Lars Løkke Rasmussens nytårstale var ret usædvanlig.
Normalt vil en statsminister bestræbe sig på at komme så tæt som muligt på danskerne med en sådan tale. Specielt da, når et folketingsvalg er nært forestående.
Men Løkkes tale virkede skabelonagtig og belærende. I en sådan grad, at man må spørge sig, hvad formålet egentlig var.
Man kunne få det indtryk, at talen var led i et bredere europæisk mønster. Som om en række europæiske ledere havde talt sammen om, at de nu skulle de give det, de kalder ”populismen”, én på frakken.
Farligt op til valget
Det skal understreges, at Den Korte Avis ikke kender til drøftelser af den art mellem de europæiske regeringschefer. Vi noterer os blot, at Løkkes tale virkede meget mere som et europæisk pligtforedrag, end man er vant til i danske nytårstaler.
Måske spiller drømme om en international karriere ind hos Løkke. Måske er det kun politisk.
Men denne tilgang kan være farlig op til det kommende valg.
Han risikerer at lægge sig ud med både danskerne og Dansk Folkeparti. Og så bliver det svært for ham at danne regering igen.
Moralsk forfald
Talen fremmanede en trussel mod det internationale samarbejde, som er skabt siden Anden Verdenskrig.
Denne trussel kommer angiveligt fra kræfter, der vil ”lukke af for en besværlig omverden”.
Her tænkte Løkke ikke kun på for eksempel Donald Trump. I talen lå der også en klar formaning til danskerne.
Man må forstå på Løkke, at befolkningen ligefrem risikerer at ryge ud i et moralsk forfald. Danskernes påståede ønske om at ”lukke af” er nemlig et opgør med ”ordentlighed”, som han kalder det – et andet ord for anstændighed.
Men det er svært at se, hvor Løkke vil hen med denne moralske belæring af danskerne.
Det store flertal er på ingen måde negative over for internationalt samarbejde. Der er klar støtte til NATO. Der er klar støtte til EU-medlemskab.
Men danskerne er på vagt over for, at EU tiltager sig en magt, som sætter den nationale selvbestemmelse ud af kraft. Og danskerne lægger stor vægt på, at vi har styr på vores egne grænser.
Hvis det efter Løkkes mening er manglende ordentlighed eller anstændighed, så bør han sige det klart og tydeligt til befolkningen i stedet for nytårstalens mummetale.
”Halleluja-internationalisme”
Med nytårstalens retorik risikerer Løkke at bringe sig på kant med store dele af befolkningen.
Der kan brede sig den folkelige opfattelse, at Løkke ønsker en ”halleluja-internationalisme”, som ligger de pragmatisk indstillede danskere fjernt. Det vinder han næppe valget på.
Her er der en parallel mellem nytårstalen og Løkkes indædte forsvar for FN’s migrationspagt, der sigter mod kraftigt øget indvandring på verdensplan. Det slap han som bekendt ikke så godt fra.
Nytårstalen følger nu op på FN-pagten.
I forlængelse af FN-erklæringen fra Marrakech nævner han i talen migration som et af de problemer, som vi ”må og skal løse sammen”. Han siger dog ikke noget om, hvilken rolle han forestiller sig for EU og FN i forhold til dansk udlændingepolitik.
Hjemsendelser
Nytårstalens holdning er heller ikke særlig klar, når det gælder de store forandringer i Danmarks befolkning, som masseindvandringen fra ikke-vestlige, specielt muslimske lande fører med sig.
På den ene side er Løkke-regeringen gået ind på Dansk Folkepartis krav om et ”paradigmeskift”, der betyder hjemsendelse af krigsflygtninge, når der bliver fredeligt nok i deres land.
På den anden side formaner han i nytårstalen om, at vi ”kan ikke rulle tiden tilbage”, og at ”vi må finde ud af det sammen”. Også her er det uklart, hvad han mener.
Det understreger, at nytårstalens retorik nok så meget er præget af et abstrakt angreb på ”populismen” i Europas regeringsgemakker – snarere end en tæt føling med danskernes bekymringer.
”Et angreb på os”
Den slags vinder Løkke næppe valget på.
Han gør nok heller ikke samarbejdet med Dansk Folkeparti lettere på denne facon. For slet ikke at tale om et regeringssamarbejde.
Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen reagerede da også vredt og kaldte talen for ”et indirekte angreb på os” (Berlingske). Han ser den som udtryk for en ”kæmpestor uenighed”.
Det er usikkert, om der overhovedet vil være stemmer til at danne en blå regering efter næste valg. Men det vil i hvert fald kun kunne lade sig gøre med opbakning fra Dansk Folkeparti.
Det vil kræve nært samarbejde mellem de forskellige politiske strømninger, som henholdsvis Lars Løkke Rasmussen og Kristian Thulesen Dahl repræsenterer. Et samarbejde, som i givet fald vil være ret enestående i europæisk politik. Pragmatisk og snusfornuftigt.
Men i nytårstalen syntes Løkke at placere sig selv i et fællesskab med politiske ledere, som hellere vil føre en abstrakt kamp mod ”populisme”. Dermed risikerer han at skyde sig selv i foden.
