellemann-Jensen og den radikale leder Morten Østergaard.

 

Først og fremmest understregede debatten, at De Radikale er uegnede til at deltage i en regering.

 

Soleimanis djævelskab

Anledningen til debatten var det dræbende amerikanske droneangreb på Soleimani og hans nære irakiske medarbejder.

 

Danske politikere og journalister satte straks dette angreb ind i et USA-kritisk perspektiv. Der var ingen grænser for, hvor galt det kunne gå med dette amerikanske angreb, måtte man forstå. Man risikerede, at Trump satte verden i brand.

 

Tilsyneladende havde disse røster ikke opdaget, at verden for længst var sat i brand – af Qassem Soleimani. Trump besluttede kun modvilligt at reagere på Soleimanis provokationer.

 

Den amerikanske præsident er alt andet end begejstret ved at synke længere ned i Mellemøstens hængedynd. Han har da også reageret meget tilbageholdende på en række tidligere iranske provokationer – såsom nedskydning af en amerikansk drone og angreb på saudiarabiske olieanlæg.

 

Besættelse af ambassade

Men denne gang blev Soleimanis magtdemonstrationer for meget for amerikanerne. Rådgivere overbeviste Trump om, at man måtte slå igen.

 

Det skete, da en iransk styret milits slog en mand ihjel, der arbejdede for amerikanerne. Svaret var et flyangreb mod en af denne milits’ lejre.

 

Derefter iscenesatte Qassem Soleimani et angreb, der skulle føre til besættelse af den amerikanske ambassade i Bagdad. En aktion, der for amerikanerne bragte uhyggelige minder om den lange ambassadebesættelse i Teheran i 1979.

 

Så valgte Trump at slå til mod Soleimani. Militært var det en yderst begrænset aktion. Men politisk var det selvfølgelig et meget kraftigt signal at dræbe Irans nummer to.

 

Har kun respekt for magt

Denne beslutning har været svær at træffe, og den rummer da også en risiko for, at konflikterne i Mellemøsten eskalerer dramatisk.

 

Men omvendt: Hvis USA stiltiende havde fundet sig i Soleimanis angreb på den amerikanske ambassade, ville det have været en tilskyndelse til ham om at optrappe provokationerne mod USA.

 

Soleimani og det iranske præsteregime er gået så langt, som de overhovedet kunne, for at øge deres magt i Mellemøsten. Over for svage modstandere kører de løs. Det eneste, de har respekt for, er magt.

 

Den radikale poesibog

Men sådan ser de toneangivende EU-lande ikke på det. Specielt Tyskland var hurtigt til at anlægge forsonlige toner over for Iran.

 

Tysklands socialdemokratiske udenrigsminister Heiko Maas gik endda så vidt som til at foreslå, at EU uden om USA skulle forhandle en løsning med iranerne!

 

Maas måtte dog hurtigt trække i land igen. Blandt andet blev han sat på plads af formanden for den borgerlige regeringspartner CDU, Annegret Kramp-Karrenbauer.

 

I Danmark var De Radikales Morten Østergaard dog begejstret for tankerne fra den tyske socialdemokrat. De var da også helt efter den radikale poesibog.

 

Mette Frederiksens valg

Men statsminister Mette Frederiksen reagerede anderledes end partifællen Maas og den danske forbundsfælle Østergaard. Og det er interessant.

 

Statsministeren undgik at svare på, om USA’s angreb var rigtigt. Hun ville ikke udfordre den tyske udenrigsminister, De Radikale, og Journalistisk Venstreparti.

 

Men omvendt var det bemærkelsesværdigt, at hun ikke indlod sig på nogen kritik af Trump og USA. Hun understregede: ”Det, der er vigtigt i forhold til Mellemøsten, er, at uden den militære amerikanske infrastruktur kan vi intet gøre i Mellemøsten.”

 

Altså et klart nej til europæiske tankespind om, at man kan gå selv over for Iran uden om USA. Og et nej til forestillinger om, at man kan standse Irans magtambitioner alene med snak.

 

Fornuftige mennesker vil sige, at det var da det mindste, Mette Frederiksen kunne gøre. Jo absolut. Men det er ikke en selvfølge.

 

Mette Frederiksen skal træffe et vigtigt valg. Og hun vælger tilsyneladende at begynde så småt på at reformere det socialdemokratiske tankegods i udenrigspolitikken. På samme måde, som hun har gjort det i udlændingepolitikken.

 

Det ville være barokt, hvis Venstre samtidig begyndte at smiske for den radikale udenrigspolitik. Deres opgave er tværtimod at presse Mette Frederiksen længere ad fornuftens og realismens vej.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…