Det er et slag for Jakob Ellemann-Jensen, at Marcus Knuth nu har forladt Venstre og meldt sig ind hos De Konservative.
Det er aldrig rart at miste et folketingsmedlem til politiske rivaler. I Marcus Knuths tilfælde er der ovenikøbet tale om en dygtig politiker, der er gjort af et stof, som kan tiltrække vælgere.
Det kan have influeret på Knuths beslutning, at han under Lars Løkkes ledelse af Venstre blev særdeles dårligt behandlet.
Måske blev Knuth også skuffet over, at Ellemann som ny Venstre-leder ikke tog ham mere ind i varmen. De to er gamle venner, og Knuth anbefalede varmt Ellemann som partiets nye formand.
Disse personlige politiske skuffelser kan have influeret på Marcus Knuths beslutning om at skifte til De Konservative. Men han har også klare politiske grunde til at skifte.
Opbrud i blå blok
Knuth fremhæver især, at han er uenig med Ellemann i udlændingepolitikken. Netop det gør hans afgang farlig for Venstres nye formand.
Knuth har været en af Venstres mest markante ’strammere’ i udlændingepolitikken, side om side med Inger Støjberg. Han har den særlige personlige baggrund, at han som officer i Afghanistan har oplevet de afskyelige konsekvenser af fundamentalistisk islam på nærmeste hold.
Marcus Knuth udtrykker kort og klart sin holdning på denne måde: “Danmark skal ikke ende som Sverige.”
Knuths skifte fra Venstre til Konservative kan varsle et politisk opbrud inden for blå blok. Det er ikke til at sige, hvor omfattende det kan blive. Men Jakob Ellemann-Jensen har grund til at tage det alvorligt.
Kampen mod islamisering
Ellemann taler om, at Venstre skal fortsætte med den stramme udlændingepolitik, som partiet havde i sidste valgperiode. Men det rækker ikke, ifølge Marcus Knuth.
Den muslimske andel af befolkningen vokser kraftigt, og islamiske regler og normer vinder mere og mere indpas.
Nye generationer af muslimer sætter Allahs bud højere end dansk lov. Islamisk tørklæde er blevet meget udbredt. Kønsopdelt svømning vinder frem.
Hertil kommer voldskriminalitet og bandevælde i kølvandet på den ikke-vestlige, specielt muslimske indvandring.
For Knuth er det nødvendigt at gennemføre nye stramninger, hvis man skal sætte ind over for denne udvikling. Han peger blandt andet på, at der skal strammes på reglerne for at få dansk statsborgerskab.
Man kunne uden videre føje andre centrale punkter til:
Langt flere flygtninge skal hjemsendes, så snart forholdene i hjemlandet tillader det – det røde flertal gør det modsatte. Der skal være asylstop for folk, der kommer hertil fra sikre lande. Islamiseringen af danske institutioner skal bremses – ingen tørklæder i danske skoler og offentlige kontorer.
Værdikonservative og grundtvigianere
Marcus Knuth kalder sig ”værdikonservativ”, og det bruger han som begrundelse for at søge over til de konservative.
Denne værdikonservatisme forbinder han med at lægge vægt på vores nationale identitet og forsvare danske værdier.
Han kan da også finde værdikonservative fæller hos De Konservative, herunder en mand med syrisk baggrund, der kæmper ihærdigt for danske værdier – nemlig Naser Khader.
Men Marcus Knuths problem har nu ikke været, at han manglede åndsfæller i Venstre. Dér trækker de bare på en anden tradition end den konservative:
Inger Støjberg og andre stærke værdikæmpere i Venstre er rundet af den grundtvigianske tradition med dens folkelighed og dens forsvar for det nationale værdifællesskab.
Denne udgave af grundtvigianismen fører i samme retning som værdikonservatismen i den aktuelle danske politik. Ikke mindst, når gælder udlændingepolitikken.
Nye tider i blå blok
Hvis Knuth føler sig bedst tilpas hos Konservative, er det fint for ham. Men hans problem i Venstre var jo ikke mindst, at Venstres ledere efter Anders Fogh har svigtet den grundtvigianske folkelige værdikamp og viljen til virkelig stram udlændingepolitik
Under alle omstændigheder er det bemærkelsesværdigt, at en mand som Marcus Knuth nu søger mod De Konservative for at få en strammere udlændingepolitik.
Det kan varsle nye tider, hvor Venstres lederskab i blå blok kommer under pres. I stedet får man en blå blok, hvor det er mere åbent, hvordan Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative og Nye Borgerlige står sig hos vælgerne og i forhold til hinanden.
Ellemann er alt for bleg i udlændingepolitikken. Og han tager alt for meget hensyn til en mand som Jan E. Jørgensen, der klarer sig fint på Frederiksberg, men kan koste Venstre mange stemmer ude i landet.
Farlig situation for Ellemann og Venstre
Situationen er farlig for Jakob Ellemann og for Venstre.
Kendsgerningen er, at kun udlændingepolitikken kan flytte de mange stemmer over til blå blok, der skal til for at genvinde regeringsmagten.
Kendsgerningen er videre, at det er blevet en meget vanskelig opgave, fordi Mette Frederiksen så målrettet går efter at vise en strammerprofil over for vælgerne.
Venstre har vænnet sig til at have regeringsmagten det meste af tiden. Men hvis man ikke engang kan holde på en Marcus Knuth, kan det være en saga blot.