*** 3 stjerner ud af 6
TRANSNISTRA er en dokumentarfilm instrueret af svenske Anna Eborn. Hun har tidligere været nomineret til en Robert for sin dokumentarfilm Pine Ridge (2013).
Med skam at melde havde jeg ikke hørt om landet Transnistrien, før jeg her i år faldt over navnet i forbindelse med en rejse til Moldova. Men det viser sig altså at være en lille stat beliggende mellem Ukraine og Moldova, som siden begyndelsen af halvfemserne har eksisteret i forlængelse af Sovjetunionens fald.
Anna Eborn fik fortalt, at menneskene i området gerne ville fortsætte med at leve ”sovjetisk” og derfor etablerede deres egen stat baseret på den gamle ideologi.
Instruktøren har lavet sin film ud fra en interesse i den unge del af befolkningen. Hvem er de? Hvordan lever de? Og hvordan ser deres fremtid ud i et samfund, der har blikket rettet mod fortiden?
Handling
”Transnistra” foregår i den lille by Kamenka. Her mødes en gruppe ca. 17-årige teenagere jævnligt dels ved floden, dels på forladte byggepladser.
Flokken er skævt kønsmæssigt sammensat – af drengene Tolya, Sasha, Denis, Burulya og Dima med Tanya som ene høne i kurven. Alle drengene er tiltrukket af hende og kæmper for at få hendes opmærksomhed.
Ingen af dem har gjort deres uddannelser færdige, og det er svært at finde arbejde. Derfor tilbringer de tiden sammen, går ture, svømmer og solbader, mens de taler om deres håb og drømme.
Men vil det lykkes at få en fremtid i et land, hvor tiden forekommer at være gået i stå?
Der sker for lidt
”Transnistra” vandt en Dragon Award for bedste nordiske dokumentar ved Göteborg Film Festival 2019, og Anna Eborns fascination af gruppens dynamik er forståelig. Dels på grund af kønssammensætningen, der skaber spændinger, dels fordi de alle står med et ben i hver lejr: På den ene side er de unge forbundet til omverdenen via internettet og dets underholdningstilbud, og mobiltelefonerne er da også hele tiden lige ved hånden. På den anden side lever de i et u-dynamisk samfund, der fortsat hylder gamle idealer.
Dokumentarfilmen rummer bestemt både interessante og rørende scener, men der er for langt mellem snapsene. Personerne er ganske enkelt, måske med Tolya som undtagelse, for uinteressante til at følge over en længere periode. Der sker for lidt, og stilstanden bliver ikke opvejet af visuelt smukke billeder, fordi miljø og omgivelser er så deprimerende dystre og fattige.
En replik, der falder i en længere samtale mellem Tolya og Tanya om bl.a. Denis, illustrerer ganske godt den dræbende atmosfære – yderligere understreget af det meget, meget langsomme fortælletempo: ”Han er tom lige som resten af os.”
Længde: 93 minutter
- Medvirkende: Tatyana Lipovskaya, Anatoly Nikolaevich, Alexander Stadnik, Dmitrii Maslov, Denis Shevtsov, Alexander Sasha m.fl.
- Instruktør: Anna Eborn
- Premieredato: torsdag d. 20. juni
