Vi skal snart have folketingsvalg. Partiernes opgør om, hvilke emner der skal stå i centrum for valgkampen, er i fuld gang.
Ved en række valg i de seneste årtier har udlændingepolitikken spillet en nøglerolle. Sådan bør det være igen.
Håndteringen af den ikke-vestlige indvandring til Danmark er afgørende for det danske samfunds fremtid.
Den har store økonomiske konsekvenser. Ifølge regeringen kostede den ikke-vestlige indvandring det danske samfund 36 milliarder kroner på årsbasis (tal fra 2015).
Men den ikke-vestlige indvandring drejer sig langt fra kun om økonomi.
Den betyder en dramatisk ændring i den danske befolknings sammensætning. En stærkt voksende del af befolkningen vil have ikke-vestlig, specielt muslimsk baggrund.
Hvis denne retning ikke bliver ændret, vil det gradvis underminere den kultur og de værdier, som det danske samfund hidtil har hvilet på.
Nogle ikke-vestlige indvandrere glider godt ind i dansk kultur. Mange gør det ikke.
Men der er slet ikke tilstrækkelig debat om, hvad denne udvikling betyder, og hvad man kan gøre ved den.
Valgkampen bør ændre på det. Den bør ikke mindst bruges til at punktere tre store myter om den ikke-vestlige indvandring.
Myten om integration
Den første myte drejer sig om, at indvandringens problemer kan klares med en stærkere integrationsindsats.
Kendsgerningen er, at integrationen i vidt omfang har været en fiasko, til trods for masser af penge til såkaldte integrationsprojekter. De fleste af disse projekter er noget dallerværk uden væsentlig effekt.
For nylig fremlagde Undervisningsministeriet og Integrationsministeriet en interessant analyse, der dokumenterede, at børn af efterkommere på afgørende punkter ikke er mere integrerede end generationen før dem.
Desværre var analysen behæftet med nogle fejl. Det åbnede døren for en skinger hetz i medierne, der foregav, at undersøgelsen slet ikke kunne bruges til noget.
Men når disse fejl blev fjernet, var der stadig tale om overordentlig interessante og rystende oplysninger. De fortjener at blive gravet frem fra den dynge af fortielse og fordrejning, som Journalistisk Venstreparti og visse forskere forsøgte at begrave det hele i.
Kendsgerningen er, at børn af forældre, der begge er efterkommere, praktisk talt ikke er mere integrerede end generationen før dem. Et skræmmende vidnesbyrd om fiasko for integrationen.
Dansk Industris falske optimisme
Forleden blev vi mindet om denne sørgelige tilstand og om de forløjede forsøg, som politisk korrekte kræfter gør på at fornægte dette:
Ritzau gengav tal fra Danmarks Statistik, der viste, at andelen af indvandrere i job er steget. Men det er en sølle stigning i en tid, hvor det er gået fremad for økonomien.
Fra 2016 til 2017 steg andelen af indvandrere i job såmænd kun fra 56,4 procent til 58,3 procent.
Og nu kommer det: Det går ikke et hak bedre for børn af efterkommere, selv om de er født og opvokset i Danmark. Her var en stigning i folk med job fra 57,1 procent til 58,8 procent.
Og det bliver endnu værre: Denne eklatante fiasko for integrationen blev af underdirektør i Dansk Industri, Steen Nielsen udråbt til en positiv udvikling. Hvis det er en positiv udvikling, hvordan ser en fiasko så ud?
Steen Nielsen får dog medgivet, at ”en forholdsmæssig stor andel af indvandrerne og deres børn ikke tager en uddannelse og har svært ved at finde et job”.
Den ikke-vestlige indvandring til Danmark er en økonomisk belastning af det danske samfund, ikke en gevinst. Myten om positiv integration og økonomisk fordel bør punkteres i valgkampen.
Myten om styr på indvandringen
Det samme gælder en anden stor myte. Nemlig den, at vi er ved at få styr på de ikke-vestlige indvandreres kraftigt voksende andel af befolkningen.
Regeringen og andre henviser til, at asyltallene for tiden er ganske lave. Og det er rigtigt.
Men alligevel ændrer befolkningen sig markant i retning af en stadig større andel ikke-vestlige, især muslimske indvandrere. Danmarks Statistik skønner, at der i 2060 vil være en ikke-vestlig indvandrerbefolkning i Danmark på 867.258!
Det hænger ikke mindst sammen med, at indvandrerbefolkningen er yngre og får flere børn.
Partierne bør i valgkampen svare på, hvad de vil gøre ved denne udvikling, der har vidtrækkende konsekvenser for kultur, værdier og samfund i Danmark.
Frem for alt er det vigtigt at øge ambitionerne omkring hjemsendelse af flygtninge – det såkaldte paradigmeskift, som Dansk Folkeparti er gået i spidsen for.
Og så skal der lukkes mere konsekvent af for ikke-vestlig indvandring ved grænsen til Tyskland.
Myten om velfærdspolitik og udlændingepolitik
Den sidste myte, der skal punkteres i valgkampen, drejer sig om, at vi kan føre velfærdspolitik uden løbende at inddrage udlændingepolitikken.
Der bliver flere og flere ældre i Danmark, og hvis de dårligere stillede blandt dem skal have en anstændig omsorg, skal der skæres ned på de store udgifter til indvandring. Herunder de indirekte udgifter til retssystem, tolke, sundhed, skole osv.
Alt for ofte debatteres velfærdspolitikken, som om den intet havde med udlændingepolitikken at gøre.
