Nej. Isam Bs ramadandigt hører ikke hjemme i højskolesangbogen. Digtet er en invitation til Islam

Muslimer fejrer Eid i Rødkildeparken

Jeg har sat mig for at forsøge at finde frem til, hvad Isam B tilsyneladende siger i sit ”Ramadan i København”-digt. Det skyldes debatten om digtets optagelse i den nye, kommende 19. udgave af Højskolesangbogen.

 

Jeg har læst to versioner, den første i Jyllands-Posten 2. august 2019 og den anden i Jyllands-Posten 6. august og nu med Berlingske som kilde. Jeg har ligeledes lyttet til den video, som Mellemfolkelig Samvirke lagde op 27. maj. Den viser dele af et arrangement, hvor Isam B synger version 2 af sin sang med orkester. (Se videoen og læs teksten i bunden af denne artikel)

 

Digtets opbygning

Jeg vælger version 2 til mit fortolkningsforsøg, da det er den, Isam B synger på MS-videoen. Her siger han selv at det er den, han forsøger at få optaget i Højskolesangbogen. 

 

Digtet har 5 vers, hvor vers 1-4 hver har 8 linjer, mens vers 5 har 9. 

 

Digtet er, som de fleste digte vel, flerbundet, formentlig endda mangebundet. 

 

Efter nogle gennemlæsninger af teksten udfælder der sig efter min mening 3 tekstlag. Det er disse 3 tekstlag, jeg vil behandle her i min tolkning. 

 

Det første, umiddelbare tekstlag, vil jeg kalde det hverdagsdanske, det andet tekstlag vil jeg kalde det muslimske, mens jeg vil kalde det tredje tekstlag for det islamiske.

 

Lagene fordeler sig ikke ligeligt på versene. Det er nærmest som om man gå fra lag til lag ad en imaginær trappe op til de to øvre imaginære etager. Man begynder i stueetagen i det hverdagsdanske i vers 1 og går op ad trappen til første sal, det muslimske lag, standser op, ser sig om og samler sig (vers 2), hvorefter nogle bliver inspireret af varmen og dagen og bliver sig bevidst om, hvad det vil sige at være muslim (blikket fyldes med en drøm). Disse inspirerede går videre op ad trappen til anden sal – de sidste vers, vers 3 – 5. Her folder inspirationen sig ud til en egentlig religiøs vækkelse – det islamiske, vel endda islamistiske lag. Set heroppe fra er disse særligt udvalgte ned på de nedre sale med et forklaret blik.

 

Tolkning

Første tekstlag: Det hverdagsdanske – stueetagen

Her kan alle almindelige danskere, sekulære såvel som troende være med. Digtet fortæller nemlig om en sommerdag i København og dagens gang for en familie et sted i København. Det er nymåne og familien vækkes af fuglenes tale. 

Læs også
Mullaherne lover “Ophør af Israel” og amerikansk civilisation

 

Det hverdagsdanske tekstlag er nærmest en halvromantisk beskrivelse af dagligdagen for muslimer i København en sommerdag under ramadanen, hvor dagen begynder med samhørighed med naturen og slutter med taknemmelighed i hans navn, altså Allahs.

 

Her er ordet ”ramadan” mest et navn med en eksotisk, måske endda fortryllet klang og med en særlig musik, om end det er langt fra at svinge sig op på omgangshøjde med Sophus Clausens smukke Ékbatana, Drachmanns Sakuntala, Sakuntala, for slet ikke at tale om min egen favorit inden for navnets musik, Venedigs fortryllende Santa Maria della Salute (Drachmann), kirken der rank rejser sig ved vandet og hilser skibene, der er nået helt ind gennem Venedigs lagune, ind til verdens smukkeste by. 

 

Læst sådan indføjer Isam Bs tekst sig nærmest i dansk digtnings romantiske og symbolistiske tradition. 

 

Andet tekstlag: Det muslimske – første sal

Med dette lag tænker jeg primært på kulturmuslimerne og på islam som kultur. Det er alle dem, der følger islam ud fra at sådan har vi altid gjort, der hvor vi kommer fra, og fordi man føler sig ”hjemme” og trygge i en sådan folkeislam, som den somme tider kaldes. Man er muslim lidt lignende måske som de fleste folkekirkekristne var kristne i 1960’erne, da folkekirkekristne trods alt stadig vidste lidt om, hvad lutheransk kristendom vil sige, men samtidigt var sekulariserede. For kulturmuslimerne er ramadanen stadigvæk en meget vigtig ceremoni i livets strøm og årets og livets gang. Derfor giver det god mening at se på, hvad ramadan vil sige i folkeislamisk betydning. Den findes som sådan i mange forskellige versioner med stærke lokale rødder.

 

Det betyder at vi nu flytter fokus væk fra ramadan i København med sommerdag og natur og over til ramadanens folkereligiøse betydning.

 

Læs også
Islam: Fredens religion? 

Ramadan er den islamiske fastemåned, det islamiske måneårs 9. måned og den 4. af islams 5 søjler, der tilsammen udgør dens kultisk-religiøse troselement (ibadat). Den kaldes også ”glædens måned”, ”månedernes konge” og ikke mindst ”Guds måned”, ”den eneste rose i tolv måneder”, fordi det var i den måned, Gud begyndte at åbenbare Koranen for Muhammed, mundtligt overleveret ham af ærkeenglen Gabriel i en drøm. Koran betyder netop recitation og Koranen skal egentlig ikke læses, men netop reciteres og høres. Isam B har bidraget hertil ved at indtale Koranen i dansk oversættelse – ”Den klare Koran” – som lydbog og som App.

 

Åbenbaringen tog sin begyndelse om natten den 27. ramadan, der derfor kaldes ”magtens nat” eller ”ærens nat” (lailat al-qadr” (Koranen, sure 97,1), ”natten der er bedre end 1000 måneder” (Koranen, sure 97, 3). Den nat er verden badet i guddommeligt lys efter muslimernes opfattelse.

 

Ramadanen er den eneste måned af i alt 12 måneder, som er nævnt i Koranen (Koranen, sure 2, 183ff), og den går fra nymånes første fine, tynde stribe, hvormed den foregående måned shaban bliver til ramadan, og frem til næste nymåne, hvormed ramadanen afsluttes, og den efterfølgende nye måned, shawwal, begynder, på hvis første dage muslimerne fejrer id al-fitr, fasteafbrudsfesten. 

 

Ved ramadans begyndelse åbnes straks himmelens porte, ligesom helvedes porte samtidig lukkes og djævelen lægges i lænker. Det betyder bl. a. at skulle en person dø under fasten i fastemåneden, er det nærmest en fordel, idet vedkommende i så fald kommer direkte i paradis!

 

Egentlig vil én og anden ikke-muslim nok synes at det er paradoksalt at muslimerne glæder sig til fastemåneden, da enhver rask, voksen muslim, der ikke er på rejse eller alderdomssvækket ifølge Koranen skal faste fra morgen til aften, fra sekundet hvor en hvid tråd kan skelnes fra en sort til det ikke lade sig gøre igen om aftenen. I det tidsrum må den fastende ikke indtage hverken vådt eller tørt, varmt eller koldt, endsige have sex, ja selv et kys er forbudt. Ja forbuddet er endnu radikalere, idet både øjne, øre og hånd også skal faste, det vil sige at man end ikke må kaste begærlige blikke til fx mad og drikke, røre ved eller lytte til det forbudte. De mest ortodokse går endda så langt at den fastende end ikke bevidst må synke sit eget spyt! Hver morgen i morgendæmringen, lige før man kan skelne en hvid tråd fra en sort, formulerer muslimen sin niyya, det vil sige, hensigten at han eller hun vil overholde fasten. Fasten skal være en daglig bevist handling. Sindet skal renses helt under fasten.

 

At overholdelsen af fasten kan være vanskelig, indrømmes vel indirekte af at den frygtede skriveengel (Koranen, sure 82,11), der den øvrige del af året ellers minutiøst skriver alt, hvad en person gør af godt og skidt ned til senere brug, når regnskabets time kommer på Dommens Dag, under ramadanen kun skriver den fastendes gode handlinger ned. 

 

Læs også
Trykkefrihedsselskabet: Vi går mod mørkere tider

At faste på denne måde lyder vel i de fleste ikke-muslimers øren som så ubehageligt at man kunne sige at man underkaster sig frivillig tortur, særligt for husets frue(r), der jo alt imens, hun selv faster, skal klargøre både vand og de 2 dadler pr. person eller som i Isam Bs digt mælk, dadler og brød, traditionerne veksler fra sted til sted, og det lækre måltid iftar til familie og venner, begge til nydelse, når dagens faste er forbi. Lidt lettere, men ikke mindre vigtigt er det formentlig at tilberede det lette måltid (sabūr/sabrī), som man indtager umiddelbart før en ny fastedag begynder, et måltid som Muhammed selv kaldte for en velsignelse. Så det kræver virkelig sin mand at være kvinde i huset under fasten!

 

Under ramadanen festes og bedes der meget om dagen og natten, både i hjemmet og i moskeen. Særligt fromme muslimer sørger for at læse en tredivtedel af Koranen hver dag, så hele Koranen er læst færdig i løbet af de 30 dage, ramadanen varer. 

 

Selv for folkeislam-muslimer giver det en høj grad af følelse af samhørighed med andre muslimer, en samhørighed der rækker langt ud over den nære familie og de nærmeste venner, ud over klan og stamme og land til hele det globale fællesskab, som udgør ummaen, den verdensomspændende muslimske menighed. Herved identificerer muslimerne hver for sig sig selv med islams historie og de afgørende historiske kampe under islams tilblivelse.

 

Annemarie Schimmel (1922 – 2003) – fremtrædende tysk islamforsker, hvis hovedinteresse var den levende og levede islam i modsætning til sharia-islam – nævner eksempler på sådanne store mindedage, som muslimerne mindes under ramadanen: 6. ramadan mindes man profetens fætter Huseins fødselsdag. 10. ramadan mindes man Muhammeds første kone Khadijas død, hende der kaldes ”de troendes moder”. 17. ramadan mindes man det meget vigtige slag ved Badr i 624, hvor en lille muslimsk hær første gang besejrede de overlegne Mekka-styrker. 19.ramadan fejrer man indtagelsen af Mekka i 630. 21. ramadan mindes navnlig shi’iterne Ali ibn Abi Talib, den fjerde kalif, Muhammeds fætter og svigersøns død, myrdet i 661. Ali var gift med Muhammeds ældste datter Fatima, der var død samme år som Muhammed (632). Det er hans tilhængere, der senere udskiller sig fra flertalsislam (sunni) til shi’a.

 

Ummaens fællesskab af sunni og shi’a er ret beset en illusion, eksempelvis sønderrives ummaen i høj grad af forskellen mellem sunni og shia, Alis Parti. Sunni og shia har nærmest siden slaget ved Kerbala i 680, hvor profetens barnebarn Hussain, Ali og Fatimas søn, og hans familie massakreredes af umajjade-styrker (sunni), dannet hver deres umma. Og der er masse af religiøs magtpolitik i denne splittelse, ikke mindst i dag, fx rivaliseringen mellem Iran, der er shi’a, og Saudi-Arabien, der er sunni, både hen over Den Persiske Golf og i Jemen.

 

1) Ulla Albeck: Dansk Stilistik. 7. udg., 3. opl. Gyldedal, 2006, ss. 32 – 34.

2) https://www.tronen.dk/

Læs også
Undersøgelse: Mange tør ikke sige deres mening om flygtninge og islam

3) Jeg trækker her primært på Annemarie Schimmel: Das islamische Jahr – Zeiten und Feste. C. H. Beck, 2001, særligt ss. 92 – 112.

4) Annemarie Schimmel: Das islamische Jahr – Zeiten und Feste. C. H. Beck, 2001, s. 99.

 

Tredje tekstlag: Det islamiske  

Ramadanen skal her i tredje tekstlag forstås i sin dybe religiøse betydning. 

 

For ikke at blive totalt overvældet vil jeg begrænse mig til to styrende overordnede perspektiver, der imidlertid er flettet ind i hinanden: Det første er ”skaberen” og ”tiden” i islam. Ramadan er netop et stykke central religiøs tid i en langt større religiøs-kosmisk tid. Det andet styrende perspektiv er ”skaberen” og ”det skabte” i islam.

 

Allah skabte verden på seks dage og det endda uden at blive træt. Han behøvede derfor ikke som den jødisk-kristne Gud at hvile sig på syvendedagen. I stedet satte han sig den syvende dag solidt tilrette på himmeltroen og begyndte straks at styre verden ned i mindste detalje, intet er for småt, og det gør han hele tiden. Allah tager aldrig fri. Alt i universet har Allah som direkte årsag. Han bekendtgjorde hurtigt for englene at han ville skabe sin egen stedfortræder på Jorden, Adam, det første menneske, og de to, Allah og Adam, skulle forpligte hinanden ved en pagt. Det vil sige at ifølge islam er det første menneske også den første muslim og der eksisterer ingen ”menneske” uden for islam. Alle mennesker er født muslimer.  I jødedommen og kristendommen er det første menneske, Adam, skabt i Guds billede, og som Guds skabning et menneske. Jøde eller kristen bliver mennesket tidligst med Moses og tavlerne med de ti bud på Sinai. Tænk her på Grundtvigs fine formulering i læredigtet ”Menneske først og Christen saa”. Det kunne en muslim ikke sige!

 

Allah skabte ikke Adam i sit eget billede, som den jødisk-kristne Gud gjorde, men blot med visse af Allahs egenskaber. Den idé modsatte englene sig på det kraftigste. Det ville blive noget rod, mente de, når de selv helt og holdent var forpligtet til at være rene og fuldendte, mens Adam ikke var det. Det ville give en masse usikkerhed fx om gældende regler og derfor give problemer efter deres mening. De måtte imidlertid rette ind, samtidig med at Allah forlangte at englene skulle kaste sig ned for Adam, hvad de alle gjorde, undtagen den rebelske Iblis/Shaytan. Han nægtede og Allah forbandede ham, men Iblis fik udskudt sin straf til Dommedag ved at lade sig tildele den opgave at tilse at Adam og menneskene overholder pagten med Allah, ikke bare i passivt kontrollerende forstand, men i allerhøjeste grad også aktivt provokerende, idet han hele tiden skal forsøge at forføre menneskene, så de blive fristet til at bevæge sig bort fra pagtens vej. 

 

Læs også
Halsoverskæringer

Pagten består i al sin korthed i at ALLE mennesker uforbeholdent skal tro på Allah som den eneste gud og kun på ham. Der er ikke andre guder (Koranen, sure 112). Det er menneskets pligt af hele sit hjerte og hele sit sind hele tiden at tro på denne eneste gud, den almægtige, barmhjertige og forbarmende Allah, og de forpligtelser han pålægger menneskene. Islam betyder netop den fuldstændige hengivelse og underkastelse under Allahs vilje. Gør man det, er man muslim. Det betyder også at man hele tiden er forpligtet til at følge Allahs anvisninger, som de er givet i pagten (shari’aen), og man gør klogt i at gøre sig klart, at både lovgiver og dommer er den samme, Allah. Menneskene har INGEN selvstændige rettigheder, ingen autonomi. Al suverænitet og autonomi ligger hos Allah.  Kun Allah har rettigheder og de er altid ubegrænsede og uindskrænkede.

 

I den anden ende af den guddommelige historie, 180 grader modsat skabelsen venter enten himmerige eller helvede for det enkelte menneske. Islam er en frelsesreligion, ligesom jødedom og kristendom er det. I islam genopstår menneskene og stilles på Dommens Dag endnu mens de er i graven til ansvar for det liv, man har ført, og de profeter de har troet på, og den bog efter hvis forskrifter de har levet. De udspørges af de to frygtede dødsengle Munkar og Nakir. De gode, dem der består eksamen, kommer i paradis, mens de onde sendes til helvede. 

 

Det er hele denne skabelses- og frelseshistorie, der presses ned i ramadanmåneden, som muslimerne traditionelt deler op i 3 dele, hver på 10 dage. Første tredjedel vies barmhjertighed, anden tredjedel, midten, vies tilgivelse, og sidste tredjedel vies bestræbelserne på at redde sig fra helvedesilden. Der er m.a.o. i islam en eskatologi, altså en direkte sammenhæng mellem den nuværende verden og den kommende, mellem det liv, man lever dagen i dag, og de sidste tider med frelse eller fortabelse, paradis eller helvede.

 

Nogle muslimer forvandler eskatologien til en egentlig apokalypse. En apokalypse er en drøm og vision om at verdenshistoriens afslutning er nær, skildret i stærke farver og fortalt med meget voldsomme ord. Det er det absolut onde i form af nutiden mod det lovede absolut gode i form af en fremtidig paradisisk tilstand. 

 

Sådanne visioner findes i alle religioner og har eksisteret siden før-islamisk tid i det vi i dag kalder Mellemøsten og de henter pudsigt nok inspiration fra hinanden med en slags retorisk eskalation til følge. Således har islamisk apokalypse hentet meget fra eksempelvis Daniels bog i Det Gamle Testamente og fra Johannes Åbenbaring i Det Nye Testamente

 

Overgangen tænkes ske ved verdensomspændende kriser og katastrofer, flodbølger, pest og sygdomme med krig og voldelig udryddelse af al ondskab, personificeret i den frygtede Dajjal, der er korpulent og rød i hovedet, og som ret beset er en variant af Iblis. Han er énøjet og har Kafir skrevet i panden. Dajjal omtales ikke i Koranen i modsætning til Iblis. Det gør kafir til gengæld (Koranen, sure 16, 57) og det betyder ”den der skjuler Guds velsignelse = utaknemmelig overfor Gud”. Han vil komme fra vestlig (!) retning og demonstrere imponerende, men falske mirakler. Selve hans tilsynekomst er beviset på at tidernes ende er nær. Han vil imidlertid kun regere i 40 år, hvorefter Jesus, Marias søn, vil stige ned som en frelserskikkelse, der vil nedkæmpe Dajjal, så verden efter et gigantisk blodbad står renset tilbage i sin oprindelige paradis-tilstand. I dag har dette blodbad fået en ny aktualitet i forbindelse med a-våbenbevæbnede muslimske stater. I sunni-islam er frelserskikkelsen oftest Jesus, Isa ibn Maryam, Marias søn, der samtidig med at han leder udryddelsen af al ondskab, også konverterer til islam.

 

Jeg vil her gengive Ibn Katkirs version, men der er mange andre og mere omfattende versioner, også nyere, hvor blodbadet udpensles nøjere:

 

”Jesus vil stige ned på den hvide minaret i Damaskus netop da morgenbønnen sker. Det er den østligste minaret i Damaskus og den er bygget af hvide klippesten (white rock). Den blev bygget i stedet for den, der blev destrueret af de kristne. Jesus vil stige ned, dræbe alle svin, bryde korset og ingen vil nu acceptere andet end islam. Han vil blive der i 40 år og derefter vil han dø og blive begravet sammen med Profet Muhammed og hans to ledsagere Abu Bakr og Umar b. al-Khattab.”  

 

5) Annemarie Schimmel: Das islamische Jahr – Zeiten und Feste. C. H. Beck, 2001, s. 97.

6) Jeg har skrevet om betydningen af dette tidligere i Den Korte Avis, se https://denkorteavis.dk/2017/kristendom-og-islam-der-er-en-forskel-med-stor-betydning/

7) Se K. E. Bugge: ”Menneske først – Grundtvig og hedningemissionen” her   https://tidsskrift.dk/grs/article/download/16400/14203/

8) Se Henning Duus:Kristendom og islam – der er en forskel med stor betydning” i https://denkorteavis.dk/2017/kristendom-og-islam-der-er-en-forskel-med-stor-betydning/

9) Se også min artikel om islamisk retfærdighed på  http://www.respublica.dk/?p=2842 

 

Nøgleord der låser op for digtets dybere mening

Opgaven består nu i at finde nogle nøgleord i teksten, som kan låse digtet op så den muslimske apokalypse bliver synlig. Jeg vil vælge ’nymåne’, ’fuglenes tale’, ’blikket fyldt af en drøm’, ’ulvetime’ og ’himlen er aftenrød’. Flere kunne nævnes, men disse er tilstrækkelige for at forstå det religiøse og apokalyptiske indhold i digtet.

 

Jeg vil tage udgangspunkt i ’blikket er fyldt af drøm’. Her oplyser Isam B rent faktisk læseren om at digtet kan fortolkes som om det er en drøm.

 

Drømme som indgangen til den dybere religiøse mening ligger lige for, da Muhammed selv fik sine åbenbaringer til Koranen i drømme. 

 

For at komme så tæt på muslimernes tankeverden angående drømme har jeg benyttet den klassiske drømmetydningshåndbog, der blev genudgivet i en redigeret udgave i begyndelsen af 1990’erne, Ibn Seerin’s Dictionary of Dreams – According to Islamic Inner Traditions ved Muhammad Al-Akili og med forord af den ansete professor i religiøse studier Mahmoud M. Ayoub (1935 – ). Førsteudgaven af Ibn Seerins bog kom forholdsvis få år efter Muhammeds død i 632. Ibn Seerin fødtes i 653 i Basra og døde i 729.

 

’Nymånen, der smiler skævt’, i vers 1 indikerer for det første at ’nymånen, der smiler skævt’ ikke kun betyder det, man skulle tro, det betyder, nemlig blot en smuk skyfri, nymånenat. Det advarer det skæve smil imod. Da ’nymånen’ er muslimernes eget symbol på islam, kan man læse linjen i overført betydning som at ISLAM nu er kommet op og blevet synlig for alle. Eller: Islam er kommet op over horisonten og kommet på alles dagsorden. 

 

’Fuglenes tale’ betyder ifølge Ibn Seerin bl. a. en bekendtgørelse af det glædelige budskab om en kommende højere status for det, fuglene taler om, in casu: ISLAM, end modparten, in casu vel kristendommen (og jødedommen) og vel i endnu højere grad den herskende ugudelighed og sekularisme. Det er den omtalte barmhjertighed under ramadanens første tredjedel. Barmhjertigheden består i at islam som redningen allerede findes.

 

Vi skal imidlertid ikke fortvivle, synes Isam B at sige til os. Vi er tilgivet, da vor åndelige redning allerede er tilstede, og jeg, Isam B, inviterer jer til at tage islam til jer”. Tilgivelsen er midterste tredjedel af ramadanmåneden svarende til vers 2. 

 

Sidste tredjedel af ramadanmåneden skal vies bestræbelsen på at undslippe helvedesilden på Dommens Dag. Nøgleordet er ’ulvetime’ i vers 3. Vi er kommet frem til enden af dagen og står foran en ny dag i overført betydning symboliseret ved nymånen. Den nye dag er her aftenen, da dagene i muslimsk tidsregning er månestyrede og derfor går fra aften til aften. Derfor signalerer ’ulvetime’ her både afslutningen af den gamle tid og indvarslingen af en ny tid, en ny dag, der jo altså begynder om aftenen. I Koranen benyttes ofte ordet ’time’ som betegnelse på at tiden er ved at løbe ud (Koranen, sure 15, 85, sure 16, 77, sure 18, 21).

 

Det var så betydningen af ’timen’, men hvad med ’ulvetimen’? Selve begrebet og betegnelsen går tilbage til Ingmar Bergmans film Ulvetimen (1968) (sv. Vargtimmen). 

 

Ifølge Ibn Seerin repræsenter ulven i en drøm bl. a. tilstedeværelsen af en stærkt aggressiv og voldelig fjende, der både er uden egentlig moralsk substans og ovenikøbet også en utrættelig tyv og en løgner. Det må være os danskere og i videre betydning vesterlændinge Isam B har i tankerne. 

 

Ulven optræder i øvrigt også i Koranen (sura 12), men her som et almindeligt farligt dyr, der angriber og dræber mennesker, hvis man ikke ser sig for. Det er i Koranens fortælling om Josef under udlændigheden i Egypten, der i øvrigt lægger sig stærkt op ad Biblens. 

 

Josef er både faderen Jacobs og Allahs yndling. Det første gør hans brødre jaloux og derfor planlægger at myrde Josef. For at skjule det bilder de faderen ind at en ulv har ædt ham. Det andet redder ham. Allah griber ind.

 

Kombinerer vi ’ulv’ i Ibn Seerins betydning med ’ulv’ i Josef-fortællingens betydning får vi et interessant billede med to fronter. Den ene front er med Josefs konspirative brødre, der i overført betydning hentyder til de muslimer – muslimer ser sig som brødre – der følger ulven i Ibn Seerins betydning, d.v.s. de aggressive, umoralske og løgnagtige danskerne og det danske samfund, der lokker muslimerne væk fra pagten med Allah med lokkende ord om  integration og endnu værre krav om assimilation, mens – og det er den anden front – de rigtige muslimer ifølge Isam B og ligesindede skal slippe ud af dette danskerfængsel, fordi de er Allahs yndlinger og derfor ikke viger bort fra pagtens forpligtelser. Dem vil Allah hjælpe. Men hvordan? Det får vi at vide ved at se på ’Himlen er aftenrød’ (vers 4).

 

Den aftenrøde himmel kunne meget vel betyde masse af forurening og støv i atmosfæren, det sidste fx på grund af vulkanudbrud et sted for nylig. Det ville være den hverdagsdanske tankegang på tolkningens første lag. Sådan ser Isam B næppe på himlens røde farve her på det islamiske tredje tolkningslag. Ibn Seerin kan hjælpe os videre. Han gennemgår en række farvers betydning og nævner flere gange carnelian-red i forbindelse med sten og nævner videre at under skabelsen var den carnelia-røde sten, den første blandt stene til at bevidne at der kun er EN eneste gud og Muhammed hans profet. Denne særlige røde farve vidner ligeledes om den drømmende persons gode religiøse karakter og levevis ifølge Ibn Seerin. Men hvorfor hedder farven egentlig carnelian-rød? Hvad betyder ’carnelian’?

 

Ifølge min Oxford Dictionary of English App kommer carnelian via fransk fra det latinske caro, der betyder kød eller ifølge min nyttige Latinsk-Dansk Ordbog App kødstykker. Den aftenrøde himmel – og det vil i muslimsk døgnrytme sige morgendagens i betydningen fremtidens himmel – har altså samme farve som røde kødstykker!

 

Den farve leder tanken videre hen til islamisk apokalypse og tilsynekomsten af Dajjal, der har et rødt hoved eller i hvert fald et rødt ansigt. Dajjal er i muslimsk apokalypse ”antikrist” og den store bedrager, hvis tilsynekomst vidner om at de sidste tider er nær. Han skal afstedkomme det store kosmiske sammenbrud i global krig mellem det gode, islam, og det onde, al vantro, efterfulgt af den verdensomfattende omvendelse til Islam. Han omtales ikke i Koranen, men i mange hadither, altså de mere eller mindre troværdige rapporter om, hvad Muhammed sagde og gjorde, der ofte af muslimer tillægges samme status som Koranen, selv i Al- Bukhari, den mest respekterede hadithsamling, optræder de. Her og i en omfattende apokalyptisk litteratur helt frem til i dag findes der mange forudsigelser om Dajjal, der ofte er knyttet sammen med det, der kaldes Jesus anden tilsynekomst. 

 

Jeg vil her gengive Ibn Katkirs korte version, men der er mange andre, hvor blodbadet udpensles nøjere:

 

”Jesus vil stige ned på den hvide minaret i Damaskus netop da morgenbønnen sker. Det er den østligste minaret i Damaskus og den er bygget af en hvid klippe. Den blev bygget i stedet for den, der blev destrueret af de kristne. Jesus vil stige ned, dræbe alle svin, bryde korset og ingen vil nu acceptere andet end islam. Han vil blive der i 40 år og derefter vil han dø og blive begravet sammen med Profet Muhammed og hans to ledsagere Abu Bakr og Umar b. al-Khattab.”  

 

At ingen vil acceptere andet end islam, er blot en omskrivning af det apokalyptiske, verdensomspændende blodbad, der skal rense Jorden for al vantro, hvorefter islam vil herske over Jorden. Tilbage bliver kun de rigtige muslimer og de kan uden frygt se frem til Dommedag. Paradis venter forude

10) W. Björkman. “Kafir” i Encyclopaedia of Islam, 2nd ed, Vol IV, 1997, ss. 407 – 409.

11) Se Henning P. Duus:”Deterrence and a Nuclear-Armed Iran” I Comparative Strategy. Vol. 30, No. 2, 2011, ss. 134 – 153.

12) Ibn Kathir 700 – 774.

13) For en gennemgang af originalitterauren, se David Cook: Studies in Muslim Apocalyptic. Princeton, 2002. Findes som gratis pdf på nettet.

14) Efter Brannon M. Wheeler: Prophets in the Quran – An Introduction to the Quran and Muslem Exegesis. Continuum, 2002, s. 317. Min oversættelse fra engelsk, HD.

 

Konklusion

Jeg mener ikke at Isam Bs digt ”Ramadan i København” bør optages i Højskolesangbogen, dels fordi islams menneskesyn ikke alene er uforeneligt, men også stærkt fjendtligt mod såvel Grundtvigs som jødedommens og kristendommens menneskesyn, dels  fordi digtet er en skjult invitation – dawa – der skal lure dem, der synger sangen, til at konvertere til islam og lade sig lokke af apokalypse-visionen med dens udryddelse af al vantro i verden i et gigantisk blodbad, forklædt som en sang. Højskoleeleverne lures af sangens fællesskab ind i en fælles invitation til både i fællesskab og hver for sig enten at konvertere til islam eller underkaste sig som dhimmi, det vil sige under islams anerkendte overhøjhed. I alle tilfælde kan deltagelse i fællessangen bruges af muslimer til senere at lægge pres på den enkelte med udgangspunkt i fællesskabet fra dengang og den påståede autoritet, digtets optagelse i Højskolesangbogen kunne tages til indtægt for.

 

Det lyder måske ikke af så meget, da man vel bare kan lade som ingenting? Desværre nej, det kan man ikke! Både afvisningen af invitationen og den måde, man afviser en invitation til islam på, afgør den måde, afviseren skal bekæmpes på af muslimerne. I alle tilfælde er næste skridt efter en afvisning, pligten for muslimer til at indlede jihad under én eller anden form, og den forpligtelse ligger som situationen er i dag hos hver enkelt muslim.

 

Jeg har i alle de år, jeg har været ansat ved Hærens Officersskole og undervist i international politik, folkeret og kulturforståelse advaret mine officerselever mod at lade sig lokke ind i situationer som denne, da det senere hjemme og under udsendelse kan få fatale konsekvenser for den enkelte og for de udsendte kammerater.

 

15) A. Abel: “Al-Djdjdjal” i Encyclopaedia of Islam, Vol. II, 2 nd ed.  Brill, 1991, ss. 76-77 og David B. Cook: “Dajjal” i Encyclopaedia of Islam, 3rd ed, online 2012.

16) David Cook: Studies in Muslim Apocalyptic. Princeton, 2002, s. 327.

17) Efter Brannon M. Wheeler: Prophets in the Quran – An Introduction to the Quran and Muslem Exegesis. Continuum, 2002, s. 317. Min oversættelse fra engelsk, HD.

18) De 2 artikler om Dawa af henholdsvis M. Canard og E. Tyan i Encyclopaedia of Islam, Vol II,  2 nd ed. Brill, 1991, ss. 168 – 170 og 170 – 172.

19) Se også min artikel om islamisk retfærdighed på  http://www.respublica.dk/?p=2842

 

Henning Duus er født i 1945 og cand. mag. i samfundsfag og idehistorie fra Aarhus Universitet og har 1995 – 2006 taget supplerende fag i minoritetsstudier og religionsvidenskab under Åbent Universitet, Københavns Universitet. Han kom til Forsvaret i 1988 og var lektor i statskundskab ved Hærens Officersskole i 25 år, fra 1990 og frem til pensioneringen i 2015.

hør sangen her:

https://www.facebook.com/watch/?v=2776861085674164

 

Ramadan i København

Nymånens skæve smil
lyset på fjerde sal
tegner liv på’et gardin
blokken vækkes af´n nattergal
lys på lys
brænder i mørkets favn
hånd ved hånd
Ramadan i København

Solen den når sin top
cyklerne i en strøm
gennemvarm er byens krop
blikket fyldes op af en drøm
lys på lys
kæmper for at finde vej
hånd ved hånd
Ramadan i København

Når skyggerne er allerlængst
samler vi os igen 
ulvetim’ – så i seng
og i stemmerne er et hjem
lys på lys
tiden der strækker sig 
hånd ved hånd
Ramadan i København

Niels Glahn har udleveret sanguddraget til Jyllands-Posten. (JP 2.8)

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…