**** 4 stjerner ud af 6
Den russiske filminstruktør Kirill Serebrennikov er født 1969. Udover at instruere film arbejder han også som teaterinstruktør og har siden 2012 været kunstnerisk leder på Gogol Center i Moskva.
Ifølge pressematerialet tog Kirill Serebrennikovs SOMMER (2018) både anmeldere og publikum med storm i Cannes. Instruktøren selv sidder i husarrest og kunne ikke deltage i premieren, hvilket siger ikke så lidt om Rusland i dag.
Handling
Sted og tid er Leningrad (Sankt Petersborg) en sommer i begyndelsen af 80’erne. Det sovjetiske diktatur er så småt ved at gå op i fugerne, hvilket bl.a. afspejles i undergrundsmusikken. LP’er af bl.a. Lou Reed og David Bowie bliver smuglet ind i landet, og musikeren og sangeren Mayk (Roman Bilyk) kæmper for at promovere rockmusikken.
Han er ikke den eneste, der eksperimenterer med musikalsk fornyelse – det samme gør den noget yngre Viktor Tsoi (Teo Yoo). Han viser sig at besidde et særligt talent som sangskriver og formidler, og Mayk ser hans potentiale og tager ham under vingerne.
Også Mayks smukke kone Natalia (Irina Starshenbaum) bliver tiltrukket af den oprørske og fascinerende Viktor, så der er lagt op til et opgør såvel på den musikalske scene som privat.
Rockmusikkens betydning for en undertrykt generation
Filmen bygger på virkelige personers liv, og dens hovedtema er rockmusikkens betydning – og ventilfunktion – for en undertrykt generation. Interessant i sig selv, men også som et tidsbillede er ”Sommer” værd at se.
Dertil kommer filmens overraskende spring mellem realplan og billedplan, hvor vekslen mellem sort-hvid og farvefilm benyttes som et af flere originale, dramatiske virkemidler. Endelig rammer trekantsdramaets egen stille psykologi rent.
Bare ærgerligt, at filmen er blevet alt for lang!
Længde: 126 minutter
- Medvirkende: Teo Yoo, Irina Starshenbaum, Roman Bilyk m.fl.
- Instruktør: Kirill Serebrennikov
- Manus: Mikhail Idov, Lili Idova, Ivan Kapitonov, Natalya Naumenko (memoirer), Kirill Serebrennikov
- Premieredato: torsdag d. 20. juni