Efter Socialdemokratiets 3-ugers forhandlinger med venstrefløjen må ”aftalepapiret” have givet de vælgere, der ”vendte tilbage” fra Dansk Folkeparti, nogle meget slemme tømmermænd.
Flugten fra S til DF, skyldtes udlændingestramningerne. Det var det, S’s vælgere ville have. Stramninger.
Flugten tilbage til S skyldtes, at partiet tilsluttede sig det såkaldte paradigmeskift og lovede, at ingen forhandlinger med venstrefløjen ville ændre på dette. På trods af erfaring (det Sorte Tårn) om det modsatte, troede S-vælgerne på det. Igen måtte de konstatere, at de havde gjort regning uden vært (de Radikale).
Knapt var blækket tørt på aftalepapiret, før det stod klart, at statsministeren var i fuldt sving med at gennemhulle paradigmeskiftet.
Lindholm
Lindholm som ophold for de utålelige migranter skulle ikke længere beboes af disse. Det kunne der være en vis ræson i, da beboerne i den lille by Kalvehave ikke var begejstret for at have kriminelle og afviste migranter til at husere i deres by. Det er der bestemt ikke noget at sige til. Alle vil betakke sig for at have dem i nærheden, hvad også naboerne til Kærshovedgård ved Ikast kan istemme.
Hvor finder man i så lille et land som Danmark et sted, hvor danskerne ikke skal have deres hverdag fyldt med utryghed? Mange venter sikkert i frygtsom spænding.
Kunne man spærre migranterne inde, til de ønsker at komme hjem? Men nej, det må vi ikke for FN’s hellige stentavler.
Men prisen for at rense øen? Ja, omkostningerne er exorbitante, men øen skal vel alligevel på et tidspunkt renses, medmindre vi andre formodes at kunne bevæge os rundt på øen på trods af forureningen.
Sjælsmark
Udrejsecentret Sjælsmark for børn og deres familier skal rømmes. Og disse uønskede skal flyttes et nyt sted hen. Regeringen ved ganske vist endnu ikke hvortil. Der kommer sikkert en god løsning i morgen.
Hvad der er galt med Sjælsmark, er ikke rigtigt kommet frem. Familierne har tag over hovedet, varme, mad, tøj efter vejrliget, skolebus til skolebørnene, en slags SFO-ordning med leg og spil, sport, udenomsfaciliteter. Og dét, der vel er det allervigtigste for børnene: at deres forældre er hos dem.
Ombudsmanden har været på gennemgang af udrejsecentret, og de få ting, han mente skulle forbedres, blev omgående sat i værk af den forrige regering.
Men så måtte man jo spørge en person, der syntes ”synd om” beboerne. Og han udtalte sig gerne om det forkastelige i, at beboerne skulle spise i kantinen og ikke måtte tage maden med på deres værelser. Det er ellers en anke, der vil noget.
Når der altså ikke var andet i vejen, måtte man finde et barn, der på egen krop ved, hvordan det er at bo på Sjælsmark. Joh, sagde en lille pige genert, maden er ikke god, og børnene skændes.
Vi er alle i dagspressen blevet præsenteret for menulisterne på Sjælsmark, og vores gamle, der er afhængig at kommunens mad, og ikke mindst de kræftramte børn på Odense Universitetshospital, der i weekenderne må nøjes med ”plasticmad” (fra 1.3.2019 plasticmad hver dag), må have følt mundvandet løbe over al den dejlige mad, som de uønskede får serveret.
Nu kunne mikrofonholderen have fortalt den lille pige, at den mad, hun kan lide, kan hun få i sit hjemland, så hvis hun lige kan få overtalt mor og far til at rejse hjem, så ……
Han kunne også have fortalt hende, at alle børn skændes, og det gør voksne i øvrigt også, så nissen flytter med, ligegyldigt hvor de bor.
I stedet valgte venstrejournalisten, når nu der ikke rigtigt var kød på utilfredsheden, at spørge den lille pige, om det mon var hegnet omkring udrejsecentret, hun var ked af. Og den lille pige nikkede. Den såkaldte journalist glemte dog at fortælle den lille pige, at hegnet formentlig fulgte med (medmindre de Radikale bestemmer noget andet).
En migrant bliver igen indvandrer
Lempelserne fortsætter.
Migranterne skal ikke mere sendes hjem, når der er fred i deres land. Det kan da godt være, deres eget land har brug for dem og den ekspertise, de har opnået her i landet, men erhvervslivet i Danmark har altså meget, meget mere brug for dem.
Paradoksalt nok, for i Danmark kan erhvervslivet plukke mellem titusinder af tilvandrede, som skatteyderne har forsørget i 30-40 år. Samtidig er der lande, især i det sydlige EU, som har en enorm ungdomsarbejdsløshed. Så hvorfor arbejdere fra Afrika og Mellemøsten?
Paradigmeskiftet betød bl.a., at integrationsydelsen blev omdøbt til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse (og væsentligt nedsat), og dermed kunne vi endelig slippe for at skulle betale til tilvandredes virkningsløse, unyttige, håbløse og branddyre integrationsprogrammer.
Men VUPTI, vi er tilbage til integration, og ydelsen skal naturligvis sættes op igen. Ikke mere noget med kontanthjælpsloft. Se DKA her.
De migranter, der har arbejdet i 2 år, kunne trække vejret lettet. For de er lige nu af regeringen blevet konverteret til indvandrere. Også alle andre, der har fået et job, kan glæde sig, for inden loven er vedtaget, og de enkelte sager færdigbehandlet, har de såmænd også arbejdet i mindst 2 år.
Den somaliske buschauffør Said Abdullahi‘s klagesager har indtil nu taget mere end 2 år, så der er intet at sige til, at han er begejstret for den nye regering. Og de Radikale glæder sig med ham.
Abdullahi har fået fodfæste i et land, hvis hårdtarbejdende befolkning gennem adskillige generationer i afsavn og fattigdom – nogle i dyb armod – gennem stærkt stigende (op til det horrible) skatter har opbygget vores velfærdssamfund. Og nu roser han sig af at ”bidrage” med sin skat, der næppe tilnærmelsesvis dækker for en hjemmegående lillemor (formentlig på integrationsydelse) og foreløbig syv (7) børn med børnetilskud.
Abdullahi har store planer for sine børn. De skal have uddannelse. Man kan få sved på panden ved at tænke på, hvad bare denne ene familie kommer til at koste skatteyderne gennem de kommende år.
Mohamad Adb Almonam følte sig snydt, inden den nye regering kom til. Hvad skal han dog bruge det danske sprog til i Syrien? Den HF-eksamen, vi har betalt for ham, vil da sikkert være til gavn i Syrien. Men han har ingen planer om at vende tilbage og være med til at bygge sit land op. Han kan tage det roligt og også glæde sig over den nye regering.
Kvoteflygtninge
De afviste og de udviste migranter spærrer for muligheden for, at de mest sårbare kan blive hjulpet i Danmark.
Det var meningen, at når der var styr på det rykind af fremmede fra de europæiske motorveje i især 2015, skulle vi igen modtage de ellers berostillede kvoteflygtninge i UNHCRs flygtningelejre.
Selv om der ikke er styr på noget som helst, og 2015-rykind’et ikke er til at slippe af med, vil regeringen igen åbne for kvoteflygtninge.
Teksten i aftalepapiret udlægges
Under Debatten 27.6. (min. 55:50) udlagde Jesper Petersen (S) teksten i aftalepapiret. Han afviste bestemt, at der var tale om en lempelse af paradigmeskiftet, når migranter nu med hele familien kan blive i Danmark efter 2 års arbejde.
Det svarer til en ordning, der fandtes tidligere, sagde Jesper Petersen. Man skal i virkeligheden betragte det som en erhvervsordning, hvor man, hvis man har en bestemt uddannelse, som er vigtig for Danmark, eller hvis man har en tilstrækkelig høj løn, kan få lov til at blive i Danmark.
Hvad er en tilstrækkelig høj løn? Nok til at forsørge sig selv, en hjemmegående kone og 7+ børn?
Det ser endvidere ud til, at buschauffør er kommet på Danmarks ”vigtighedsliste”.
Jesper Petersen oplyser videre, at da man havde denne ordning sidst, var det under ti personer, der fik ophold. Så flere forventer han ikke.
I forbindelse med 1983-loven mente politikerne heller ikke, at der over en årrække ville komme flere end femhundrede fremmede til landet. Så det vil nok være naivt at have for meget tiltro til politikernes evne til at spå om fremtiden.
Erhvervslivet
I øjeblikket går det ifølge økonomerne økonomisk forrygende godt i Danmark. Men opsving følges som en naturlov altid af økonomiske kriser – store eller små – efter en opsvingsperiode på 8-10 år.
Cheføkonomerne Erik Bjørsted og Steen Bocian advarer i Deadline den 28.6. (2. afdeling, minut 25:50) om, at et langt opsving betyder, at sandsynligheden for, at vi inden for de næste 4 år under denne regering kommer til at opleve en krise, er høj. Er krisen lille, betyder det ikke noget for regeringen, mens det ser anderledes ud for dem, der mister deres job.
Så kan danskerne vist godt regne med at blive includeret i regeringens ”målrettede skatteforhøjelser”. Og belært om 1980’ernes krise, hvor ingen fremmede blev sendt hjem, skal vi nok heller ikke forvente, at det sker for de ”højst ti”.
