Istedgade overgiver sig aldrig! har det som bekendt heddet siden Folkestrejken i 1944. Men ak, dén identitet holder ikke rigtigt mere. For Istedgade har overgivet sig. Vesterbro var engang et råt kvarter med lavstatus og – sammenhold. I dag er det et sted for de unge, smarte, velhavende og veluddannede. Men de brune værtshuse er endnu ikke helt blevet aflivet.
Hvor bliver man dog tørstig – på øl og kulturhistorie!
For nærværende anmelder, som lagde tobakken på hylden for 25 år siden, og som foretrækker dyre gourmetøl frem for intetsigende og smagløse masseprodukter, også selv om de er så meget billigere, og som meget sjældent frekventerer en bodega, og for hvem Vesterbro næsten er en by i Rusland, men som – når det kommer til stykket! – er dybt fascineret af det anderledes og forbudte og frække og grimme, er denne bog en fantastisk øjenåbner til en anden verden på godt og ondt.
Risikoen ved at læse Bodega Blues er en overvældende tørst og en uovervindelig lyst til at besøge de steder, forfatteren beskriver så levende og farverigt. Selv når man efter endt læsning nærmest føler, at man allerede har været der. Bogen er ikke alene en grundig værtshusguide. Den rejser også nogle mere overordnede spørgsmål om, hvordan vi i bedste mening, med alle vore bestræbelser på fremskrift og forbedringer står i fare for at ødelægge nogle oprindelige miljøer af stor kulturhistorisk værdi. Når det pæne og checkede tager overhånd, og det rå og beskidte forsvinder, bliver tilværelsen slet og ret fattigere. Pas på: et vigtigt socialt netværk er ved at forsvinde.
Ingen romantisering
Henrik List romantiserer ikke stanken fra de brune værtshuse med luddere og lommetyve og det, der er værre. Han fremlægger miljøet råt for usødet og har en blændende pen. Lidt gonzo-agtigt, måske – en slags Kurt Thyboe fra Ugens Rapport på ecstasy, elefantøl og shots. En gudbenådet storyteller, som slipper afsted med det meste, fordi hans formuleringsevne overgår de fleste andres i originalitet. Måske for meget for nogle, men ikke for mig.
Man kan måske være lidt ængstelig for, om Vesterbros brune værtshuse nu bliver overrendt af bodegaturister, som vil betragte de lokale dyrearter med den udefrakommendes kolde, nysgerrige øjne – vi, som næppe nogensinde bliver en del af miljøet. Det skal man vist nærmest være født til. Selv efter tredive års intens værtshusdruk er forfatteren stadigvæk ham den nye dreng, punkeren fra Esbjerg, som faldt i den store brune gryde for så længe siden.
”Istedgade overgiver sig aldrig!” – måske kun en meget sejlivet myte
Bogen indeholder mange kulturhistoriske oplysninger, som er interessante – især hvis de også er sande. Det har jeg ikke generelt belæg for at betvivle. Der er enkelte svipsere. Mig bekendt har der aldrig ligget et fængsel i Jyllinge, men i Jyderup. En enkelt myte fra Besættelsen, som bevidstløst gentages i det uendelige, kan der hamres en stor pæl igennem – dén tidligere nævnte om flyvebladene/plakaterne/banneret med den ikoniske tekst, som angiveligt blev kastet ud/hængt op under Folkestrejken i 1944. Der er højst sandsynligt tale om en (kommunistisk) røverhistorie, som ikke har rod i virkelighedens verden. Der findes ikke ét eneste foto, hverken af plakat eller banner, som kan dokumentere historien. Og hvad så? Udtrykket lever. Selv om myter ikke bygger på historiske kendsgerninger, bliver de jo faktisk ikke ringere af den grund.
Anyway: en god historie er og bliver en god historie. Køb og læs denne bog! Læg den under juletræet til familie og venner! Man bliver både oplyst, glad i låget og eftertænksom af at læse den.
Henrik List, Bodega Blues.
Byens Forlag 2019, 376 sider, ill. af Pedro Lopez, 299 kroner.
