Svensk forsvarsekspert advarer: Den enorme indvandring betyder, at Sverige nu befinder sig i en gråzone mellem krig og fred

I nat hørtes bragene fra to bombesprængninger i forskellige dele af Stockholm-området. Især den første eksplosion var meget kraftig. (se artiklen andetsteds i avisen)

 

Den slags er ved at være hverdagskost i landet. Sverige nærmer sig 200 bombesprængninger alene i år. Et vanvittigt højt tal, der skiller Sverige ud fra alle andre europæiske lande.

 

Den fremtrædende forsvarsekspert Henrik Häggström tager nu bladet fra munden: ”Vi nærmer os en gråzone mellem krig og fred.”

 

”Enorm migration”

Netavisen Nyheter Idag har talt med Häggström, der ser Sveriges enorme indvandring som en af hovedårsagerne til den eskalerende vold i svenske byer, hvor bombesprængninger og skyderier hører til dagens orden:

 

”Vi har haft en enorm migration til landet, men samtidig har vi haft en migrationspolitik, som lader meget tilbage at ønske. ”

 

Häggström føjer til, at denne indvandring ofte kommer fra lande, ”hvor vold af den type, som vi taler om her, er ganske almindelig”. Denne vold er forbundet med ”dybt rodfæstet klantænkning”.

 

Denne vurdering står i total kontrast til den svenske statsminister Stefan Löfvén, der for nylig forsikrede, at skyderierne og bombesprængningerne i de svenske byer intet havde med indvandringen at gøre! Denne forsikring har udløst en orkan af kritik mod Löfvén.

 

Den 4. november sammenlignede Häggström i Sveriges TV4 Sverige med Afghanistan.

 

Han understregede, at Sverige naturligvis ikke er i krig på samme måde som Afghanistan. Men han føjede til: Når man ser på, hvor mange bombesprængninger og skyderier, der finder sted i Sverige, og hvor mange uskyldige, der risikerer at blive ramt, er sammenligningen med Afghanistan slet ikke irrelevant.

 

Samspil mellem kriminelle og islamiske ekstremister

Henrik Häggström er absolut ikke en hr.-hvem-som-helst. Han er en højt respekteret senioranalytiker på Försvarshögskolan (Forsvarsakademiet) i Stockholm.

 

Häggström var en af hovedkræfterne bag den opsigtsvækkende rapport med titlen: ”Antagonistiske hot og dess påverkan på lokalsamhället”. Rapporten udkom tidligere i år og blev omtalt i Den Korte Avis.

 

Den analyserer de forskellige sikkerhedstrusler, som Sverige står over for. Blandt andet kommer den med en opsigtsvækkende påpegning:

 

Forsvarseksperterne ser en tendens til et stadig mere omfattende samspil mellem den organiserede kriminalitet og det islamistiske jihadistmiljø.

 

Ekstreme kræfter i Sveriges store ghettoområder deltager i stigende grad i væbnede kriminelle aktiviteter, der kan skaffe dem penge og magt – og forbundsfæller i det kriminelle miljø.

 

Dette samspil mellem forskellige samfundsnedbrydende kræfter udgør en betydelig fare. Häggström kommenterer:

 

”Både professionelle forbrydere og jihadister har megen voldskapital i bagagen, og indimellem kan vi se, at en del individer både har en fod i organiseret kriminalitet og i en islamistisk jihadisme”. Det bliver sværere at skelne knivskarpt mellem de to grupperinger, siger han.

 

Forsvarseksperten gør det klart, at man med stor sikkerhed kommer til at opleve mere samarbejdet den organiserede kriminalitet og islamisterne. Og han føjer til: ”Det gælder specielt, når terroristerne fra Islamisk Stat begynder at vende tilbage til Sverige.”

 

”Morten Østergaard-land”

Den udvikling i Sverige, som forsvarseksperten Henrik Häggström beskriver, har i allerhøjeste grad interesse i Danmark.

 

Personer fra de svenske miljøer, hvor islamisme og professionel kriminalitet blander sig, opererer også i Danmark. Det er baggrunden for den danske grænsekontrol til Sverige.

 

Samtidig lader herboende voldsmænd og ekstremister sig også inspirere af svenske forbilleder. For dem er svenske indvandrerkriminelle bare vildt gode til det dér med rå vold og islamisme.

 

Den svenske udvikling påvirker os. Og den viser os, hvor galt det kan gå, når man fører en så katastrofalt svag udlændingepolitik som i Sverige.

 

Sverige kan ses som et billede på, hvor man ender, hvis man fører den form for udlændingepolitik, som Morten Østergaard og hans radikale parti vil føre i Danmark.

 

Det Sverige, som forsvarseksperten Henrik Häggström analyserer så kritisk, kunne for den sags skyld også kaldes ”Morten Østergaard-land”.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…